Aunslev Kirke er en fint bevaret romansk kirke med større til- og ombygninger fra den gotiske periode, der vidner om senmiddelalderens nye smag og behov til kirken. Desuden er der i kirken bevaret et fornemt ældre inventar med genstande fra middelalderen, renæssancen og barokken, hvor særligt den barokke altertavle skal fremhæves.

Kirken ligger med marker til alle sider lige vest for Avnslev og Nederby næsten midtvejs mellem Nyborg og Odense.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den gotiske periode forlængede man koret, opførte våbenhuset på skibets nordside og byggede det tværvendte tårn mod vest.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Norddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens syddøren er muret til.

Både korets og skibets nordre langmure har dekorationer typiske for den romanske periode med svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, og savskifter, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode udbyggede man koret mod øst med støttepiller og østvindue, der senere blev muret til. Desuden byggede man våbenhuset på skibets nordside og opførte tårnet ud for skibets vestlige gavl, hvis rygning går på tværs af skibets længderetning.

Tilbygningerne har alle gotiske dekorationer med kamtakker, små tinder, savskifter og blændinger i forskellige konstellationer.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Inventar i Aunslev Kirke

I Aunslev Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt den ældre tid før 1700 er vel repræsenteret.

Middelalderens inventar

Foran korbuen står der i skibet en romansk døbefont af granit. Den har om toppen af kummen en konkav fordybning og herunder en konveks.

Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den gotiske periode begyndelsen af 1400-tallet. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Renæssances inventar

Prædikestolen fra 1573 er udført i renæssancestil. Den har i fagene arkader med maleriede figurer. På hjørnerne er der pilastre, dvs. halvsøjler, med kanellurer og høje, dekorative bånd om bunden.

Barokkens inventar

Altertavlen fra omkring 1650 er angiveligt skåret af Anders Mortensen i Odense. Den har en arkitektonisk opbygning med store svungne søjler, der bærer en knækket gesims med en overdel. På siderne står der engle i helfigur og på toppen en statue af Kristus. I midten af altertavlen er der et maleri af Kristus i Getsemane Have, som er en kopi efter et værk af C.W. Eckersberg.

Der er desuden fire barokke træfigurer af evangelisterne opsat i kirken, bl.a. to flankerende korbuekrucifikset.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig