Maison La Roche

I dag fungerer Maison La Roche som et lille museum for udvalgte værker af Le Corbusier. Maison La Roche blev i 2016 sammen med 17 andre arkitekturværker af Le Corbusier indskrevet på UNESCO's Verdensarvsliste.

Maison La Roche er et pionerarbejde inden for funktionalismen samt et eksempel på og markering af arkitekturens flydende overgange.

På opførelsestidspunktet tilbage i 1920'erne var der tale om nærmest ukendte og helt anderledes levende rumdisponeringer med forskudte planer, dobbelt- eller tredobbelthøje rum, elegante gangramper, taghaver med frodige vækster og himmelhvælv, spinkle skindklædte stålmøbler, buede glasskabe og stribevis af malerier. Hver især uundværlige delkomponenter af større kubistiske former, farver, stiliseringer, der leder tankerne ind i kunstens mere tværfaglige universer og tankegange. Her i metafysikkens grænseland kan huset, og dets skræddersyede inventar, sammenstilles med et menneske, hvor hvert enkelt organ er indbyrdes afhængige og ikke kan undervurderes.

Maison La Roche er et modelleringens hus. Det rummer fornemmelsen af en oprindelig plastisk lermasse, der langsomt begynder at tage form – efter arkitektens og håndværkerens sans for materialets ydeevne – for at munde ud i de endelige rumforløb med en tredimensional detaljerigdom inkorporeret ned til husets mindste enheder. Le Corbusiers tilgang til arkitekturen udspringer således af en mangefacetteret forståelse af det at bygge, bl.a. opnået gennem en betydelig produktion af malerier, tegninger, skulpturer, møbler og diverse design. Disse skildringer er derfor vigtige forarbejder og kan anskues som processen bag hans levende arkitektur i 1920'erne.

Le Corbusier byggede i denne tid en række mindre huse og villaer ud fra lignende indfaldsvinkler.

Grundprincipperne var, udover de formgivningsmæssige aspekter, ønsket om at skabe nye boformer til den brede befolkning – med taghaver og udsyn, varierede rumforløb med lys, luft og grønt – som en kontrast til mange storbyers indestængte baggårdsmiljøer i begyndelsen af 1900-tallet.

Det var indlysende og enkle tanker, og et grundlæggende menneskeligt engagement, der ikke så sjældent efterspørges den dag i dag. Som virkelig paradoksale kontraster hertil fremkom Le Corbusier senere i sit virke også med både realiserede og ikke-realiserede planer til mega-boligbyggerier og byplanvisioner, som bibragte ham et blandet ry. Eksempelvis det aldrig realiserede Pariserprojekt, Une Ville Contemporaine, hvis perspektiver var nedrivninger af hele gamle og historiske bykvarterer, og som i vor tid må opfattes som en proportionsforvrængning, der ville have fået alvorlige følger for den franske hovedstad.

Selv om adskillelige andre af Le Corbusiers større bygningsanlæg rummer høje arkitektoniske kvaliteter, er det i særdeleshed blandt de mindre bygningsværker, at filosofien og de åndelige elementer gives poetisk spillerum.

Såvel byggeteknisk set, som rent indretningsmæssigt, er Maison La Roche sat sammen i forbløffende enkle og billige materialer, spændende over beton, letbeton, teglsten, puds, jern, diverse gulvklinker, som danner de fysiske rammer om husets tre etager med meget varierede rum- og gangforløb.

Huset og dets lille haveanlæg i ankomstniveau fremstår som en naturlig afslutning på den fredelige grønne vej Square du Docteur Blanche, hvor en smedejernsport på funktionel vis markerer det private område og leder til selve boligen. Hvor millionbyen så pludselig føles i fjern afstand.

I stueetagen træder man ind i et tre etager højt foyerrum, som straks markerer husets særprægede liv og ganglinjer. Herfra er der overblik, små kig ind til de enkelte etagers rum, trappeforløb, indendørs altaner, reposer – og alt efter ens ærinde føres man direkte til bygherren Raoul La Roches hjertekammer på 1. sal – et dobbelthøjt gallerirum med en buet rampe, som leder videre op til et bibliotek på 2. sal, eller til køkkenet og spisesalen ligeledes på 1. sal, samt til husets soveværelser på enten 2. sal eller i ankomstetagen. Og hvis vejret tillader det til terrassen og haven på taget.

Maison La Roche er et eksempel på, hvordan den fransk-schweiziske arkitekt Le Corbusier på den ene side arbejdede uhyre jordbundent, enkelt og ligetil, og på den anden side alligevel formåede at oplade husene med en form for arkitektonisk magnetisme gennem de særprægede poetiske indfaldsvinkler.

Le Corbusiers kunstneriske produktion omfatter et stort antal oliemalerier beslægtet med Fernand Léger og Pablo Picasso i deres udtryksformer, samt kæmpeformater af ultramoderne emaljebilleder i den ellers gammeldags skilteteknik, for ikke at glemme hans mange træskulpturer i tilnærmede afrikanske former både med og uden farver.

Le Corbusier var internationalt anerkendt for ovennævnte kunstneriske tilgange, og bl.a. den danske arkitekt Jørn Utzon planlagde under sin projektering af Operaen i Sydney, at scenetårnets bagvæg oprindeligt skulle have været udsmykket med et stort vævet tapisserie, dvs. et vævet billedtæppe, af Le Corbusier. Utzon havde tidligere erhvervet sig flere af hans værker.

Utzon blev pga. politisk indblanding forhindret i at fuldføre sine gennemprojekterede visioner for operaens indre rumforløb, og således så dette tapisserie af Le Corbusier heller ikke dagens lys.

Også den danske kunstmaler Asger Jorn var påvirket af Le Corbusier, som han traf via Léger, som han var kunststuderende hos en periode i sin tid Paris. Dette var mens Legér og Le Corbusier samarbejdede om at udsmykke Pavillon des temps nouveaux til Verdensudstillingen i Paris i 1937. Jorn fik hyre for at overføre udsmykningskartonerne fra mindre formater og op til pavillonens vægge i fulde etagehøjder.

• fransk arkitektur – funktionalisme og modernisme
• Paris – arkitektur og museer
• Maison de Verre
• Pablo Picasso
• Fernand Léger
• Asger Jorn
• Jørn Utzon

• Fondation Le Corbusier – Maison La Roche – Visit to the La Roche House