Brasiliens historie

I 1889, da landet gik fra kejserrige til republik (se nedenfor), skiftede titlen på Brasiliens statsoverhoved fra kejser til præsident.

Brasiliens oprindelige befolkning bestod af adskillige folkeslag med i alt ca. 1,5 millioner mennesker omkring år 1500. Koloniseringen medførte imidlertid en demografisk katastrofe for den oprindelige befolkning på grund af slavegørelse og indførte smitsomme sygdomme, som befolkningen ikke havde immunforsvar imod.

Jægere og samlere beboede savanneområderne i landets indre, mens nomadiske halvagerbrugere i de tropiske skovområder dyrkede majs og maniok ved svedjebrug.

Særlig de tupitalende stammer langs kysten fik betydning for den portugisiske kolonisering som arbejdskraft og ved deres kendskab til landet.

Et karakteristisk træk ved Brasiliens historie har været en række økonomiske cyklusser, hvorunder et enkelt eller nogle få eksportprodukter har domineret gennem en længere periode.

Den franske invasion i Portugal i 1807 fik også vidtgående følger for Brasilien. Kongefamilien og en stor del af statsadministrationen blev evakueret til Rio de Janeiro, der i 1808 blev regeringssæde for hele det portugisiske rige. Det portugisiske handelsmonopol ophævedes, ved at Brasiliens havne åbnedes for "venligtsindede nationer", dvs. for Storbritannien, Portugals allierede. Der indførtes trykpresse, aviser, bankvæsen, højere læreanstalter og domstole mv., og udlændinge fik ret til at eje jord, hvilket satte gang i ikke-portugisisk indvandring.

300 års kolonial isolation var forbi og blev markeret i 1815 med, at Brasilien blev et eget kongerige, men i forening med moderlandet. En revolution i Portugal i 1820 kaldte den portugisiske konge hjem. Da det portugisiske parlament ønskede, at Brasilien atter skulle indtage en underordnet status, erklærede kronprinsen, Pedro, der var Brasiliens regent, landet for uafhængigt den 7. september 1822 og blev kort efter udråbt til kejser som Pedro 1.

Den nye stat havde ca. 5 millioner indbyggere, hvoraf omkring en tredjedel var slavegjorte. Kolonitidens økonomisk-sociale strukturer blev bevaret med storgodser, der var specialiseret i enkelte eller få eksportafgrøder, men kaffe blev efterhånden det altdominerende produkt i perioden ca. 1850-1950 (fjerde økonomiske cyklus).

Til forskel fra udviklingen i den spanske del af Latinamerika forløb Brasiliens uafhængighedsproces stort set fredeligt, og den territoriale enhed blev bevaret. Forfatningen af 1824 definerede Brasilien som et konstitutionelt monarki med en deling mellem fire magter, idet kejseren — ud over den udøvende magt — også havde den "modererende magt", og med valgret for kun et formuende mindretal.

Pedro 1. abdicerede i 1831 som følge af politisk utilfredshed og tog til Portugal. Efter nogle urolige år med formynderregering tiltrådte hans søn, Pedro 2., i 1840, og en længere periode med politisk stabilitet og økonomisk fremgang fulgte. I alliance med Argentina og Uruguay var Brasilien 1865-1870 i krig med Paraguay i Sydamerikas største væbnede konflikt. I 1888 ophævedes slaveriet uden erstatning til hverken slaveejerne eller de nu tidligere slavegjorte. Denne fremgangsmåde var i høj grad med til at fastholde sidstnævnte og deres efterkommere i en marginaliseret social og økonomisk situation, som fortsat ses i dagens Brasilien.

Ophævelsen af slaveriet gjorde det muligt at øge den, især europæiske, immigration kraftigt. Det var især delstaten São Paulo, som i de kommende år modtog mange immigranter, hvis første destination oftest var kaffeplantagerne, som akut manglede arbejdskraft efter slaveriets ophør.

I 1889 gjorde et ublodigt militærkup ende på kejserdømmet, der havde mistet sin politiske opbakning, og den 15. november blev Brasilien en republik. Brasiliens indbyggertal var da ca. 14 millioner. 50 % af eksportindtægterne stammede fra kaffe, mens 20 % kom fra rågummi.

Forfatningen af 1891 indførte en forbundsstat (Estados Unidos do Brasil, Brasiliens Forenede Stater) med præsidentstyre og valgret for alle mænd, men uden hemmelig afstemning, som først blev indført i 1934. Ideologisk spillede positivismen en fremtrædende rolle inden for dele af militæret, symboliseret i det nye republikanske regimes motto: Ordem e Progresso (Orden og Fremskridt), der blev indskrevet i landets flag.

I perioden 1896-1897 blev et angiveligt monarkistisk oprør nedkæmpet i Canudos, Bahia. En politisk alliance, kaldet "kaffe med mælk", mellem de økonomiske eliter i de to store delstater São Paulo, karakteriseret ved kaffedyrkning, og Minas Gerais med kvægavl fortrængte dog hurtigt militæret fra magten og kontrollerede brasiliansk politik frem til 1930 med fast vekslen på præsidentposten mellem de to stater, bl.a. gennem systematisk valgfusk.

Brasilien havde udviklet sig til verdens største kaffeproducent, og fra 1906 opkøbte staten kaffe i år med overskudsproduktion for at sikre eksportprisen. Dette blev stadig dyrere i løbet af 1920'erne og i 1929 var Brasiliens kaffelagre større end verdens samlede årlige forbrug. Børskrakket i New York s.å. gav kaffeøkonomien det endelige dødsstød.

Revolutionen i 1930, gennemført af militæret og yngre politikere, afsluttede "kaffe med mælk"-perioden og bragte Getúlio Vargas til magten. Vargas var Brasiliens præsident i to omgange: 1930-1945 og 1951-1954. Efter at have fungeret som provisorisk præsident blev Vargas i 1934 valgt efter en ny forfatning (der bl.a. gav kvinderne valgret), men udøvede 1937-1945 et egentligt fascistisk inspireret diktatur via endnu en ny forfatning, den autoritære Estado Novo (Ny Stat). Fra 1942 deltog Brasilien trods regimets karakter på allieret side i 2. Verdenskrig.

I 1950, da indbyggertallet havde nået 50 millioner, blev Vargas igen demokratisk valgt præsident efter forfatningen af 1946, Brasiliens femte. Politisk isoleret begik Vargas selvmord i 1954, da militæret krævede hans afgang. På baggrund af kaffeøkonomiens sammenbrud indledtes under Vargas en gennemgribende politisk og økonomisk moderniseringsproces for at bringe Brasilien ud af den halvkoloniale status som ensidig råvareeksportør.

Magten blev koncentreret i det centrale statsapparat, og en nationalistisk økonomisk politik med protektionisme og omfattende statslig styring og kontrol sigtede mod at opbygge en brasiliansk basisindustri som fx Petrobrás, der i 1953 fik statsmonopol på udvinding og raffinering af olie.

Under sloganet "50 år på 5" fortsatte Juscelino Kubitschek (præsident 1956-1961) industrialiseringspolitikken med høj økonomisk vækst og låntagning i udlandet, og på rekordtid opførtes Brasília, som var hovedstad fra 1960, da Brasilien nåede 70 millioner indbyggere. Jânio Quadros, der var opstillet af højrefløjen for at bryde Vargaslinjen og bekæmpe korruption, blev valgt til præsident i januar 1961 med det hidtil største stemmetal, men trådte overraskende tilbage efter kun syv måneder.

Vicepræsidenten João Goulart, Vargas' ideologiske arvtager, stod for en udpræget venstrepopulistisk linje og måtte i en periode acceptere premierministerstyre for at kunne overtage præsidentposten. De økonomiske og politiske forhold forværredes hastigt. Den 31. marts 1964 tog militæret magten ved et kup.

Brasilien gennemgik et radikalt systemskifte under militærdiktaturet 1964-1985. Med den nationale sikkerhed som begrundelse indførtes en række "institutionelle akter" og to nye forfatninger i 1967 og i 1969 med forhåndscensur, dødsstraf for visse politiske forbrydelser, indirekte valg til alle vigtige poster og ret til for præsidenten at udstede hemmelige dekreter mv.

Kun to politiske partier blev tilladt: et parti for regeringen og et parti for den tolererede del af oppositionen. Udenrigspolitisk lagde Brasilien sig tæt op ad USA, der havde støttet militærkuppet. I 1968 skiftede landet officielt navn til República Federativa do Brasil (Den Føderative Republik Brasilien) og havde da ca. 90 millioner indbyggere.

De politiske omstændigheder gjorde det muligt for militærregimet at sætte fart i den økonomiske udvikling med anderledes drastiske midler. Industriproduktionen øgedes voldsomt, dels ved omfattende statslige investeringer, dels gennem favorable betingelser for tiltrækning af udenlandsk kapital (billige råvarer, lave lønninger og gunstig beskatning), og den rettedes i stigende grad mod eksportmarkederne. Infrastruktur og energiproduktion udbyggedes hastigt, i vid udstrækning finansieret ved låntagning i udlandet, hvilket førte til oparbejdelse af verdens på det tidspunkt største udlandsgæld på 85 milliarder dollar i 1990.

I perioden 1968-1973 steg bruttonationalproduktet årligt med ca. 10 % i "det brasilianske mirakel". Urbaniseringen tog til, således at knap 70 % af befolkningen i 1980 boede i byerne mod ca. 30 % i 1940, og en middelklasse begyndte for alvor at vokse frem. Ejendom og indkomst blev dog yderligere koncentreret, og en forbedring af befolkningsflertallets vilkår udeblev, også betinget af en voldsom vækst i indbyggertallet.

Militærdiktaturets manglende evne til at løse de økonomiske og sociale problemer førte fra 1978 til en gradvis "demokratisk åbning" med politisk amnesti, ophævelse af diktaturets undertrykkelseslovgivning og genindførelse af flerpartisystemet.

Ved det indirekte præsidentvalg i 1985 led militærstyret nederlag til oppositionen, hvis sejrrige kandidat, Tancredo Neves (1910-1985), imidlertid døde umiddelbart inden tiltrædelsen. I stedet blev vicepræsidenten, José Sarney, Brasiliens første civile præsident siden 1964. En grundlovgivende forsamling vedtog i 1988 en ny demokratisk forfatning (Brasiliens ottende) med vidtgående borgerlige rettigheder, fx retten til at strejke.

I 1990 tiltrådte den første folkevalgte præsident i 30 år, Fernando Collor de Mello, med et program for modernisering af Brasilien, bl.a. ved privatisering og mindre protektionisme over for udenlandsk konkurrence, og mod misbrug af offentlige midler. Collor blev i 1992 erstattet af sin vicepræsident, Itamar Franco, efter at være blevet fjernet fra embedet pga. nepotisme og mistanke om medvirken til omfattende korruption, som han dog senere blev frikendt for.

Antiinflationsplanen under præsident Itamar Franco (1992-1995) var hovedårsag til, at dens arkitekt, finansminister Fernando Henrique Cardoso, vandt valget i 1994. Cardoso gik til valg på at ville danne en alliance med både liberale og konservative. Trods skrøbelige koalitioner blev han genvalgt og kom til at sidde i otte år, dog stort set uden at føre den politik, hans lille, socialdemokratiske parti stod for.

Han svigtede bl.a. løftet om jord til 300.000 familier, hvilket var medvirkende til, at den såkaldte De Jordløse Landarbejderes Bevægelse (Movimento dos Trabalhadores Rurais Sem Terra) gennemførte mange jordbesættelser og blev stadig mere militant. Cardosos liberale politik betød, at den borgerlige blok vedblev med at føle sig truet ved valgene af Arbejderpartiets stærke leder, Luíz Inácio da Silva, kendt som "Lula".

I 1999 lod Cardoso realen devaluere endnu en gang; allerede i 2000 var der igen vækst, og i 2001 begyndte ledigheden at falde, men i 2002 blev landet kraftigt berørt af Argentinas krise.

Brasiliens økonomi kom igennem krisen, og fra 2004 var vækstraterne igen pæne især båret frem af stigende globale råvarepriser. I sit fjerde forsøg lykkedes det endelig ved præsidentvalget i 2002 for Arbejderpartiets Lula at sejre, bl.a. pga. en mere midtsøgende retorik end tidligere, men også med løfter om bl.a. jordreformer.

Han tiltrådte i 2003, og hans regering fastholdt den økonomiske fremgang, mens løfterne om jordreformer ikke blev ført ud i livet. Arbejderpartiet blev ramt af en korruptionsskandale i 2005, men det lykkedes Lula at bevare megen af sin folkelige popularitet, og han blev genvalgt som præsident i oktober 2006.

I 2011 blev han afløst af Arbejderpartiets egen kandidat Dilma Rousseff, som derved blev Brasiliens første kvindelige præsident. Hun blev genvalgt i 2015, men blev afsat af parlamentet i 2016. Den formelle årsag var på grund af manipulation med statsbudgettet, men bag afsættelsen af Dilma Rousseff lå også en folkelig og politisk utilfredshed med Arbejderpartiet, som i de foregående år var blevet ramt af en lang række alvorlige korruptionsskandaler. Dilma Rousseff blev afløst af hendes hidtidige vicepræsident Michel Temer, som herefter var præsident valgperioden ud.

I midten af årtiet kom landet ind i en periode med økonomiske problemer og lav vækst, da boomet i råvarepriser fra de foregående år ikke varede ved. Perioden med økonomiske problemer blev yderligere forlænget af den globale krise som følge af Covid-19-pandemien i 2020-2021.

Præsidentvalget i 2018 var præget af, at Lula i mellemtiden var blevet dømt for korruption og fængslet og dermed var forhindret i at stille op. Valget blev vundet af den stærkt højreorienterede politiske outsider Jair Bolsonaro, som blandt andet gik på valg på et opgør mod korruption. Hans præsidentperiode blev præget af covid19-pandemien, hvor Bolsonaro var stærkt skeptisk overfor pandemiens alvorlighed.

Bolsonaro genopstillede til valget i 2022 men tabte til Lula, der nu var blevet frigivet, efter at Højesteret havde annulleret hans domme. Lula startede sin tredje præsidentperiode 1. januar 2023. Tilhængere af Bolsonaro, som ikke anerkendte valgresultatet, stormede kongressen, præsidentpaladset og højesteret i Brasília 8. januar i et forsøg på at få militæret til at gribe magten og afsætte Lula. Kupforsøget mislykkedes dog, da militæret ikke deltog.

• Brasilien
• Sydamerikas historie