Faktaboks

Johann Samuel König

Koenig

Født
31. juli 1712, Büdingen, Tyskland
Død
21. august 1757, Zuilenstein, Nederlandene
Nationalitet
Tysk
Johann Samuel König
Illustration fra Königs "De centro inertiae..." (Acta Eruditorum, 1738)

Johann Samuel König var en tysk matematiker, fysiker og jurist. Han er mest kendt for sin strid med Pierre Louis Moreau de Maupertuis om den mindste virknings princip og som Émilie du Châtelets privatlærer. Han er dog også kendt i egen ret, for der findes en matematisk sætning opkaldt efter ham.

Oplysningsmanden Johann Samuel König

König studerede i 1729 i Lausanne og blev elev hos Johann I Bernoulli i Basel. Her mødte han de franske videnskabsfolk Maupertuis og Alexis Claude Clairaut, der begge sluttede op om Isaac Newtons teorier. Han interesserede sig for G.W. Leibniz’ filosofi, som han studerede hos Jakob Hermann i Basel og senere hos Christian Wolff i Marburg.

I 1738 tog han til Paris, hvor han blev introduceret for Voltaire og Émilie du Châtelet. König overtog Maupertuis' stilling som du Châtelets privatlærer i matematik og filosofi. Det kom til en strid mellem dem om hendes lærebog Institutions de physique fra 1740, fordi König hævdede at være ophavsmand til en væsentlig del af teksten.

I 1740 blev han medlem af det franske videnskabsakademi, l’Académie Royale des Sciences. Han tilbage til Bern, men blev i 1744 forvist i ti år af politiske årsager. Han blev professor i filosofi og matematik ved universitetet i Franeker i Nederlandene. I 1748 blev han bibliotekar for prins William 5. af Orange og året efter professor i Haag. Han var medlem af videnskabsakademierne i Göttingen, Paris, London og Berlin.

Striden med Maupertuis

Det er imidlertid en strid med Maupertuis, som Königs navn er tættest forbundet med i dag. Den udspillede sig i 1751-1753 ved Frederik 2. den Stores hof. Kongen havde udnævnt Maupertuis til præsident for det kongelige preussiske videnskabsakademi. Maupertuis foreslog König som medlem. Han blev indvalgt i 1749.

Inden han kom til Preussen, havde Maupertuis præsenteret sin forklaring på den mindste virknings princip for det franske videnskabsakademi. Den var König ikke enig i, og han skrev et essay om sin uenighed. Det blev dog først publiceret i 1751. Han påpegede, at Maupertuis’ bidrag ikke var originalt, men en bearbejdning et arbejde af Leibniz. Det dokumenterede han med en henvisning til et brev fra Leibniz, som han havde i afskrift. Det var en kontrovensiel kritik, fordi et nyvalgt medlem af det preussiske videnskabsakademi tillod sig at kritisere præsidentens faglige integritet og samtidig pustede til en intern strid i Akademiet om Leibniz’ og Christian Wolffs filosofi.

Maupertuis blev rasende og involverede Akademiet. Her bad man König om at fremlægge brevet fra Leibniz i original. Det kunne han ikke, og han blev ekskluderet i juli 1752. Normalt ville alt være endt her, men Akademiet offentliggjorde sin behandling af sagen. Det fik König til, i et åbent brev, at bede offentligheden om støtte. Det fik Voltaire til at blande sig. Med skrifter og pamfletter angreb han Maupertuis fagligt og personligt på en måde, der reelt var et karaktermord. Striden ebbede ud i 1753, og de stridende parter forlod Berlin.

Königs sætning

Königs original videnskabelige bidrag, kaldet Königs sætning, blev publiceret i 1751, samme år som hans kritik af Maupertuis. Det er en matematisk beskrivelse af, at den kinetiske energi i et partikelsystem er summen af systemets kinetiske energi i massemidtpunktet og den kinetiske energi af de involverede partikler.

Biografiske oplysninger

Johann Samuel König var søn af Samuel Heinrich König, der var matematiker og teolog. Han professor i orientalske studier ved universitetet i Bern, og Königs tidlige uddannelse forgik i hjemmet med faderen som underviser. Striden i det preussiske videnskabsakademi prægede hans sidste år, og han døde i 1757 af hjertesvigt.

Læs mere i Den store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig