Faktaboks

Mosbjerg Kirke
Sogn
Mosbjerg Sogn
Provsti
Hjørring Nordre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Hjørring Kommune

Mosbjerg Kirke er en velbevaret romansk landsbykirke, hvor forskellige ændringer i murværket er nænsomt fremhævet ved kirkens kalkning.

Kirken ligger vest for landsbyen Mosbjerg, omkring seks kilometer nordøst for Sindal.

Kirkebygning

Mosbjerg Kirke
Mosbjerg Kirke består af et kor og et skib fra romansk tid. Skibet blev tidligt udvidet mod vest, og i sengotisk tid blev våbenhuset tilbygget. Våbenhuset er udsmykket med tre murnicher og trappeformede kamtakker på gavlen.
Af .
Licens: CC BY 3.0

Kirken består af et kor (forbeholdt præsten) og et skib (menighedens rum) fra romansk tid (ca. 1050-1275), som allerede på et tidligt tidspunkt blev udvidet mod vest. Senere i middelalderen, i sengotisk tid (ca. 1400-1550), tilføjede man et våbenhus på skibets sydside.

Udvendigt er kirken delvist hvidkalket på en måde, hvor forskellene på de ældste dele og yngre tilføjelser fremhæves. Kirkens ældste dele er nemlig uden kalk, mens senere tilføjelser, herunder våbenhuset, er med kalk. Kirkens tag er belagt med bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev langt de fleste kirker opført i natursten. Dette gælder også i Mosbjerg Kirke, hvor de ældste dele er bygget i granitkvadre.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret flere oprindelige detaljer, blandt andet korbuen, som aldrig er ændret. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Norddøren er stadig i brug, og på indersiden ses over døren et tympanon, dvs. en dekorativ billedsten, med en udhugget kors. I skibet kan man også indvendigt se to små nicher i murværket, som er tilmurede vinduer fra opførelsestiden. Ved en istandsættelse i 1954 fandt man på korvæggen en runeindskrift, hvor der stod ”kandelabru…”, altså ”lysestagerne…” – resten af indskriften manglede.

Tilbygninger og senere ændringer

Det sengotiske våbenhus er bygget i munkesten, dvs. brændte teglsten, der er lidt større end nutidens mursten. Det er fint udsmykket med en gavl med fem trappeformede kamtakker og tre blændinger, dvs. dekorative murnicher. Også skibets vestgavl er udsmykket med kamtakker, her ni. Disse er en eftermiddelalderlig tilføjelse.

Udvendigt på skibets sydside mod vest ses en tilmuret dør. Det er uvist, hvornår den er tilføjet og tilmuret, men på byggematerialet, som er hvidkalkede munkesten, er det tydeligt at se, at der er tale om en senere tilføjelse.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og det flade træloft i skibet, som står i kontrast til korets sengotiske hvælvede loft.

Inventar og gravminder i Mosbjerg Kirke

Inventaret i Mosbjerg Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt tiden omkring år 1600 er stærkt repræsenteret.

Døbefont og alterbord fra romansk tid

Mosbjerg Kirke
Døbefonten er det ældste inventarstykke i kirken. Den er fra romansk tid og er på foden udsmykket med rundbuede felter med planteornamentik.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens ældste inventarstykker er døbefonten og alterbordet i granit, som begge er fra romansk tid. Alterbordet er muret i samme type sten som selve kirken og er utvivlsomt opført samtidigt med selve bygningen.

Døbefonten består af en rund kumme og en sekskantet fod. Foden er udsmykket med rundbuede felter med planteornamentik, mens kummen øverst har en indridset zigzagdekoration.

Inventar fra tiden omkring år 1600

Kirken gennemgik tilsyneladende en større renovering i slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet, hvor mange af inventargenstandene stammer fra.

En af disse genstande er prædikestolen fra 1599, som blev malet i 1608. Prædikestolen er opbygget i fem felter, hvoraf de fire er udsmykket med malerier af evangelisterne, og er opdelt af udskårne dobbeltsøjler. Over prædikestolen hænger en prædikestolshimmel, som er fra år 1600.

Også den ret enkle altertavle er fra omkring år 1600. Den centrale udsmykning er et maleri af den korsfæstede Kristus, flankeret af Jomfru Maria og Johannes, mens resten af konstruktionen udgøres af to søjler, der bærer en trekantet gavl.

Kirkens bænke og alterskranke er fra en hovedistandsættelse i 1954.

Gravminder

I kirken findes to gravminder fra 1777 og 1809.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig