Hvidbjerg Kirke er en sognekirke, der ligger nord for Hvidbjerg by. Den ligger frit med smukt udsyn til de omkringliggende marker i den sydlige del af halvøen Salling. Vest for byen ligger herregården Kærgaardsholm, hvis ejere gennem tiden har præget kirken.
Kirken blev, som den sidste kirke i Salling, selvejende i 1963.
Kirkegården følger ældre skel og er indhegnet af ensidede stendiger med græsbeklædt top.
Kirkens bygningshistorie er kendetegnet ved flere overordnede faser fra romansk tid og frem til senmiddelalderen. Materialeanvendelse og formsprog er kendetegnende for området.
Kirken udgøres af et romansk kor og skib med et sengotisk tårn i vest og et nyere våbenhus mod syd. De ældste dele står i rå facademur med hvidkalkede detaljer, hvorved kvadermurværket over en skråkantet sokkel fremhæves.
De romanske vinduer samt norddøren ses tilmurede. Den udvidede syddør er endnu i brug.
Det relativt lave, kraftige tårn er opført af genanvendt kvader, munkesten og kampesten og er lige så bredt som skibet. Overdelen er blevet skalmuret i nyere tid og krones af et pyramidetag. Adgang til mellemstokværket, dvs. mellemetagen, sker udefra via trappe på sydsiden.
Det nyere våbenhus er af mursten. Indvendigt i våbenhuset er der indmuret en middelalderlig runesten med indskriften ”Beder for Bo. Bo”. Runestenen blev oprindeligt fundet i det østre kirkegårdsdige og stod i en overgang på kirkegården.
Indvendigt i kirken er væggene hvidkalkede, og koret og skibet dækkes af grå- og rødmalede bjælkelofter. Korbuen er noget udvidet. Stoleværket, dvs. kirkebænkene, står i mørkegrønne og brune nuancer.
Tårnrummet dækkes af krydshvælv og er forbundet med skibet ved en bred rundbue.
Koret og skibet har blytag, mens tårnet og våbenhuset har tegltag. Kirkens tagværker er klassisk opbygget med spær og hanebånd, og der ses både ældre og nyere dele i eg og fyrretræ.
Kirken undergik en gennemgribende restaurering i 1980-1982. Arbejdet omfattede bl.a. en ombygning af en stor del af kirkens kvadermurværk, arbejder på tårnets tag samt reparation af vægge, gulve og lofter. Desuden restaureredes det historiske inventar.
En del sengotiske malerier blev afdækket i 1886. Det drejede sig bl.a. om billeder af Skt. Laurentius og Knud Lavard i korbuen. Malerierne var dog i så dårlig stand, at man besluttede atter at lade dem overkalke.
Kirkens historiske inventar udgøres af både middelalderlige og eftermiddelalderlige dele. Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont med dekorative ornamenter på kummen og et kors på foden. En kristusfigur fra et unggotisk korbuekrucifiks, udført omkring 1300, er i dag ophængt i kirken.
Øvrige middelalderlige træarbejder opbevares på Nationalmuseet. Det drejer sig om en basunblæsende Skt. Michael og dragen samt to stolegavle med helgenbilleder (Olav den Hellige og Skt. Kjeld) med våbenskjolde for slægterne Friis eller Rosenkrantz på forsiden og Scheel eller Viffert på bagsiden.
Altertavlen er et snedkerarbejde i senbarok. Tavlen er arkitektonisk opbygget med et midterfelt og sidefelter flankeret af runde søjler. Herover er topstykket flankeret af udsavede topvinger, hvorpå der er våben for giveren. I top- og midterfelter er malerierne indsat i firkantede rammer, mens sidefelternes malerier er indsat i rundbuede rammer. Tavlen er ifølge indskrift skænket af Chr. Linde til Kærgaardsholm og står med oprindelige malerier af nadveren og korsfæstelsen.
Prædikestolen er også skænket af ovennævnte. På stolen er der rektangulære felter med evangelistmalerier. På postamentfelterne, dvs. på fodstykket, og på gesimsfeltener er der indskrifter.
Et tidligere altertavlemaleri, udført af Anton Dorph i 1898, er ophængt i en nygotisk ramme i kirken.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.