Maison de Verre

I 1920'ernes Paris opførtes en lille serie elegante nye boliger med fremmedartede og aldrig før sete bygningsdetaljer, materialer, inventar etc. Boligerne var placeret i hovedstadens historiske kvarterer bestående af robuste huse i murværk, natursten og slynget støbejern.

Maison de Verre er, som navnet indikerer, et glashus primært bestående af klare gennemsigtige glaspartier i samspil med translucente (gennemskinnelige) glasbyggesten. Huset er båret af synlige boltede stålkonstruktioner og indvendigt beklædt med bl.a. krydsfinér, gummi, Pirelli-dæk, perforerede stålplader, som dengang var uhørt inden for de gældende æstetiske normer.

De nye stilretninger, og tilhørende brug af alternative materialer, havde i løbet af 1920'erne langsomt bredt sig som ringe i vandet rundt om i Europa og Skandinavien, som en sjælden arkitektonisk interaktion mellem forskellige landes skikke og traditioner. Denne gensidige europæiske påvirkning og inspiration fik i særdeleshed hovedbyerne Paris og Berlin ind i en ny strøm af arkitektoniske og kunstneriske motiver, som Maison de Verre udspringer af.

Byggeteknikken rummede nye ambitioner og hensigter, der bl.a. affødte modernismebegreberne:

• funktionalisme
• skandinavisk funkis
• tysk Bauhaus
• hollandsk De Stijl
• russisk konstruktivisme

I opstartsårene havde bevægelserne virile arkitektoniske udtryk i kontrast til Europas ældre byers historicisme, og disses større hang til dekoration ved århundredskiftet. De arkitektoniske perler blandt de nye bygningsværker, som Maison de Verre er et vigtigt eksempel på, gav plads til nye kompositioner i arkitekturen, herunder minimalkonstruktioner og materialer, som tillod helt anderledes fleksible rumforløb og større vinduesarealer, end man tidligere havde været vant til.

Til at begynde med var der ikke tale om prestigebyggerier udført af regering, kongelige eller adelige, men om mindre private eksklusive boligbyggerier.

Ægteparret Annie og Jean Dalsace hyrede i 1927 møbelformgiveren, smeden og arkitekten Pierre Chareau (1883-1950) efter at have købt en ejendom i Rue Saint Guillaume 31 centralt beliggende i Paris. Ejendommen var ikke i særlig god stand, og de havde ved købet den bagtanke at rive hele den eksisterende bygning ned og genopføre en ny i stedet. Imidlertid nægtede en ældre dame, som boede i en af de øvre etager at flytte ud, hvilket satte Pierre Chareaus opfindsomhed på en første vanskelig prøve. Løsningen blev, at man kun fjernede store dele af de nedre etager og erstattede dem med et glashus.

Dette blev til Maison de Verre, som det siden kaldtes på grund af det dengang fuldkommen usædvanlige materialevalg. Et hus bestående af næsten udelukkende glasbyggesten i facaden var ikke hverdagskost hverken i Paris eller andre steder i verden.

Huset ligger mellem to kontrastfyldte gårdrum, på den ene side ud til en brolagt ankomstgård, på den anden side ud til et mindre træklædt haverum, hvis grønne løv beskytter beboerne og de mere sårbare vækster mod solen og indkig fra naboer. Funktionsmæssigt består selve huset af tre planer, hhv. entré og Dalsace-ægteparrets lægepraksis med tilhørende kontorfaciliteter i ankomstplanet, og deres private boligareal på andet og tredje plan.

På trods af de transparente facadematerialer er såvel de udendørs som de indendørs arealer prioriteret med en meget klar opdeling af private, halv-private og mere offentlige zoner. Virkningen er en gennemgående paradoksal hemmelighedsfuldhed. Transparensen, nøgenheden, åbenheden pirrer ens nysgerrighed og giver mange smukke kig på kryds og tværs.

Nøglen til forståelsen af dette hus ligger i balancen mellem åbenheden og lukketheden, styret af en eminent håndværkskunnen og materialebehandling. De enkelte etagedæk bæres hovedsagelig af spinkle stålsøjler, hvilket muliggør for det første de meget store glaspartier i facaderne, for det andet en række af variationer over ikke-bærende skillevægge. Gennemgående udført i materialer med en eller anden form for transparens, som desuden kan åbne og lukke på forskellige leder og kanter.

Herved opnås en følelse af åbne etageplaner, som forstærkes yderligere af, at de enkelte etager stort set er uden almindelige døre, kombineret med en række alternative åbne- og lukkeopfindelser.

Rum, rumforløb, skabe, reoler og vægge er i dette hus ikke individuelle elementer, men er på overraskende vis smeltet sammen til en uadskillelig struktur. Med en multifleksibilitet, der giver beboerne optimale muligheder for at regulere deres skiftende behov for henholdvis privathed og uadvendthed.

Maison de Verres konstruktions- og materialevalg kunne på den tid ikke opleves i det eksisterende boligbyggeri, men derimod i datidens mest moderne fabriksbyggerier. Hertil kommer, at det ikke kun var bygningen i sig selv, som var nytænkende, men også de indbyggede møblementer og fritstående møbler.

Af den tidligere nævnte krydsfinér, som bl.a. anvendtes til rumopdelere i de åbne etageplaner, skabtes desuden indbyggede og rumskabende bogreoler, integreret med små fine lamper, der kan oplyse bøgerne. Af de perforerede metalplader skabtes lette skydevægge, ophængte vægge, samt baderums- og omklædningsskærme. Gummien anvendtes til store dele af husets gulve, der fremstår med Pirelli-gummi (i Danmark nok mest kendt fra DSB-stationsbyggeriets mange gangarealer fra 1970'erne og 1980'erne).

Materialerne er i sig selv overraskende, men idet de er sammensat på både funktionelle og nyskabende måder, er de med til at løfte Maison de Verres samlede arkitektoniske niveau. Eksempelvis forvandles et fritstående rundt møbel, der fungerer som rumskabende element, når det åbnes til et støvsuger- og kosteskab. Ud af en rektangulær skabslåge i en firkantet væg vokser et kvartcirkelformet hemmeligt barskab. El føres i fritstående, helt synlige rør med hver sin stikkontakt, en løsning, som for nogen kan forekomme primitiv, men som ved daglig brug er en praktisk finesse. Hertil kommer en række varianter af udtrækkelige eller opklappelige borde og skabe, stiger på hjul, nedtagelige trapper og særlige ventilationslameller.

Udover en række møbler og enkelte hele rumindretninger, blev Maison de Verre en af de meget få større visioner som Pierre Chareau fik ført ud i livet. Og selv om det vakte beundring allerede i 1930'erne, har huset været relativt ukendt helt op til vor tid (2023), hvor det nu til gengæld er kommet i konstant søgelys. Der er etableret en forening Association des amis de La Maison de Verre, som administrerer adgangen til huset. Man kan således ikke uden videre besøge huset.

• arkitektur
• Frankrig – arkitektur – funktionalisme og modernisme
• Paris
• Paris - arkitektur og museer
• Maison La Roche

• Artikel på Kinfolk om huset