Faktaboks

Lone Smidt Nielsen

Født Lone Smidt Hansen. I 1986 blev hun gift med Niels Lundvald Nielsen, der har spillet divisionsfodbold for B1909.

Født
1. januar 1961, Vejle

Lone Smidt Nielsen er en tidligere dansk fodboldspiller, der på toppen af sin karriere blev regnet som en af de bedste spillere verden. I Danmark blev hun endda ofte kaldt "den bedste". Hun var en hurtig, målfarlig og teknisk stærk spiller med et godt overblik, og hun optrådte typisk som enten angriber eller offensiv midtbanespiller.

Lone Smidt Nielsens klubkarriere

Lone Smidt Nielsen

Lone Smidt Nielsen (t.h.) blev i 2017 optaget i Fodboldens Hall of Fame sammen med Susanne Augustesen.

Lone Smidt Nielsen
Af /Ekstra Bladet/Ritzau Scanpix.

Lone Smidt Nielsen begyndte som otteårig at spille fodbold i Vejle-forstadsklubben Hover IF, og allerede i en tidlig alder var det meget tydeligt, at hun var et ekstraordinært stort talent.

Da hun skiftede til Kolding Boldklub, fik hun hurtigt, 16 år gammel, debut på klubbens hold i 1. division, landets dengang bedste række, og året efter, i 1978, skiftede hun til Odense-klubben B1909, der dengang var en landets stærkeste klubber. Her var hun med til at vinde det danske mesterskab i 1981 og 1983.

Herefter spillede hun i to sæsoner som professionel i den italienske klub AFC Trani 80, hvor hun var med til at vinde mesterskabet i både 1985 og 1986. Det andet år blev hun topscorer i den italienske liga.

Lone Smidt Nielsen vendte derpå hjem til B1909, hvor karrieren sluttede i 1990. Hun prøvede at gøre comeback i 1991 efter at have født sit andet barn, men det satte en korsbåndsskade en stopper for.

Klubber som seniorspiller

  • Kolding Boldklub (1977-1978)
  • B1909 (1978-1985)
  • AFC Trani 80 (1985-1986)
  • B1909 (1987-1990)

Lone Smidt Nielsens landsholdskarriere

Lone Smidt Nielsen debuterede som 16-årig på landsholdet den 9. august 1977 mod Sverige, der vandt 1-0. To år senere scorede hun det ene mål og lagde op til det andet, da Italien blev slået 2-0 i finalen ved det uofficielle EM i Italien. På det tidspunkt var hun allerede Danmarks bedste spiller, hvilket hun var i mange år frem.

Da den første officielle EM-turnering blev afviklet fra 1982 til 1984, var hun med til at spille Danmark frem til semifinalerne, hvor det blev til nederlag både ude og hjemme til England.

Lone Smidt Nielsen spillede sin sidste landskamp, da det 26. oktober 1988 blev til 1-1 mod Sverige. I alt spillede hun 57 landskampe og scorede 22 landskampsmål. Hun var den første, der opnåede 50 landskampe, og de første 51 spillede hun i træk.

Medaljer med landsholdet

  • 1979: EM-guld (uofficiel turnering)
  • 1984: EM-bronze

Efter den aktive karriere

Lone Smidt Nielsen var fra 1996 til 2017 holdleder på det danske kvindelandshold. Derudover har haft forskellige roller inden for fodbolden. Blandt andet sad hun fra 2006 til 2015 i FIFA's kvindekomité med fokus på kvindefodboldens udvikling og slutrunder.

Hun er uddannet pædagog og har de seneste mange år arbejdet som jobkonsulent i Odense Kommune.

Karoline Smidt Nielsen (f. 1994), der er den yngste af Niels Lundvald Nielsen og Lone Smidt Nielsens tre børn, har også spillet på landsholdet. Hun opnåede 24 kampe fra 2012 til 2018. I 2020 stoppede hun karrieren på grund af en knæskade.

Kåringer og priser

  • I 2015 kårede Dansk Boldspil-Union i anledning af 100-året for kvinders stemmeret til Folketinget og Landstinget Lone Smidt Nielsen til "århundredets kvindelige fodboldspiller" i Danmark. En ekspertjury stemte hende ind på førstepladsen foran de to andre nominerede, Susanne Augustesen og Katrine S. Pedersen (f. 1977).
  • I 2017 blev hun optaget i dansk fodbolds Hall of Fame.
  • Ved Danmarks Idrætsforbunds 125-årsjubilæum i 2021 blev Lone Smidt Nielsen kåret til et af de 125 største danske sportsnavne i forbundets historie.
  • UEFA kårede hende i 2005 til de foregående 50 års mest værdifulde spiller i Danmark.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig