Faktaboks

Kirke Helsinge Kirke
Sogn
Kirke Helsinge Sogn
Provsti
Kalundborg Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Kalundborg Kommune
Kirke Helsinge Kirke

Kirken kendetegnes ved en meget kompliceret bygningshistorie, der endnu lader sig aflæse i kirkebygningen, og som er meget usædvanlig for en landsbykirke. Foto: 2015.

Kirke Helsinge Kirke
Af .
Kirke Helsinge Kirke

I 1500-tallets første del gennemgik kirken en større samlet ombygning til treskibet hallekirke. Denne udformning har kirken bevaret til i dag. Foto: 2015.

Kirke Helsinge Kirke
Af .

Kirke Helsinge Kirke er en sognekirke, der ligger centralt i landsbyen af samme navn cirka 5 km vest for Høng. Kirke og kirkegård ligger på et mindre bakkedrag.

Kirkegården

Kirkegården har i nogen grad bevaret sit middelalderlige omfang, men er udvidet mod øst i 1880’erne. Kirkegården hegnes af en mur, der over flere stræk er middelalderlig. Hovedadgangen til kirkegården ligger i kirkegårdens sydmur.

Kirkens bygningshistorie

Kirken kendetegnes ved en meget kompliceret bygningshistorie, der endnu lader sig aflæse i kirkebygningen, og som er meget usædvanlig for en landsbykirke. Udviklingen er dog nogenlunde parallel med den, som kendes fra den nærliggende kirke i Drøsselbjerg.

Udgangspunktet har været en lille langhuskirke fra romansk tid, der i 1300-tallet er blevet udvidet med et sideskib mod nord. Ved midten af 1400-tallet har kirken fået tårn og våbenhus på sydsiden. I anden halvdel af 1400-tallet har kirken fået tilbygget endnu et nordre sideskib, og endelig i 1500-tallets første del gennemgik kirken en større samlet ombygning til treskibet hallekirke. Denne udformning har kirken bevaret til i dag.

Den stående kirkebygning

De romanske dele af bygningen udgøres af dele af kirkens sydmur og vestgavl. Synlige spor af den ældste kirkebygning er begrænsede, men denne har været opført i rå og kløvede marksten. I tagrummet over kirken og fra tårnets mellemetage kan den oprindelige vestre gavltrekant iagttages.

Langhuskirkens første udvidelse mod nord kan kun aflæses i kirkens vestgavl. Her er det synligt at kirkens tag og gavltrekant har været ændret, for at passe til en større bygning. Udvidelsen er bygget af marksten og teglsten.

Tårnet, der var opført omkring år 1450, er bygget af teglsten. Det svære tårn er kendetegnet ved en enkel dekoration af gavlene med højblændinger (dvs. murnicher). Tårnrummet er hvælvet og adgangen til de øvre etager foregår via en spindeltrappe på nordsiden.

Våbenhuset, der er nogenlunde samtidigt med tårnet eller måske lidt yngre, er bygget i teglsten på en syld (dvs. et fundament) af marksten. Den høje bygning kendetegnes ved sydgavlens dekoration med spidsbuede højblændinger. Bygningen er hvælvet.

Tilføjelsen af endnu et sideskib mod nord medførte, at kirken i en periode har stået med to parallelle sadeltage, hvor der mellem de to søndre skibe og det nordre sideskib må have været en form for skotrende. Den oprindelige fritstående gavltrekant til nordre sideskib kan stadig fornemmes i den vestre gavl. Tilbygningen er udført i teglsten.

Ganske kort tid efter det nordre sideskib blev opført – i de første årtier af 1500-tallet – blev kirken genstand for en stor ombygning. Alle tre skibe blev samlet under ét tag, hele kirken fik hvælv og en ny østgavl blev rejst. Ombygningen er lavet i teglsten og særligt østgavlens komplicerede blændingsdekoration kendetegner bygningens ydre, mens hvælvene kendetegner bygningens indre.

Tagværkerne over tårn og våbenhus er middelalderlige og lavet af egetræ. Over det store skib findes en nyere tagkonstruktion af fyrretræ.

Kirkens indre er præget af den store ombygning i senmiddelalderen. Kirkerummet er disponeret med tre lige brede skib, der hver er opdelt i fire overhvælvede fag. Hvælvene hviler på fritstående piller i kirkerummet, der er runde eller firpasformede i tværsnit.

Kalkmalerier

Kalkmalerier i Kirke Helsinge Kirke

Ornamentik på søjlens sydside. Foto: 2015.

Kalkmalerier i Kirke Helsinge Kirke
Af .
Kalkmalerier i Kirke Helsinge Kirke

Ornamentik på søjlens østside. Foto: 2015.

Kalkmalerier i Kirke Helsinge Kirke
Af .
Kalkmalerier i Kirke Helsinge Kirke

Ornamentik på pille og ansigt i medaljon. Foto: 2015.

Kalkmalerier i Kirke Helsinge Kirke
Af .

I kirken er der synlige kalkmalerier fra forskellige perioder. På flere vægflader ses kalkmalede indvielseskors fra slutningen af middelalderen. Mest prominent er kalkmalerierne på hvælvpiller og dele af vægfladerne, der dateres til cirka 1550. Kalkmalerierne har geometriske motiver eller er udført som planteornamentik, draperier og stiliserede ansigter.

Inventar

Kirken har et meget rigt historisk inventar, deriblandt mange genstande fra middelalderen. Alterbordet er muret af teglsten og samtidigt med kirkens senmiddelalderlige ombygning i årene 1500-1525. Også den usædvanlige døbefont af rødlig, gotlandsk kalksten er middelalderlig (cirka år 1400). Den har indhuggede figurfremstillinger af dyr, planteornamentik og helgenbilleder. Kirkens korbuekrucifiks er fra slutningen af 1300-tallet.

Fra renæssancen stammer kirkens alterbordsforside (1550-1575) med et malet motiv af treenigheden omsluttet af engle. Prædikestolen er dateret til 1588 og er prydet af billeder af bl.a. evangelisterne. Store dele af kirkens stoleværk er ligeledes fra 1500- og 1600-tallet, ligesom en skriftestol fra 1630. I kirken står en pengeblok fra 1500-tallet.

Altertavlen er fremstillet cirka i årene 1660-1680 i barokt tilsnit med et motiv af nadveren i hovedfeltet. Altertavlen kan have afløst en senmiddelalderlig altertavle, da der kendes en del gotiske træskærerarbejder fra kirken, som nu indgår i Nationalmuseets samling.

Kirkens klokker er støbt i 1370 og 1651.

I kirken findes både gravsten og epitafier (dvs. mindesmærker) fra renæssancen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig