Drøsselbjerg Kirke

Kirkegården hegnes af mure og har mod syd, nord og øst bevaret sine middelalderlige grænser. Mod vest er kirkegården udvidet i flere etaper, senest i 1930’erne. Dele af kirkegårdsmurene er middelalderlige, hvilket også gælder for kirkegårdsportalen i sydmuren. På kirkegården står et ligkapel, der er opført i 1894.

Kirken kendetegnes ved en meget kompliceret bygningshistorie, der endnu lader sig aflæse i kirkebygningen, og som er meget usædvanlig for en landsbykirke. Udviklingen er dog nogenlunde parallel med den, som kendes fra den nærliggende kirke i Kirke Helsinge.

Udgangspunktet har været en lille romansk landsbykirke, der i tiden 1250-1300 er blevet udvidet mod vest. I slutningen af 1300-tallet er kirken blevet forandret med opførelsen af et nyt langhuskor, nordkapel og et tårn, der lidt atypisk har været placeret syd for skibets vestende. Omkring år 1500 er der syd for den stående langhuskirke og i østlig forlængelse af tårnet rejst et sideskib.

I årtierne efter år 1500 er kirken atter blevet forandret, da dele af den oprindelige vestforlængelse af skibet blev nedrevet, og et sakristi på nordsiden blev opført. Gentagne gange i udbygningsforløbet er kirken blevet overhvælvet eller har fået hvælvene fornyet eller flyttet.

Den nu stående kirkebygning er en toskibet hallekirke med kapel og sakristi på nordsiden og et tårn i forlængelse af søndre skib. Kirkens udformning er et produkt af den lange og komplicerede bygningshistorie.

Af den oprindelige romanske kirke er der kun bevaret ganske få rester i den stående bygning. Disse findes i vestenden af det nordlige skib og er som sædvane på egnen opført af rå og kløvede marksten. Den oprindelige norddør, der delvist er sat med kalksten, er endnu synlig i tilmuret stand, og kendetegnes af et tympanon (dvs. overligger over døren) udformet med et græsk kors.

Den oprindelige kirkes udvidelser i perioden 1250-1450 kan også ses i den stående kirkebygning. Resterne af vestforlængelsen indgår i dag i tårnets nordlige murværk, og rester af det oprindelige langhuskor kan ses i østenden af det nordlige skib. Begge bygningsdele er rejst i teglsten, og særligt langhuskorets gavltrekant, der i dag udgør et lille hjørne af den samlede østgavl, er meget dekorativ.

Før den store senmiddelalderlige ombygning er nordkapellet rejst i teglsten over en syld (dvs. et fundament) af marksten og med brug af genanvendte materialer. Kapellet, der nok har været bygget som gravkapel, er hvælvet.

Det kraftige tårn var oprindeligt rejst på kirkens sydside. Tårnet er bygget i teglsten og kendetegnes ved sin enkle blændingsdekoration. Adgang til tårnets øvre etager foregik oprindeligt via en udendørs trappe, men i dag er der adgang gennem skibets loftsrum.

Omkring år 1500 blev kirken kraftigt ombygget og i den forbindelse blev det søndre skib rejst, ligesom hvælvslagningen blev ændret. Ombygningen foregik i tegl, og i det ydre medførte det en radikal forandring af bygningsprofilen med et nyt stort sadeltag over hele hallekirken og en stor markant blændingsdekoration mod øst. I det indre fik kirken et samlet udtryk med en forholdsvis ensartet overhvælving.

Umiddelbart inden Reformationen blev kirkens sakristi opført i vinklen mellem korpartiet og nordkapellet. Dette er rejst i teglsten og overhvælvet.

Tagværkerne over kirkens skib er senmiddelalderlige og af egetræ. Træværket bærer præg af at være forandret – sikkert i forbindelse med de mange ombygninger, som kirken gennemgik i senmiddelalderen. De øvrige bygningsafsnit har nyere tagværker af fyrretræ.

Kirkens indre er præget af den store ombygning i senmiddelalderen. Kirkerummet er disponeret med to omtrent lige brede skib, der hver er opdelt i tre overhvælvede fag. Hvælvene hviler på fritstående piller i kirkerummet.

I kirken er der synlige kalkmalerier fra forskellige perioder. På flere vægflader ses kalkmalede indvielseskors fra slutningen af middelalderen. Nordkapellet har i senmiddelalderen (1475-1500) fået en kalkmalet udsmykning, der er dårligt bevaret. Blandt motiverne kan forskellige helgenfigurer tydes, ligesom djævleskikkelser også ser ud til at indgå.

Mest iøjnefaldende i selve kirkerummet er kalkmalerierne på hvælvpiller og dele af vægfladerne, der dateres til 1552. Kalkmalerierne har geometriske motiver eller er udført som planteornamentik, draperier og stiliserede ansigter og har lighed med tilsvarende fra kirken i Kirke Helsinge.

Kirken har et righoldigt historisk inventar, der omfatter genstande fra flere forskellige tidsperioder. Fra middelalderen stammer kirkens store døbefont af gotlandsk kalksten, der er et importarbejde fra senmiddelalderen. Kirken rummer ligeledes resterne af en sidealtertavle fra 1500-tallets begyndelse, hvoraf midtskabet med en fremstilling af Sankt Andreas er bevaret. Kirken har bevaret sit korbuekrucifiks fra cirka år 1500, ligesom der i kirken er en bevaret senmiddelalderlig dør.

Fra renæssancen stammer kirkens alterbordsforside (1550-1575), der er fremstillet i fyrretræ og med figurmotiver indrammet af ruderformede ornamenter. Altertavlen er et fornemt og kompliceret snedkerarbejde fra 1625 med et samtidigt nadverbillede i storfeltet. Prædikestolen er dateret til 1588 og rummer billeder af evangelisterne. Dele af stoleværket er ligeledes fra 1500-tallet og i kirken findes en skriftestol fra 1600-tallet.

Kirkens klokker er støbt i 1300-tallet og 1547.

I kirken er enkelte gravsten fra renæssancen opstillet.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Kirkens hjemmeside
• Drøsselbjerg Kirke på sogn.dk