Bysociologi, gren af sociologien, der beskæftiger sig med det sociale liv i byerne. Den klassiske bysociologi tilskrives amerikaneren Robert Park, som i 1915 betragtede byen Chicago som et laboratorium for studiet af det moderne samfund, mens hans elev Louis Wirth lagde mere vægt på selve byens betydning, fx dens størrelse, befolkningstæthed, -variation mv. Reelt fortsatte begge den tradition, som var opbygget af europæiske sociologer som Georg Simmel, Max Weber og Émile Durkheim. Fra den tyske tradition, bl.a. fra Ferdinand Tönnies, arvede mange bysociologer et negativt syn på byen og bylivet, mens andre på linje med fx Durkheim anlagde en mere positiv, moderne fremskridtstro.

Den neomarxistiske bølge i 1970'erne indebar et opgør med den klassiske bysociologi. Geografen David Harvey kritiserede, hvad han betragtede som den positivistiske overfladiskhed i analysen af det urbane og greb i stedet tilbage til Marx' analyser af forholdet mellem by og land og forklarede den moderne urbanisering som et udslag af kapitalens akkumulation og andre økonomiske forhold. Sociologen Manuel Castells karakteriserede bysociologi som en borgerlig ideologi og kritiserede særlig den moderne franske by- og regionplanlægning. I 1980'erne nuancerede både Harvey og Castells deres synspunkter. Castells lagde vægten på betydningen af ny teknologi, og Harvey inddrog kulturelle og socialpsykologiske aspekter. Dertil kom en neo-weberiansk tradition repræsenteret bl.a. af de britiske sociologer Ray Pahl, John Rex og Peter Saunders. I det hele taget blev 1980'erne og 1990'erne karakteriseret af en større alsidighed og bredde i analyserne af by og byliv, og bysociologien blev mere integreret med sociologien som helhed i takt med, at samfundet blev mere urbaniseret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig