Faktaboks

Henri Lefebvre
Født
16. juni 1901, Hagetmau, Frankrig
Død
29. juni 1991, Pau, Frankrig
Leszek Kolakowski og Henri Lefebvre
Sociolog og filosof Henri Lefebvre ses her stående til højre sammen med den polske filosof Leszek Kolakowski (til venstre). Foto: 1971.
Af /Nationaal Archief, Hollands Nationalarkiv.

Henri Lefebvre var en fransk sociolog, filosof og offentlig intellektuel. Som sociolog blev han bedst kendt for sin banebrydende indsats siden omkring 1950 på to områder: dagligdagens sociologi og rummets sociologi, særligt byrummets.

Som kritisk intellektuel var Lefebvre aktiv med en lang række skrifter om tidens filosofiske og politisk-ideologiske strømninger, herunder fremmedgørelse, opgør med stalinisme, eksistentialisme, strukturalisme og poststrukturalisme.

Henri Lefebvres biografi

Lefebvre blev født i Hagetmau i det sydvestlige Frankrig og studerede filosofi ved universitetet i Paris (Sorbonne), hvorfra han dimitterede i 1920. Efter i nogle år at have ernæret sig ved fabriksarbejde og som taxachaufør fik han i starten af 1930’erne en stilling som lærer, hvor han var i stand til at fortsætte sine filosofiske og samfundsteoretiske studier ved siden af lærergerningen.

I samme periode meldte han sig ind i det franske kommunistparti PCF og fik en fremtrædende position som marxistisk intellektuel. Under den tyske besættelse sluttede Lefebvre sig til den franske modstandsbevægelse.

På grund af sin anti-stalinisme og kritik af partiets linje blev Lefebvre i starten af 1950’erne ekskluderet af kommunistpartiet.

Med udgivelsen i 1947 af første bind af det, der skulle blive Lefebvres hverdagssociologiske trebindsværk, Critique de la vie quotidienne (engelsk oversættelse 1948: The Critique of Everyday Life, (Kritik af hverdagslivet)), kom han i gang med en akademisk karriere. I 1961 fik han et professorat i Strasbourg og i 1965 i Nanterre.

Hverdagslivets sociologi

Anden og tredje del af hovedværket om hverdagslivets sociologi udkom i henholdsvis 1962 og 1981. Lefebvres spørgsmål var det basale: Hvad kan skabe forandring? Hans analyser var grundlæggende kritiske overfor kapitalismens ulighed mellem klasser i magt og velstand og overfor efterkrigstidens voksende forbrugerisme. Men i stedet for at følge den gængse marxistiske fremgangsmåde at starte med de overordnede økonomiske strukturer og magtrelationer mellem kapital og arbejde, insisterede han på, at nøglen til forståelse af forandring skulle være at begynde med dagliglivets trivielle detaljer og at afdække, hvordan almindelige menneskers hverdagsrutiner og ritualer var koloniseret af kapitalismens fremmedgørende virkninger.

Lefebvre skabte hermed en ny form for kritisk forandringsorienteret sociologi om hverdagslivet, som blev en betydningsfuld inspirationskilde i de følgende årtier.

Rummets og byens sociologi

Det andet område, hvor Lefebvres sociologi fik betydning for eftertiden, var indenfor rummets sociologi og bysociologi.

Lefebvres mest indflydelsesrige værk er sandsynligvis: La Production de l'espace (1974) (engelsk udgave: The Production of Space (1991)). Det særlige ved Lefebvres angrebsmåde var, at han konsekvent arbejdede med at bringe tid og rum sammen for at kunne producere kritiske analyser af dynamikker i det sociale liv i samtiden og deres betydning for ulighed i livsmuligheder.

Hans sidste bog, Éléments de rythmanalyse: Introduction à la connaissance de rythmes (1992) (engelsk udgave: Rhythmanalysis: Space, Time and Everyday Life (2004)), sigtede mod at gøre denne sammenhæng mere anskuelig og tilbyde konkrete metoder til analyser.

Andre bidrag

Lefebvre engagerede sig løbende i tidens filosofiske debatter. Blandt andet var han fra starten af 1970'erne med til at åbne kritisk debat af Foucaults og andre poststrukturalisters arbejde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig