Faktaboks

Hornbæk Kirke
Sogn
Hornbæk Sogn
Provsti
Helsingør Domprovsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Helsingør Kommune
Hornbæk Kirke

Hornbæk Kirke er en sognekirke, som ligger centralt i den ældre del af Hornbæk.

Hornbæk Kirke
Af .
Hornbæk Kirke
Hornbæk Kirke består af et langhus med en tagrytter fra 1737 og et sakristi fra 1883. Foto: 2008.
Af .
Licens: CC BY ND 3.0

Hornbæk Kirke er en sognekirke, som ligger centralt i den ældre del af Hornbæk, cirka halvvejs mellem stationen og havnen.

Kirkegård

Kirkegården rundt om kirken blev anlagt sammen med den første Hornbæk Kirke i 1588. Selvom den blev udvidet i 1710 og 1857, er den fortsat ganske lille. En nyere kirkegård findes mod sydvest i udkanten af byen.

Den gamle kirkegård er omgivet af jordfyldte diger af kampesten fra 1739, og hovedindgangen til kirkegården er en port vest for kirken, hvor der også findes en mindre fodgængerlåge.

Kirkebygning

Hornbæk Kirke

Kirkerummet i Hornbæk Kirke. Indvendigt er kirken præget af de store vinduer, de hvidkalkede vægge, og det grå- og blåmalede flade træloft, der sammen med inventarets farvevalg skaber en helstøbt enhed. Foto: 2008.

Af .
Licens: CC BY SA 3.0
Hornbæk Kirke
Altermaleri i Hornbæk Kirke, som er malet af C.W. Eckersberg i 1838. Maleriet forestiller Jesus og den samaritanske kvinde, der er en fortælling fra Johannesevangeliet. Foto: 2015.
Af /Nationalmuseet, Danmark.
Licens: CC BY SA 4.0

Kirken i Hornbæk er ikke den første på sin plads. Tværtimod har der ligget to kirker tidligere. Den første blev opført af bindingsværk i 1588, men blev i 1671 omtalt som ødelagt i et stormvejr ”for nogle år siden”. I en årrække holdt de dengang fattige sogneboer derfor gudstjeneste i en lejet stue, indtil en ny kirke, også af bindingsværk, kunne indvies i 1671.

I 1735 blev det vedtaget at erstatte den nu forfaldne anden kirke med en ny af mursten. Kirken blev opført i løbet af 1737 og kunne indvies i oktober.

Den nuværende Hornbæk Kirke består af et langhus med en tagrytter, dvs. en lille tårnlignende konstruktion oven på taget, fra 1737 samt et sakristi på østenden fra 1883. Taget er afvalmet, dvs. med fald til alle sider. Bortset fra tilbygningen af sakristiet står kirken stort set uændret siden opførelsen.

Indvendigt er kirken præget af de store vinduer, de hvidkalkede vægge og det grå- og blåmalede flade træloft, der sammen med inventarets farvevalg skaber en helstøbt enhed.

Inventar og gravminder

Kirkens inventar stammer fra mange perioder og strækker sig helt fra den romanske periode til nutiden.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er væsentligt ældre end kirken og er af jysk oprindelse. Det vides ikke, hvornår den kom til kirken, og om den kan have stået i den første kirke i Hornbæk.

Kirkens stolestader, dvs. kirkebænkene, er fra forskellige perioder. Halvdelen stammer fra den ældste kirke fra omkring år 1600, mens resten er fra 1737.

Et maleri af Kristi bøn i Gethsemane have med et mindre maleri af nadveren på samme lærred stammer fra 1670 og fungerede som altertavle i den anden kirke på stedet.

Fra omkring eller kort før 1720-1721 stammer kirkens korbuekrucifiks, som er ophængt på et glat kors af nyere dato.

Alterbordet er samtidigt med kirken, muret i 1737 og siden ca. 1820 beklædt med brædder af fyrretræ.

Prædikestolen er fra 1737 og blev lavet til den nye kirke. Stolen er opbygget af fire fag, som er udsmykket med malerier af de fire evangelister.

Også pulpituret, dvs. balkonen, i kirkens vestende er fra 1737.

Kirkens alterskranke er fra 1741, og er centralt udsmykket med Christian 4.s kronede monogram.

Over døbefonten hænger en stor, ottekantet himmel af fyrretræ, som er udsmykket med skyer, englehoveder og solstråler samt på undersiden en due, der symboliserer Helligånden.

På alterbordet står altertavlen, som er fra 1838-1839. Den er sammensat af et maleri af C.W. Eckersberg, som forestiller Jesus og den samaritanske kvinde, der er en fortælling fra Johannesevangeliet. Maleriet er indsat i en nygotisk ramme, som i sin opbygning minder meget om rammen på altertavlen i Gilleleje Kirke.

Kirkens yngste inventar tæller blandt andet kandelabrene, altså de flerarmede lysestager, som er fra 1965.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig