Faktaboks

Benløse Kirke
Sogn
Benløse Sogn
Provsti
Ringsted-Sorø Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Ringsted Kommune

I Benløse Kirke skal det fremhæves, at der er bevaret inventar fra middelalderen og renæssancen, og at altertavlen er af dekorationsmaleren Constantin Hansen.

Den ligger centralt i Benløse, som er en mindre by i den nordlige udkant af Ringsted.

Kirkebygningen

Kirken består af et romansk kor og skib. I den gotiske periode omkring år 1500 opførte man et tårn og tilføjede mod syd et sakristi (et præsteværelse) og et våbenhus.

I Benløse Kirke står skibet, koret og tårnet i blank mur med synlige byggematerialer, mens våbenhuset og sakristiet er hvidkalkede. Herover har kirken røde tegltage.

Den romanske kirke

De romanske kirker blev bygget i rundbuet stil, og en del var i natur- og teglsten. I Benløse er det romanske kor og skib dog opført i munkesten omkring 1250, hvorfor kirken er bygget i overgangen mellem de to perioder.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i helt omdannet form, mens norddøren er muret til og delvist ødelagt. Koret har et nu tilmuret tvillingevindue i den østlige gavl, og der har i sydmuren været endnu et romansk vindue. Skibet har haft to vinduer i hver langmur, der nu kun findes som rester i murværket.

Både korets og skibets østlige gavle er glatte og velbevarede. De har i 1860’erne fået fjernet kamtakkerne og fået påmuret glatte kamme med tinder i top og bund. Kun har korets gavl en enkel udsmykning på gavlen af et savskifte, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

Tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Her fik man mulighed for at bygge lettere konstruktioner, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sene gotiske periode omkring år 1500 opførte man på skibets sydside et våbenhus og et sakristi. De er dog begge cementpudsede og hvidtede, så deres oprindelige detaljer for en stor del er ukendelige, men de kan være lidt ældre end tårnet.

Tårnet er bygget op ad skibets vestlige gavl et tårn. Det har på taggavlene et dekorativt system af ornamentale blændinger, og øverst på murene er der mod alle verdenshjørner glamhuller til klokkernes lyd.

Det indre

I kirken står det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede loft. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Inventar i Benløse Kirke

I Benløse Kirke er bænkene i 1900-tallet udskiftet til de nuværende, står med deres lyse træfarve og enkle bemalinger i rød og blå på gavlene. Derudover er inventaret fra flere forskellige perioder med særlig vægt på middelalderen og renæssancen.

Middelalderen

Døbefonten af gotlandsk kalksten er kirkens ældste inventarstykke. Den har en firkløverformet kumme, et rundt skaft og en bred fodplade.

Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den tidlige sengotiske periode omkring 1525. Det hang, som navnet antyder, oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Renæssancen

På alterbordets forside sidder der et panel fra omkring 1600-1625. Det har tre felter med malerier af syndefaldet, korsfæstelsen og Isaks ofring. Gavlsiderne har hver to felter med malede frugtklaser. Farverne står velbevarede direkte på træet.

Prædikestolen fra 1639 har fire fag adskilt af korintiske søjler. Den har i fagene arkader, som er indrammet af barokagtige fladsnit.

Historicismen

Altertavlen er et maleri på lærred af Kristus, som åbenbarer sig for Maria Magdalene. Det er fra 1862 af Constantin Hansen, som blandt andet er berømt for sine dekorationer af vestibulen på Københavns Universitet på Vor Frue Plads. Billedet er oprindelig malet til Pedersborg Kirke, hvorfra det kom til Benløse i 1875.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig