Danablu er en dansk blåskimmelost baseret på homogeniseret komælk. Denne specielle danske ost blev først fremstillet af mejeriejer Marius Boel på Marslev Mejeri på Fyn i 1927.

Danablu eller Danish Blue Cheese, der indtil Stresa-konventionen for ostenavne fra 1952 blev betegnet "Dansk Roquefort" eller "Dansk Ost af Roquefort-type", har en fedladen og anderledes pikant smag på grund af ostemælkens homogenisering. Osten er en vigtig eksportvare for dansk mejeribrug og fik i 2003 BGB-beskyttelse. I USA tilsættes Danablu ofte til salatdressing.

Osten fremstilles med Penicillium roqueforti ligesom den franske fåreost roquefort, men smagen er væsentlig andeledes, da der anvendes komælk til Danablu, og mælken er homogeniseret.

Smag og lugt af blåskimmeloste som Danablu ændrer sig under modning på grund af enzymatisk hydrolyse af proteiner og af lipider, når blåskimmelsvampe vokser i ostemassen. Enzymatisk hydrolyse af proteiner giver anledning til umamismagsindtryk. Hydrolyse af lipider giver derimod anledning til oleogustus smag og lugt. Homogenisering af ostemælken øger det samlede areal af fedtkuglerne væsentligt og giver bedre tilgængelighed for blåskimlens fedtspaltende lipaser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig