Faktaboks

Brovst Kirke
Sogn
Brovst Sogn
Provsti
Jammerbugt Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Jammerbugt Kommune
Brovst Kirke
Kirken set fra nordvest. Kirkebygningen består af et kor, skib og en apsis fra romansk tid (ca. 1050-1275). Det nuværende tårn er opført i 1779, men der har formentlig været et ældre tårn. Våbenhuset er opført i middelalderen.
Af .
Licens: CC BY 3.0

Brovst Kirke er en oprindeligt romansk landsbykirke, som er præget af århundredernes mange ombygninger, og som indvendigt har flere interessante inventarstykker fra 1700-tallet.

Kirkebygning

Kirken består af et kor, en apsis og et skib fra romansk tid (ca. 1050-1275). Hertil kommer et nok senmiddelalderligt våbenhus. Senmiddelalderen var ca. 1300-1530. Tårnet på skibets vestende er i sin nuværende form fra 1779.

I dag er kirken hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med røde tegl, dog med undtagelse af apsissen, hvor der er blylagt tag.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Brovst Kirke, hvor de ældste dele er bygget af rå kampesten og granitkvadre, men også dele af teglsten. Apsissen adskiller sig dog ved at være bygget rent af teglsten, et materiale, der elles primært kendes fra den senere gotiske periode.

I kirkens ældste dele, koret og skibet, er der bevaret flere oprindelige detaljer. I skibet kan man fx se to nicher i langmurene, som er de tilmurede rester af nogle af kirkens oprindelige, små vinduer. Også den udvendige dekoration på apsissen er oprindelig og består af dobbelte savskifter, dvs. rækker, hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er norddøren endnu i brug, om end udvidet i 1951, mens syddøren er muret til. En kvader udformet som toppen af en søjle er indmuret i skibets nordøsthjørne, hvilket kunnet tyde på, at dørene oprindeligt har haft dekorative søjleportaler.

Tilbygninger og ombygninger

Tårnet på vestenden af skibet har sandsynligvis rødder i en ældre bygning, som var bredere end det nuværende tårn. Øverst har tårnet et saddeltag med gavle i øst og vest, som er udsmykket med flere rækker små blændinger, dvs. dekorative murnicher. Våbenhuset er ligesom tårnet stærkt præget af senere ombygninger men er efter al sandsynlighed også opført i middelalderen.

I 1951 blev kirken gennemgribende transformeret. På denne tid var murene i både koret, skibet og apsissen dækket af et overkalket bjælkelag, som blev fjernet, hvorved det oprindelige murværk kom frem i lyset.

Kirkens indre

Kirken præges i dag af det udseende, den atter fik ved restaureringen i 1951. Væggene er hvidkalkede, og bjælkeloftet er med lyst malede brædder på mørkt malede bjælker. Ved restaureringen i 1951 blev buen mellem koret og skibet genopført; den var blevet revet ned på et ukendt tidspunkt.

Inventar og gravminder i Brovst Kirke

Brovst Kirke

Detalje fra pulpituret i Brovst Kirke. Pulpituret anslås, som altertavlen og prædikestolen, at være anskaffet i 1729. Hver af de 18 rokokokartoucher henviser til et skriftsted i Bibelen. Ovenstående refererer til 2. Mosebog, kapitel 16, vers 33: »Og Moses sagde til Aron: Tag en krukke, kom en hel omer manna i den, og stil den foran Herren til opbevaring til jeres efterkommere«.

Brovst Kirke
Af /Trap Danmark, 2012.

Inventaret i Brovst Kirke er fra flere forskellige perioder. Særligt 1700-tallet er stærkt repræsenteret.

Inventar fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som er enkelt udsmykket med en rundstav, dvs. et profileret bånd, på kummen.

Inventar fra 1700-tallet

En stor del af inventaret i kirken er fra en istandsættelse i 1729. Det gælder både altertavlen, prædikestolen og pulpituret.

Altertavlen er i fransk og hollandsk inspireret barokstil, som er et sjældent syn i de nordjyske kirker. Den rigt udskårne altertavle er udsmykket med forskellige akantusblade og øverst to udskårne engle og våbenskjolde. Det centrale maleri er fra 1898 og forestiller Kristus i Emmaus.

Den samtidige prædikestol er i samme stil som altertavlen, og er ligesom den rigt udsmykket med udskårne akantusblade.

Det store pulpitur, dvs. balkonen, over skibets vestende er udsmykket med 18 pietistiske billeder i rokokoinspirerede, malede rammer.

Gravminder

Af gravminder kan nævnes to gravsten ved tårnet fra starten af 1700-tallet samt på kirkegården et minde over de faldne i 1. og 2. Slesvigske Krig (1848-1851 og 1864).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig