Bryndum Kirke

Siden middelalderen er kirkegården blevet udvidet mod syd. Den er omgivet af jorddiger, som er stenbesat på ydersiden. Kirkegårdens indgange ligger som i middelalderen mod nord, øst og vest. Hovedindgangen er en port med låge mod vest, mens der er mindre låger i norddiget og østdiget. Lige syd for vestporten står der et kapel fra 1959.

Den store, velbevarede kirke er en af Jyllands fornemste kvaderstensbygninger. Bryndum Kirke består af en apsis, et kor og et skib, som er opført af tufsten udvendigt, men også har tegl og granitkvadre på indersiden. Ifølge en dendrokronologisk analyse er kirken opført i 1240’rne, og arkitekturhistorisk er den interessant ved at repræsentere overgangen fra romansk til unggotisk byggeskik. I senmiddelalderen blev sakristiet, våbenhuset og tårnet bygget til.

Kirkebygningens ældste dele, koret, skibet og apsissen, er sammenlagt 33 meter lange. Mens skibet synes at være opført efter romansk skik, oprindeligt med små, højtsiddende vinduer, har koret og apsissen i stedet fremstået som et lyst, gotisk rum med forholdsvis store vinduer. Af skibets oprindeligt otte små vinduer kan to stadig ses som nicher på østsiden af nordmuren, mens de to vestre blev overmuret da de hvælvede lofter blev indsat. På sydsiden er kun et enkelt vindue stadig synligt som en niche på ydersiden. Flere af de gamle vinduesoverliggere er dog genbrugt og indmuret i kirkens murværk. I apsissen er de to vinduer mod nord oprindelige, mens det søndre er genskabt. Af korets vinduer er kun ét mod sydvest oprindeligt, mens vinduet mod sydøst blev genskabt i 1889. På nordsiden er vinduerne muret til, så de fremstår som nicher. Sammen med de også oprindelige rundbuede nicher i apsissen ser koret dog i dag næsten ud som ved opførelsestiden.

Kirken havde oprindeligt fire døre: En dør i korets nordside, to midt i hver af skibets langmure samt en dør i skibets vestgavl, som øverst var udsmykket med et relief med to løver. Af disse døre er præstedøren i koret bevaret, efter den blev genåbnet i 1896, mens kun den nordre af de tre døre i skibet stadig kan bruges. Syddøren kan ses udvendigt som en niche, mens vestdøren forsvandt, da tårnet blev opført. Til gengæld blev relieffet med to løver genanvendt og opsat i tårnmuren, hvor det stadig findes som et af kirkens kendetegn.

De tre tilbygninger, sakristiet, våbenhuset og tårnet er som nævnt fra senmiddelalderen, idet den præcise rækkefølge dog ikke kan bestemmes.

Sakristiet ved korets nordside er et smukt sengotisk hus, som nederst er bygget af kvadre, hovedsagelig fra koret, og ellers af munkesten. Udvendigt er sakristiet fint dekoreret med to sæt savskifter, dvs. rækker hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad. Det øverste af disse savskifter er på midten afbrudt af den højeste af i alt tre høje blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Våbenhuset nord for skibet er en relativt anonym bygning af munkesten og granitkvadre, som bortset fra en falsgesims over langmurene er helt udekoreret. Tidligere fandtes der en kamin i våbenhusets nordvesthjørne, som blev brugt til at støbe bly, fx til tagplader.

Kirkens tårn er tæt beslægtet med tårnet i Skast Kirke, men har i modsætning til dette og de fleste andre kirketårne på egnen ingen forbindelse mellem tårnrummet og skibet. I stedet kan man komme ind i tårnrummet via en dør i nordmuren. Tårnet, der er i tre etager, er ligesom våbenhuset bygget af granitkvadre nederst og ellers af munkesten. Øverst har tårnet et pyramideformet spir.

Kirkens tagværker er fra forskellige perioder. Over apsissen findes det ældste, fra 1240’erne, mens skibets tagværk blev udskiftet i 1450’erne.

Indvendigt er kirken præget af de hvidkalkede vægge og høje hvælvede lofter. Mens korets hvælv noget usædvanligt er fra opførelsestiden, er skibets derimod usædvanligt sene, og blev først indsat hen mod slutningen af 1500-tallet.

I koret er der bevaret fornemme kalkmalerier fra omkring 1275.

Kalkmalerierne indeholder scener fra det Nye Testamente, og viser bl.a. Kristus, Maria Magdalene, den romerske kejser Decius, helgenen Laurentius samt forskellige engle og både kirkelige (gejstlige) og ikke-kirkelige (verdslige) skikkelser.

Kirkens righoldige inventar omfattet adskillige middelalderlige stykker og domineres ellers særligt af inventar fra renæssancetiden.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med noget, der er blevet opfattet som runer, men som nok reelt er et sjældent eksempel på middelalderlig brug af græske bogstaver; nærmere bestemt bogstaverne pi, gamma, eta og tau, som referer til de fire paradisfloder Phison, Gehon, Eufrat og Tigris. En alternativ tolkning er, at der er tale om runerne for A, S, Æ og R, og at det derfor er navnet på døbefontens skaber – Asser.

Kirkens alterbord er sengotisk og er muret af munkesten. Midt i bordet findes en granitplade, hvori der er indhugget en såkaldt helgengrav – et lille hulrum, hvor man i middelalderen opbevarede nu forsvundne relikvier. Granitpladen stammer givetvis fra et ældre og noget større alterbord, som blev erstattet af det nuværende i senmiddelalderen.

I kirken findes også et gotisk korbuekrucifiks fra mellem 1475 og år 1500, som er tæt beslægtet med korbuekrucifikset i Tjæreborg Kirke.

Stolestaderne, dvs. kirkens bænke, er i deres kerne fra omkring 1585, men har fornyede gavle, ligesom nogle af bænkene er fornyet helt i 1870’erne og 1880’erne.

Til alterbordet hører et alterbordspanel fra omkring år 1600, som dog siden 1959 har stået som et selvstændigt bord foran alteret. Det er udsmykket med tre rundbuede felter, som opdeles af pilastre, dvs. udskårne halve søjler.

Prædikestolen er fra 1617 og er opbygget af fire fag, som hver er udsmykket med et arkadefelt, hvori der er malerier fra 1959, som forestiller de fire evangelisters symboler: En engel, en løve, en okse og en ørn. Over prædikestolen hænger en anseelig prædikestolshimmel, som er udsmykket med basunengle.

På alterbordet står altertavlen, som er et anseeligt stykke arbejde fra 1638 i senrenæssancestil. Tavlens malerier er fra 1959. Det centrale maleri forestiller den sidste nadver, mens de øvrige malerier viser andre scener fra Jesu liv, nemlig fødslen, korsfæstelsen og himmelfarten.

Af historisk interessante gravminder i kirken kan nævnes et epitafium, dvs. en mindetavle, fra 1776, samt fire gravsten i våbenhuset fra perioden 1733-1792.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Bryndum Sogns hjemmeside