Faktaboks

Anders Dreyer

Anders Laustrup Dreyer

Født
2. maj 1998

Anders Dreyer er en dansk fodboldspiller, der spiller for den belgiske klub RSC Anderlecht. Han har desuden spillet tre landskampe for Danmark (pr. 26. marts 2024).

Anders Dreyers klubkarriere

Anders Dreyer

Anders Dreyer i en kamp for Anderlecht den 23. december 2023.

Anders Dreyer
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Anders Dreyer startede sin seniorkarriere i Esbjerg og fik i 2017 debut på klubbens førstehold, hvor han hurtigt udviklede sig til en særdeles målfarlig angriber. Med 18 mål i den efterfølgende sæson – der gjorde ham til topscorer i 1. division – var han således en stærkt medvirkende årsag til, at Esbjerg kunne rykke op i Superligaen i 2018.

Flere udenlandske klubber havde nu fået øje på Dreyer, og samme år blev han solgt til den engelske klub Brighton. I 2019 var han udlejet til St. Mirren i Skotland og herefter til Heerenveen i Holland, inden han i januar 2020 vendte tilbage til dansk fodbold og FC Midtjylland. Her var han med til at vinde det danske mesterskab i 2020, før turen i 2021 atter gik til udlandet, denne gang til FC Rubin Kazan i Rusland, hvor han i sin debutkamp scorede hattrick.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 vendte Anders Dreyer tilbage til FC Midtjylland, som han samme år blev pokalmester med; i januar 2023 skrev han kontrakt med Anderlecht. Efter 21 mål i sæsonen 2023/2024 blev han kåret til årets spiller i klubben.

Klubber

  • Esbjerg (2016-2018)
  • Brighton (2018-2020)
  • St. Mirren (2019, udlejet fra Brighton)
  • SC Heerenveen (2019-2020, udlejet fra Brighton)
  • FC Midtjylland (2020-2021)
  • Rubin Kazan (2021-2022)
  • FC Midtjylland (2022-2023)
  • Anderlecht (2023-)

Titler

  • Dansk mester med FC Midtjylland i 2020
  • Dansk pokalvinder med FC Midtjylland i 2022

Anders Dreyer på landsholdet

Anders Dreyer debuterede på A-landsholdet i en VM-kvalifikationskamp mod Færøerne den 12. november 2021. Han fik en enkelt kamp mere i 2021, men måtte herefter vente til 2024 med sin tredje landskamp. Efter en række gode præsentationer i Anderlecht blev han udtaget til Danmarks trup til EM 2024; han kom dog ikke på banen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig