Dai Zhen

Dai Zhen var yderst kritisk over for ortodoks neokonfucianisme, hvilket var ensbetydende med Song- og Mingkonfucianisme og dermed Zhu Xi og Wang Yangming. Det var blandt andet den ortodokse linjes opfattelse af li, som han mente var for metafysisk betonet. Han godtog ikke, at li var en indre konstitution, som vi eksempelvis finder det hos Wang Yangming, og han betragtede ikke li som et kosmologisk princip, som man ser det hos Chengbrødrene og senere neokonfucianere.

Dai Zhen anså ikke li som en særskilt ”ting” skænket til menneskene fra Himlen og lagret i menneskets natur (xing). Dai Zhen kan ses som repræsentant for et paradigmeskift i kinesisk ontologisk tænkning, men han anvendte stadig det vokabular og de filosofiske termer, som blev brugt af Zhu Xi og andre tidligere neokonfucianere. Dai Zhen afviger fra Wang Yangming, fordi han ikke anså princippet li for at være uafhængig af qi, men en måde at tale om den indre orden eller mønster i alle ting. Nærmere betegnet er li hos Dai Zhen lokaliseret i naturens fænomener som en teleologisk naturalisme. Dai Zhen fjernede fuldstændig de transcendente aspekter ved princippet li, som kan iagttages hos Zhu Xi.

Dai Zhen var skeptisk over for den tidligere neokonfucianismes mistro til begæret og følelserne. Skønt man næppe kan sige, at den ortodokse neokonfucianisme fuldstændig ønskede at eliminere hverken begæret eller følelserne, var det dog generelt sådan i neokonfucianismen, at begær og følelser kunne stå i vejen for den personlige og moralske udvikling. Dai Zhen vover den kontroversielle påstand, at selvinteresse er en betingelse for, at man kan yde omsorg for andre. Det radikale i Dai Zhens etik er en hensigt om at forsvare det selvinteresserede begær og ikke kun begæret generelt. Den gode tilstand er til stede, hvor begær og følelser får deres rette udtryk og opfyldelse. Det betød dog ikke, at Zhen Dai under alle omstændigheder betragtede begæret og følelserne som gode og uproblematiske. Begæret kan være selvcentreret, og de emotionelle tilbøjeligheder kan være ensidige. Dai Zhen mente, at Song‑ og Mingkonfucianerne havde fejlvurderet følelsernes og begærets tilstedeværelse. Dai Zhens synspunkt var, at li ikke kan manifestere sig, hvis følelserne og drifterne ikke er afklaret, fordi princippet li netop består i, at følelsernes natur ikke er fejlagtige.

I tråd med det, der i Qingkonfucianismen er blevet kaldt ”undersøgelser baseret på beviser”(kaozhengxue), foretog Dai Zhen filologiske undersøgelser af de klassiske konfucianske teksters opfattelse af centrale begreber. Her påviser han, at disse termer har fået en anden drejning i neokonfucianismen. En af årsagerne hertil var, at Song- og Mingneokonfucianisme var under indflydelse af buddhismen og daoismen.

• li
• qi
• neokonfucianisme
• Zhu Xi
• Wang Yangming