Byrum Kirke

Typisk for gotikkens kirkearkitektur er hele kirken bygget af gule munkesten.

Skibets østligste fire fag er ældst, og stammer fra begyndelsen af den gotiske periode. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er norddøren bevaret, mens syddøren er muret til.

I sengotisk tid blev kirken væsentligt udvidet, da skibet blev forlænget og de tre tilbygninger tilføjet. Tårnet har øverst et saddeltag med gavle i nord og syd, som er udsmykket med hver syv trappeformede kamtakker og tre blændinger, dvs. dekorative murnicher. Disse er karakteristisk hvidkalkede og fremhæves derfor i kontrast mod det øvrige, rødkalkede murværk. Tårnrummet er forbundet med skibet gennem en spids bue, og gennem en lille dør i vestmuren er der adgang til trappen, der fører til tårnets øvre etager.

Både sakristiet og våbenhuset er senmiddelalderlige tilføjelser, og begge har kamtakkede gavle med hvidtede blændinger i samme stil som tårnets.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, mens blikket naturligt samles om den smukke gotiske altertavle.

Det ældste stykke inventar i kirken er døbefonten, som er ældre end selve bygningen og stammer fra romansk tid. Granitdøbefonten er ganske enkel og uden egentlig dekoration.

Kirkens mest bemærkelsesværdige inventarstykke er den gotiske fløjaltertavle fra omkring 1450. At den er en fløjaltertavle, betyder, at den er opbygget som et skab med låger, hvilket var en typisk måde at lave altertavler på i gotikken. Den er rigt udsmykket med udskårne figurer. I midtskabet ses en scene, der forestiller Jomfru Marias himmelkroning, mens de to fløje indeholder figurer af helgener og apostle.

Krucifikset oven på altertavlen er fra omkring 1525.

Fra gotikken stammer også et lille alterskab med en veludført figur af Sankt Barbara. Dette alterskab stammer efter alt at dømme fra et nu forsvundet sidealter. Ved sidealtrene, som stort set helt forsvandt efter Reformationen, kunne man bede til forskellige helgener. I sakristiet står endnu et sengotisk skab.

I tillæg til figuren af Sankt Barbara findes der også en figur af Sankt Laurentius i kirken, som antagelig er fra omkring år 1700.

Prædikestolen er fra 1704 og er udsmykket med malerier på fagene, mens en del af træværket er marmoreret.

Også fire lysekroner i kirken er fra 1700-tallet.

Kirken er forholdsvis rig på gravminder, med et epitafium, dvs. en mindetavle, fra 1758 og en mindetavle fra 1724. Flere gravsten fra 1600-tallet og 1700-tallet blev i slutningen af 1800-tallet flyttet fra kirkens gulv og ud på kirkegården. I 1959 fandt man ved en omlægning af gulvet et meget stort antal begravelser i gulvet, herunder i nordsiden henved 80 barnekister fra 1600-tallet og 1700-tallet.