Strukturalisme er en samlebetegnelse for en række forskellige filosofiske synspunkter og tendenser, inspireret af den strukturalistiske metode, som kendes fra lingvistik, især Saussures indsats ca. 1900. Ofte er forbindelsen til den strukturelle lingvistik dog meget løs. Den filosofiske strukturalisme bygger på et princip om, at noget er, hvad det er, i kraft af dets relationer til andre ting, nærmere bestemt dets forskellighed fra alt andet. Sådan set er retningen i lige så høj grad inspireret af Hegels filosofi, der på mange måder kan ses som en forløber for strukturalismen.

Den filosofiske strukturalisme går ud fra, at individernes meninger og handlinger, ja selve deres identitet, beror på overindividuelle "strukturer", fx sprog, traditioner, økonomiske forhold og magtrelationer. Strukturalismens tilhængere har således kritiseret den traditionelle opfattelse af subjektet som et autonomt, rationelt væsen.

I retningens storhedstid (Frankrig i 1960'erne) blev den præsenteret som en "antihumanisme". Lévi-Strauss overførte den strukturalistiske betragtningsmåde til socialantropologien. Hos L. Althusser blev strukturalismen forbundet med marxismen. J. Lacan omformede Freuds psykoanalyse i strukturalistisk retning, idet han hævdede, at "det ubevidste er struktureret som et sprog", og beskrev det menneskelige jeg som et produkt af sprog- og samfundsstrukturer.

J. Derrida og den senere M. Foucault repræsenterer poststrukturalismen. De gør brug af den strukturalistiske betragtningsmåde, men på en mere kritisk og mindre konstruktiv måde end fx Lévi-Strauss; af det strukturalistiske princip slutter de, at der ikke er noget privilegeret punkt, virkeligheden kan beskrives ud fra, og at filosofi og videnskab kun kan have relativ gyldighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig