Faktaboks

Bandholm Kirke
Sogn
Bandholm Sogn
Provsti
Maribo Domprovsti
Stift
Lolland-Falsters Stift
Kommune
Lolland Kommune
Bandholm Kirke
Tårnet har ligesom den resterende bygning hjørnelisener, lyse striber i murværket og rundbuede vinduer. Øverst krones tårnet af et ottekantet spir.
Af .
Bandholm Kirke
På billedet ses korets gavl, som har tre rundbuede vinduer, hvoraf det midterste er højere end de flankerende.
Af .

Bandholm Kirke er en sognekirke, der ligger i den vestlige udkant af havnebyen Bandholm på Lollands nordkyst nord for Maribo.

Kirkegården

Kirkegården har en anseelig størrelse, og den er orienteret ud fra kirkens orientering. Omkring kirken er der hække med undtagelse af hjørnet direkte mod øst, hvor hovedindgangen er. Her er leder teglstensmure ind til kvadratiske pavilloner med tegltage af pyramideform på hver side af en køreport med gangbuer.

Kirkebygningen

Bandholm Kirke
I det indre bærer kirken præg af de blanke, røde teglstensmure og loftets konstruktion. I skibet og korsarmene er spær og skråbånd malet i en gråblå farve, mens loftsbrædderne er en knækket hvid. I koret er det omvendt.
Af .

Kirken er et historicistisk bygningsværk inspireret af den romanske og gotiske arkitektur. Den er opført i 1873-1874 efter tegning af arkitekt H. Sibbern (1826-1901), der blandt andet har stået bag adskillige af bygningerne til den nærliggende herregård, Knuthenborg.

Kirkebygningen er udformet som et kors med et skib i midten og korsarme mod sydvest og nordøst. Skibet leder frem til det noget smallere kor. Hertil kommer et kvadratisk tårn ud for skibets nordvestlige gavl og et sakristi på korets sydvestside.

Kirken står i blank mur med synlige, røde teglsten med lyse, horisontale striber på murene og hen over vinduernes øvre stik. Om hjørnerne har kirken svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, og under taget på langmure og gavle løber der rundbuede friser med hængstav. Taggavlene på de to korsarme krones af mindre tinder, og mod sydøst har skibets taggavl en skorstenspibe.

Vinduerne er høje, rundbuede og småsprossede støbejernsvinduer. I skibets langmure er de placeret to og to, så de danner tvillingevinduer indsat i rundbuede murspejle, dvs. de nicher, som vinduerne sidder i. Murspejlene er dekoreret med formsten og pilastre, dvs. halvsøjler, mellem vinduerne. Korets gavl har tre rundbuede vinduer, hvoraf det midterste er højere end de flankerende. Gavlen i den sydvestlige korsarm har vinduer som korets, men også her er de indsat i et rundbuet murspejl.

Tårnet har ligesom den resterende bygning hjørnelisener, lyse striber i murværket og rundbuede vinduer. Murene afsluttes i taggavle med rundbuede friser med hængstav. Øverst krones tårnet af et ottekantet spir.

Kirken har indgang i den nordlige korsarm, der er indrettet til våbenhus.

I det indre bærer kirken præg af de blanke, røde teglstensmure og loftets konstruktion. Det har et højt bræddeloft til hanebåndene med fritliggende spær og markante skråbånd, der er fremhævet med skønvirkedekorationer. I skibet og korsarmene er spær og skråbånd malet i en gråblå farve, mens loftsbrædderne er en knækket hvid. I koret er det omvendt.

Omkring de enorme, rundbuede kor- og tårnbuer er muren malet i knækket hvid, mens hjørnerne mellem skibet og korsarmene er pudset op i en grå puds.

På væggen ind mod våbenhuset er der tre rundbuede formstensbuer malet i den samme knækkede hvide farve som tårn- og korbuen, der også går igen omkring døren ind til sakristiet. Omkring vinduerne der brede smig med lys, grå puds. Murene afsluttes øverst af brede, horisontale, gråpudsede murbånd.

I skibets og korsarmenes gulv er der røde og lysegrå fliser i skaktern. Koret har derimod yderst en bred bræmme af røde fliser og omkring korgitteret er et større, rektangulært felt af fliser dekoreret med franske liljer. De symboliserer i kristendommen renhed, uskyld, Jomfru Maria og treenigheden.

Inventar

Bandholm Kirke
I koret står et fritstående alterbord med en syvarmet lysestage. Som alterprydelse bruges korets gavlvinduer med tre store glasmalerier, hvoraf det midterste forestiller nadverens indstiftelse.
Af .

I koret står et fritstående alterbord med en syvarmet lysestage. Som alterprydelse bruges korets gavlvinduer med tre store glasmalerier, hvoraf det midterste forestiller nadverens indstiftelse. Over det midterste vindue er der et krucifiks, der angiveligt er samtidigt med kirkens resterende indrettelse. Det er af samme type, som de store korbuekrucifikser, man finder i mange af områdets ældre kirker. De hang traditionelt på triumfmuren over korbuen.

Døbefonten er ottekantet, og den er lavet af bemalet træ.

Prædikestolen står i skibets sydlige hjørne ind mod sakristiet, hvorfra der er adgang til stolen. Den er opbygget i relativt prunkløse fag med arkader. I arkaden mod skibets midte er der et reliefskåret korset kors, og på hjørnerne er der lister, som giver mindelser om hjørnesøjler på områdets ældre prædikestole. Hjørnelisterne i rødt og guld holder i toppen en baldakinagtig frise, som efterligner de rundbuede friser på kirkens ydermure. Prædikestolen bæres af en ottekantet søjle.

I kirkens tårnrum er der indrettet et pulpitur, dvs. et ophøjet galleri til kirkegængere eller sangere. Nedenunder står orglet. Der er ligeledes et pulpitur over indgangspartiet i den nordøstlige korsarm.

Kirkens bænke er prunkløse bænke med åbne rygge. Bænkene afsluttes yderst af armlæn. De er malet i lyse grå nuancer.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig