hydrolyse

Artikelstart

Hydrolyse, i kemien en reaktion, hvorunder der forbruges et molekyle vand, dvs. to hydrogenatomer og et oxygenatom. Hydrolyse er især af betydning i syre-base-kemien. Fx vil de ioner, der opstår, når et salt af en svag syre eller en svag base opløses i vand, hydrolysere i et vist omfang (se syre-base-teori). Af vigtighed er også hydrolysen af anhydrider, herunder især syreanhydrider, der ved hydrolyse omdannes til de tilsvarende syrer. I den organiske kemi er hydrolyse af fx estere også vigtig; de spaltes herved til syrer og alkoholer. Udført under basiske (alkaliske) omstændigheder kaldes denne proces en forsæbning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hydrolyse kommer af hydro- og græsk lysis 'opløsning'.

Andre vigtige eksempler er hydrolysen af et protein til aminosyrer, af stivelse til glukose (druesukker) og af saccharose (rørsukker) til glukose og fruktose.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig