Faktaboks

Amy Coney Barrett
Født
28. januar 1972, New Orleans, Louisiana, USA
Amy Coney Barrett, 2022
Af //Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Amy Coney Barrett er en af ni nuværende dommere ved USA’s højesteret. Hun læste bachelordelen af sin uddannelse på Rhodes College og blev derefter uddannet som jurist fra Notre Dame Law School i 1997.

Barrett har bl.a. arbejdet som advokatfuldmægtig for dommer Antonin Scalia ved højesteretten og som professor i jura ved Notre Dame Law School frem til 2017, hvorefter hun blev udnævnt som dommer ved den amerikanske appeldomstol for Illinois, Indiana og Wisconsin.

Amy Coney Barrett udpeget i 2020

Præsident Donald Trump nominerede Barrett som dommer til USA’s højesteret efter, at højesteretsdommeren og det feministiske ikon Ruth Bader Ginsburg døde kort før præsidentvalget i 2020.

Undervejs i udnævnelsesprocessen blev det fremhævet af republikanere i Senatet, at Barrett var en passende kandidat til at overtage pladsen, bl.a. fordi hun var en kvinde ligesom Ginsburg. Barrett er dog blevet beskrevet som en protegé af den tidligere højesteretsdommer og konservative ikon Antonin Scalia. Dermed repræsenterer Barrett en mere konservativ tilgang til amerikansk lovgivning, end hvad Ginsburg stod for. Barretts udnævnelse har således også trukket hele den amerikanske højesteret i en mere konservativ retning.

En støtte for Trump?

På grund af Donald Trumps trusler om, at han ikke ville acceptere et valgnederlag i 2020, spurgte den demokratiske senator Dianne Feinstein under høringerne, om Barrett ville trække sig fra eventuelle sager om præsidentvalget, der kunne finde sted kort tid efter hendes indsættelse. Barrett valgte ikke at svare direkte på dette og andre spørgsmål om, hvordan hun ville stemme om specifikke afgørelser, som fx Roe v. Wade.

Barrett understregede dog, at hvis hun blev godkendt som højesteretsdommer, ville hun ikke være loyal over for andre end loven.

52 stemmer for og 48 stemmer imod

Barrett blev godkendt som højesteretsdommer otte dage før præsidentvalget i 2020 med 52 stemmer for og 48 stemmer imod. For første gang siden 1870 var der ikke en eneste fra mindretalspartiet, i dette tilfælde demokraterne, der stemte for den nominerede dommer. Barrett begyndte sit arbejde i højesteret den 27. oktober 2020.

Arvtager til Antonin Scalia

Barrett har udtalt, at hendes juridiske filosofi ligger sig i sporet af den tidligere højesteretsdommer Antonin Scalia. Det indikerer, at Barrett hælder til ‘originalisme’ i sin tolkning af USA's forfatning, så teksten skal forstås ud fra tiden, den blev skrevet i, fremfor samtidens holdninger.

I sin tid som højesteretsdommer har Barrett bl.a. været med til at underkende afgørelsen Roe v. Wade i 2022.

Læs mere i Den Store Danske:

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig