Faktaboks

Jerslev Kirke
Sogn
Jerslev Sogn
Provsti
Brønderslev Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Brønderslev Kommune
Jerslev Kirke
Kirkens kor og skib er fra romansk tid (ca. 1050-1275), mens tårnet blev tilføjet i 1700-tallet. Gavlene på tårnet, våbenhuset og korsarmen er udsmykket med trappeformede kamtakker.
Af .
Licens: CC BY 3.0

Jerslev Kirke er en anselig landsbykirke, som med sine forskellige tilbygninger vidner om forskellige tiders skiftende behov for kirkerummet.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid. Den romanske periode er ca. 1050-1275. Senere i middelalderen, i sengotisk tid (ca. 1400-1550), tilføjede man et tårn på skibets vestende, mens korsarmen er fra 1700-tallet og våbenhusets alder er uvis.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med bly. På våbenhuset er der dog røde tegl.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Jerslev Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der trods senere istandsættelser bevaret flere oprindelige detaljer. Dette gælder blandt andet dørene. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Norddøren er stadig i brug og forbinder våbenhuset med skibet, mens syddøren er muret til og fremstår som en niche indvendigt i kirken. I korets nordmur kan man også se et af de oprindelige, ganske små vinduer i form af en tilmuret niche. Alle større vinduer er senere tilføjelser eller udvidelser af oprindelige vinduer.

Tilbygninger og ombygninger

I sengotisk tid blev kirken gennemgående ændret. I koret blev der opsat et hvælvet loft, og på skibets vestside blev tårnet opført. Tårnet er bygget af en blanding af genbrugte romanske kvadre og munkesten, men er i dag præget af yngre murlag, som er sat udenpå det oprindelige som forstærkning. Øverst har tårnet et saddeltag med kamtakkede gavle i nord og syd, som hver er udsmykket med hver syv spidsbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Også våbenhuset og korsarmen er udsmykket med kamtakker på gavlene. Den store korsarm fra 1700-tallet er forbundet med skibet gennem en stor, rund bue.

Kirkens indre

Det hvidkalkede kirkerum præges foruden det rødmalede loft i skibet primært af det bemærkelsesværdige pulpitur langs skibets nordside.

Inventar og gravminder i Jerslev Kirke

Inventaret i Jerslev Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt 1600-tallet er stærkt repræsenteret.

Romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er helt enkelt udsmykket med en rundstav, dvs. et profileret bånd, på kummen.

1600-tallet

Den relativt enkle altertavle fra omkring år 1600 er i renæssancestil og er antageligt fremstillet i Aalborg. Den er udsmykket med skriftfelter på siderne, mens det centrale felt er udsmykket med et Kristusmaleri fra omkring år 1900.

Prædikestolen i højrenæssancestil er en anelse yngre end altertavlen. På prædikestolens fag er der relieffer med scener fra Jesu liv, mens de enkelte fag er opdelt af udskårne søjler.

Mest bemærkelsesværdigt i kirkerummet er nok det store pulpitur (balkonen) langs skibets nordmur. Den er udsmykket med en lang række helgenmalerier.

Gravminder

Af gravminder kan nævnes en gravsten i koret fra omkring 1777.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig