Grækenlands historie 324-1453

Mellem 580 og 620 trængte slaviske stammer ned nordfra og fordrev den bosiddende befolkning til bjergene og øerne ud for kysterne. Selv i det indre Peloponnes fandtes i 600-tallet slaviske stammer, og området omtales i byzantinske kilder under navnet Sklavinia.

Kejser Justinian 2., som regerede i 685-695 og 705-711, forsøgte at ændre disse forhold. 100 år senere genoptog kejser Nikeforos 1. (802-811) hans politik. Den bestod i massive befolkningsflytninger af græsksprogede undersåtter fra Lilleasien til Peloponnes og Mellemgrækenland. For de byzantinske kejsere var det antikke Grækenland den græske kulturs hjemsted, som skulle genhelleniseres. Politikken lykkedes for en stor del, selvom der indtil vore dage har boet slaviske stammer forskellige steder i det gamle græske område.

I forlængelse af genhelleniseringspolitikken var det desuden vigtigt for kejserne at tilbageerobre Kreta, som i 820'erne var blevet erobret af arabiske sørøvere og først i 961 blev genvundet.

Kendskabet til den antikke græske kultur bevaredes i den byzantinske periode. Tilmed blev det byzantinerne, som reddede store dele af den antikke arv. Således var dannede folk, fx kejserdatteren og historikeren Anna Komnena, fortrolige med skrifter som Iliaden.

I anden halvdel af 1100-tallet blev Mikael Choniates ærkebiskop i Athen. For ham blev mødet med det kulturelle centrum i det antikke Grækenland en både opbyggende og skuffende erfaring. Byen var meget forfalden, men dens monumenter vidnede stadig om dens storhed i antikken.

I slutningen af 1100-tallet blev ordet hellener, der hidtil for de kristne grækere havde betydet hedning, genoptaget som betegnelse for samtidens græker i stedet for det ellers normalt brugte romæer, romer.

Det blev imidlertid i 1200- og 1300-tallet, at grækerne for alvor genopdagede deres antikke rødder og knyttede deres kultur til antikkens historiske steder snarere end til Konstantinopel. En af faktorerne i denne udvikling blev Det Byzantinske Riges undergang ved korsfareres og venetianeres erobring under det 4. korstog i 1204. Hele det antikke Grækenland kom ved rigets opsplittelse under frankisk, dvs. vesteuropæisk, katolsk herredømme. Athen blev et hertugdømme, der skiftede herre adskillige gange, og Peloponnes blev til et fyrstendømme, Achaia, under den franske slægt Villehardouin. Hermed kom grækerne ikke blot under et etnisk, men også under et religiøst fremmedherredømme, idet der siden 1054 havde bestået et skisma mellem den romerskkatolske kirke med hovedsæde i Rom og den græskortodokse med hovedsæde i Konstantinopel; se Det Store Skisma.

I Nordvestgrækenland blev udviklingen en anden. Græske adelsmænd grundlagde kort efter år 1200 et fyrstendømme i Epiros, som holdt sig under græsk herredømme i over 100 år.

Og fra det vestlige Lilleasien, hvor der samtidig var dannet et græsk rige, trængte græske tropper frem gennem Nordgrækenland, slog de frankiske fyrster og indtog et større område på Peloponnes med hovedstad i Mistra ved det gamle Sparta. Fra midten af 1300-tallet blev denne by den vigtigste på græsk område. Her udfoldedes en græsk civilisation, som på mange måder greb tilbage til antikken, og hvis betydeligste åndspersonlighed var Georgios Gemistos, en nyplatonisk filosof med tilnavnet Plethon. Da grækerne i Lilleasien i 1261 endvidere tilbageerobrede Konstantinopel fra frankerne, blev byen igen sæde for græsk kultur, ikke mindst billedkunst.

Den østromerske græske blomstring varede indtil osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453.

• Grækenlands historie 1453-1829