Faktaboks

Herakleios

lat. Heraclius

Født ca. 575. Byzantinsk kejser fra 5. oktober 610 til februar 641.

Herakleios erobrede magten fra sin forgænger, Fokas, i en meget vanskelig situation, mens slaverne og avarerne invaderede riget på Balkan, og det blev truet østfra af perserne. Disse erobrede i løbet af 610'erne Syrien, Palæstina og Egypten. Herakleios sluttede 619 våbenstilstand med avarerne, hvorved det meste af Balkan blev prisgivet, og gik 622 til modoffensiv mod perserkongen, Khusrau 2., som han efter hårde kampe tilføjede et knusende nederlag i 627 efter året før at have brudt persernes og avarernes belejring af Konstantinopel. Herefter generobrede han Syrien, Palæstina og Egypten. Men 636-42 gik alle disse områder tabt til en ny fjende, de muslimske arabere.

Herakleios var en dygtig hærfører, der reddede riget på et kritisk tidspunkt; men udenrigspolitisk tabte riget alligevel mere, end det vandt, og indenrigspolitisk fejlede hans forsøg på at slå bro over de religiøse modsætninger. Det synes at være under Herakleios, at latin endeligt blev forladt som regeringssprog til fordel for græsk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig