Aigues-Mortes

I middelalderen havde kongeriget Frankrig ingen havnebyer ud til Middelhavet, og Ludvig 9. den Hellige ønskede at drage på korstog. Muligheden for at sejle mandskab, heste og udstyr til korstogene var meget attraktiv i forhold til en lang tur over land.

Det fik kongen til at anlægge havnebyen Aigues-Mortes. Herfra startede han to korstog, et i 1248 mod Egypten og et i 1270 mod sultanatet Tunesien. I 1278 fik byen monopol på al handel til søs ind og ud af Frankrig, og det varede til Provence blev indlemmet i Frankrig i 1486.

Filip 4. den Smukke førte proces mod en gruppe tempelriddere. I november 1307 blev disse 45 tempelriddere indespærret i Tour de Constance (Constance-tårnet). I de følgende århundreder fik byen central betydning for den franske middelhavshandel og som en fæstning. Efter at Provence var blevet en del af Frankrig blev betydningen mindre.

Religionskrigene i 1500- og 1600-tallet nåede også byen, hvor en protestantisk præst blev hængt i 1560. Kort efter Bartolomæusnatten (24. august 1572) sprængte huguenotter fra det omkringliggende område byportene i luften, gik til angreb på kirker og klostre. Beaulieuediktet, der afsluttede den femte religionskrig i 1576, udpegede Aigues-Mortes som et af de otte sikkerhedssteder for calvinisterne.

Ved freden i Alés i 1629 kom Aigues-Mortes igen under katolsk overherredømme, og med tilbagekaldelsen af Nantesediktet i 1685 kunne byens protestanter erklære sig som katolikker eller flygte.

Da saltindvindingen tog fart i industriel skala fra midten af 1800-tallet fik Aigues-Mortes igen betydning.

Området er også kendt for de små sorte tyre, der bruges til den lokale tyrefægtning, og de hvide heste, hvor nogle er vilde og andre tæmmede. Ved denne form for tyrefægtning bliver tyren ikke slået ihjel. En gruppe mænd samler point ved at få fat i bånd, der sidder på tyrens hoved og horn. Det er dog ikke ufarligt for deltagerne. En tyr bruges kun et begrænset antal gange om året og lever ellers livet i det fri. Tyrefægtningerne finder blandt andet sted på arenaer i området, kaldet Plan des Théâtres.

Hvert år, i den anden uge af oktober, fejres afslutningen af druehøsten og saltindvindingen med en folkefest, der også omfatter tyreløb igennem byen.

I 1856 blev virksomheden Renouard et Cie etableret i Aigues-Mortes for at drive saltindvinding i industriel skala ved at udnytte Peccais-marsken til produktion af Camargue-salt.

Den fusionerede med andre saltvirksomheder i 1868 og skiftede navn til Compagnie des Salins du Midi (i dag Groupe Salin). Det markerede en vækst af saltindvinding, der bredte sig i hele Camargue-området. I 1995 blev helheden af produktionsstedet, administrations- og boligbygningerne anerkendt som kulturarv.

En trist begivenhed har også indskrevet sig i saltindvindingens historie, nemlig massakren på italienske arbejdere, ansat hos til Compagnie des Salins du Midi, i Aigues-Mortes den 16. og 17. august 1893 begået af landsbyboere og franske arbejdere.

Mellem 10 (officielt 8) og 150 (ifølge den italienske presse) blev dræbt og alvorligt skadet som ofre for tæsk med stokke, drukning og skud. Årsagen var en konflikt, der opstod mellem italienske sæsonarbejdere og lokale arbejdere, der var blevet sat sammen i arbejdshold. Der opstod slagsmål, som eskalerede og endte fatalt. Det fulgtes af en meget stor juridisk skandale, fordi ingen blev dømt.