Faktaboks

Hæstrup Kirke
Sogn
Hæstrup Sogn
Provsti
Hjørring Søndre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Hjørring Kommune

Hæstrup Kirke er en kullet kirke, dvs. uden tårn, som ligger syd for Hjørring. Selv med dens ydmyge udseende fornemmes historiens vingesus i inventaret, som er fra forskellige århundreder. En senmiddelalderlig udvidelse af bygningen er nem at få øje på, når man ved, hvad man skal lede efter.

Kirkebygning

Kirken består af et kor (forbeholdt præsten) og et skib (menighedens rum) fra senromansk tid (ca. 1200-1275). Senere i middelalderen, i sengotisk tid (ca. 1400-1550), blev skibet forlænget mod vest. Våbenhuset er formentlig fra 1800-tallet.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med røde tegl.

Den romanske kirke

I romansk tid (perioden er ca. 1050-1275) blev langt de fleste kirker opført i natursten. Dette gælder dog kun delvist i Hæstrup Kirke, hvor kun det nederste af murene er i granitkvadre, mens det øvrige murværk er i munkesten, dvs. store middelalderlige mursten.

I kirkens ældste dele er kun få oprindelige detaljer bevaret. Dette gælder den runde korbue mellem koret og skibet samt indgangsdøren fra våbenhuset på nordsiden. Den tilsvarende dør i syd kan ses udvendigt som en tilmuret niche. Traditionelt sad dørene i romanske kirker henimod vestenden, og dermed bliver det synliggjort, hvor den sengotiske udvidelse af skibet starter, da dørene i dag nærmest er midt i skibet.

Kirkens indre

Hæstrup Kirke
Indvendigt har kirken bjælkeloft og rødmalet inventar.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Indvendigt præges kirkerummet særligt af inventarets og bræddeloftets rustrøde farvesætning, som er afstemt med teglstensgulvet og står i kontrast til de hvidkalkede vægge.

Inventar og gravminder i Hæstrup Kirke

Inventaret i Hæstrup Kirke er fra flere forskellige perioder: fra kirkens opførelsestid, 1600-tallet og nyere tid. En helt unik kirkeklokke med runeindskrift fra ca. 1200-1250 hang tidligere i kirken, men er nu på Nationalmuseet.

Romansk døbefont

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont i granit. Den er udsmykket med en tovstav, dvs. et profileret bånd med tovsnoninger, under kummens munding. Foden er fra 1800-tallet eller 1900-tallet og er udsmykket med forskellige relieffer, bl.a. fredsduen.

Prædikestol fra 1600-tallet

Prædikestolen er fra 1622. På dens fag ses forgyldte indskrifter på latin og små rundbuede felter med brede rammer, hvori der er malet våbenskjolde. Fagene opdeles af udskårne dobbelte søjler.

Nyere tid

Altertavlen fra 1950 er en skabsaltertavle, hvori der er malerier af kunstneren Poul Høm (1905-1994). Det centrale maleri forestiller Jomfru Maria med barnet, mens tavlens øvrige malerier også er af børn, nederst et spædbarn.

Gravminder

I kirken findes et epitafium, dvs. en mindetavle, sat over en mor og søn, som døde i hhv. 1754 og 1774. Hertil kommer en gravsten i våbenhuset fra 1704.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig