Brumaire-kuppet

Det eksisterende politiske system var præget af både korruption og ineffektivitet. Mens den lovgivende og den udøvende magt formelt var adskilt, var det reelt den udøvende, Direktoriet med fem direktører, der havde magten.

Desuden måtte man konstant føre krig for at legitimere systemets eksistens. Dette skabte utilfredshed blandt ledende politikere, særligt kredsen omkring Emmanuel Joseph Sieyès og Charles Maurice de Talleyrand. De begyndte at se sig om efter generaler, der ville støtte et kup og overgangen til et nyt topstyret system.

De franske generaler var blevet både populære folkelige figurer og vigtige politiske aktører. Det var de på grund af den konstante krigsførelse siden 1792 og det dertil oprettede enorme militærapparat, og fordi krigslykken var med dem. Talleyrand forsøgte flere gange at overtale andre generaler, bl.a. Jean-Baptiste Jourdan, til at gennemføre et kup. Til sidst lykkedes det ham at overbevise Napoleon, der netop var vendt tilbage fra sit mislykkede felttog i Ægypten.

Den 18. brumaire eskorterede Napoleon med et kontingent soldater parlamentets to kamre til slottet Saint-Cloud lidt vest for Paris. Påskuddet var, at et jakobinsk kup skulle være under opsejling. Her trådte den siddende regering tilbage.

Under pres fra militære enheder, som reelt havde taget parlamentet som gidsel, ophævede parlamentet sig selv og udnævnte Napoleon, Sieyès og politikeren Roger Ducos til 'midlertidige konsuler'. De fik til opgave at give Frankrig en ny forfatning.

Den nye forfatning blev vedtaget den 24. december 1799. Sieyès havde håbet at kunne kontrollere Napoleon og etablere et system med to konsuler, han selv og Napoleon. Sieyès skulle lede en gruppe af politikere, som skulle stå for lovgivningen, mens Napoleon skulle stå for sikkerhedspolitikken og militæret. I stedet blev Konsulatet, som det nye system kom til at hedde, styret af en enkelt Førstekonsul: en rolle, Napoleon designede og gav til sig selv.

Napoleons magt blev yderligere cementeret med Forfatningen af 1802, og i 1804 udråbte han sig selv til kejser og Frankrig til et kejserdømme.

Under Napoleon fortsatte krigene. Lovkodekset Code Napoléon blev med Frankrigs ekspansion udbredt til Europa. Med lovene indførtes standardiserede private rettigheder, der gjorde op med aristokratisk og absolutistisk lov. Men på andre punkter var det et tilbageskridt fra den tidligere revolutionsfase; blandt andet mistede kvinder retten til skilsmisse. I 1802 genindførte Napoleon slaveriet, der ellers var blevet afskaffet af jakobinerne i 1794.

• Napoleon Bonaparte
• Emmanuel Joseph Sieyès
• Direktoriet
• Talleyrand
• Napoleonskrigene
• Konsulatet
• Den Franske Revolution