Jels Kirke

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet flere gange, særligt mod syd, hvorfor kirkegården i dag fremtræder meget aflang. Rundt om kirkegården er der kampestensdiger, som brydes af en låge mod nordvest, en port med fodgængerlåger mod nordøst, samt af små låger mod syd og en køreport tilknyttet parkeringspladsen mod vest.

Jels Kirke er ikke den første på sin plads, men blev derimod opført i 1854 som erstatning for en middelalderkirke, der blev dømt for lille og i for dårlig stand, og derfor skulle rives ned. Den gamle kirke var ikke særligt veldokumenteret ved nedrivningen, og informationer om den er derfor sparsomme. Den bestod af et kor og et skib fra romansk tid og havde dertil et yngre våbenhus og et sakristi. Fordi den nye kirke i nogen udstrækning er bygget af genbrugte materialer fra den gamle kirke, kan det med rimelig sikkerhed siges, at den gamle kirke var bygget af granitkvadre.

Den nye Jels Kirke blev opført efter tegning af bygningsinspektør W.F. Meyer (1799-1866) fra Slesvig, og den består af en langhusbygning med et tårn i vestenden. Byggematerialet er primært røde mursten, mens den nederste del af murværket dog er bygget af førnævnte, genbrugte granitkvadre. Udvendigt har bygningen til dels hentet sin inspiration i det romanske kirkebyggeris formsprog, hvilket ses på de rundbuede vinduer og på den rundbuefrise, som strækker sig langs midten af langhusets nord- og sydmur.

Indvendigt fremstår kirken omvendt helt anderledes rummelig og lys end de mange mere gennemført nyromanske kirker, som blev opført i årtierne efter Jels Kirke. Det indre oplyses af de store vinduer, som er godt hjulpet på vej af den stort set enerådende hvide og lysegrå farvesætning i kirkens inventar, som står i kontrast til de gulmalede vægge.

Kirkens inventar stammer hovedsagelig fra 1854, idet enkelte ting dog blev overført fra middelalderkirken.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som dog blev hugget helt om i 1854 og derfor ikke fremstår som oprindeligt.

Fra begyndelsen af 1500-tallet stammer et sengotisk korbuekrucifiks, som er ophængt nord for korbuen.

Prædikestolen er fra 1854 og er helt enkelt udsmykket med forgyldte, snoede søjler på hjørnerne mellem fagene. Den står i dag sortmalet, hvor den ellers oprindeligt var hvid. Prædikestolen har haft en omskiftelig tilværelse, hvor den først var opsat ovenover alteret, siden højt oppe syd for korbuen, til den endelig fik sin nuværende plads på gulvet syd for alterskranken.

Et af de mere bemærkelsesværdige inventarstykker er det ganske omfattende pulpitur, dvs. et ophøjet galleri til kirkegængere, sangere eller orgel. I Jels Kirke strækker det sig fra vestvæggen og halvvejs op langs nord- og sydvæggen.

Altertavlen udgøres af en gipsafstøbning af Thorvaldsens ”nadverens indstiftelse”, som oprindeligt blev skabt til Københavns Domkirke.

Af gravminder kan nævnes en mindesten på kirkegården over sognets faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Jels Kirke på sogn.dk