Faktaboks

Knud Holmboe

Knud Valdemar Gylding Holmboe

Født
22. april 1902, Horsens
Død
12. oktober 1931, Kongedømmet Hijaz
Knud Holmboe
Knud Holmboe rejste klædt i en marokkansk dragt.
Knud Holmboe
Af /Nationalmuseet, Etnografisk Samling.

Knud Holmboe var en dansk journalist og muslimsk konvertit. Knud Holmboe var bror til komponisten Vagn Holmboe. Han blev berømt for sin ekspedition på tværs af Nordafrika i bil i 1930, hvor han dokumenterede forholdene i Italiensk Libyen. Han blev myrdet i 1931 under en rejse til Mekka og Medina.

Knud Holmboe er blevet kaldt en dansk Lawrence of Arabia. Han er også blevet kaldt en blanding af officeren, lingvisten og den opdagelsesrejsende Richard Burton, som var en af victoriatidens store skikkelser, og den senere forfatter Bruce Chatwin. Han opnåede berømmelse langt udover Danmarks grænser på grund af ekspeditionen i bil på tværs af Nordafrika. Men først og fremmest fordi han rapporterede om italienske overgreb i Libyen, som på den tid var italiensk koloni.

Knud Holmboes ekspedition

Holmboe rejste sammen med den unge amerikaner Roscoe Tarbox, som han tilfældigt havde mødt på et hotel i Marokko. Holmboe var i øvrigt ikke opdagelsesrejsende, men rejste i sporene på to tidligere danskere. Den ene var Daniel Bruun, som er mest kendt for sin nordboforskning og fundet af Gundestrupkarret, men som i 1893 drog på ekspedition til det sydlige Tunis for at beskrive Matmata-folket. Den anden var Ole Olufsen (1815-1879), som havde foretaget flere rejser til Fransk Nordafrika, deriblandt den danske Sahara-ekspedition i 1922-1923. Derudover havde der været andre europæiske ekspeditioner og opdagelsesrejsende. Regionen var således velbeskrevet, bortset fra kolonien Italiensk Libyen, der hovedsageligt var dokumenteret i en italiensk propagandasammenhæng.

I samtiden skabte Holmboe opmærksomhed ved først at konvertere til katolicismen og dernæst til islam. Hans tro betød, at han fik et sjældent indblik i beduinernes liv. Knud Holmboe var derfor en sjælden iagttager af italiensk kolonial udfoldelse på et tidspunkt, hvor Italien var overgået fra at være et demokrati til en fascistisk stat.

Italienerne var af den opfattelse, at deres form for kolonialisme var mere human og inkluderende end de to store konkurrerende imperier, det franske og det britiske. Men Holmboe dokumenterede, at den italienske koloniale besættelse var det modsatte. Han besøgte således en italiensk koncentrationslejr, og han talte med vidner til italienernes krig med beduinerne og Sanusiordenen. Han talte også med beduiner, der havde oplevet italienernes anvendelse af kemiske kampstoffer. Holmboe endte selv med at blive interneret kortvarigt og udvist til Egypten. Han blev også udvist fra Egypten, da han forsøgte at udruste en karavane, der skulle komme libyske oprørere i Kufra-oasen til undsætning.

Hans efterfølgende bog Ørkenen Brænder fra 1931 om ekspeditionen på tværs af Nordafrika blev oversat til flere sprog og fik en stor international læserskare. Holmboes dokumentation af italienske overgreb betød, at bogen blev forbudt i Italien og først udkom på italiensk i 2005.

Mordet på Holmboe

I 1931 tog Holmboe igen afsted på en rejse, denne gang for at besøge Mekka og Medina. Rejsen var en pilgrimsfærd, men hans ambition var også at skrive en rejsebeskrivelse efterfølgende. Bogen var blandt andet et forsøg på at genoprette hans kronisk dårlige økonomi.

Den 11. oktober 1931 forlod Knud Holmboe den jordanske havneby Aqaba i selskab med andre pilgrimme. Trods advarsler om faren for røveriske overfald krydsede Holmboe grænsen til kongedømmet Hijaz og drog mod syd langs Det Røde Hav. Han gjorde holdt i udkanten af Haql-oasen. Han blev røvet af beduiner, og han nægtede at gå sydpå som befalet, men gik i stedet nordpå mod Aqaba.

Om natten lagde Holmboe sig til at sove, og næste morgen vendte beduinerne tilbage og skød ham. Både myndighederne i Transjordanien og Hijaz iværksatte en eftersøgning, men liget blev aldrig fundet. Det førte til en udbredt myte om Holmboe som offer for et politisk mord, begået af den italienske efterretningstjeneste. Det kan dog dokumenteres, at Holmboes død var et rovmord og ikke politisk motiveret.

Knud Holmboes betydning

Som journalist forfulgte Holmboe den gode historie, og til tider var han selv aktør og med til at skabe historien. Som konvertit tenderede han til at agitere, og hans idealisme betød, at han indimellem mistede sin kritiske sans. Det blev han kritiseret for i samtiden, og han blev også kritiseret for sin manglende journalistiske troværdighed.

Holmboes betydning som førstehåndsvidne til den italiensk-libyske krig er stadig betydningsfuld, og Holmboes tilsyneladende sporløse forsvinden har ikke gjort fortællingen mindre medrivende. Tværtimod har den tilført den i forvejen kulørte Holmboe endnu en farve fra en palet af personlige modsætninger.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Knud Holmboe (1931): Ørkenen Brænder, C.A. Reitzels Forlag.
  • Willy Falkman (1932): Paa Spor efter Knud Holmboe, C.A. Reitzels Forlag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig