Aigues-Mortes set fra luften
Af //Shutterstock/Ritzau Scanpix.
Aigues-Mortes
Af .

Aigues-Mortes er en by og kommune i marskområdet Petite Camargue med 8685 indbyggere (2021). Byen ligger ud til havet i departementet Gard i regionen Occitanie, cirka 35 km sydvest for Nîmes og cirka 30 km øst for Montpellier. Kommunen har været i vækst siden 1982, hvor den kun havde 4472 indbyggere.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Aigues-Mortes er fra latin aquæ mortuæ 'de døde vande'.

Byen blev grundlagt af Ludvig 9. den Hellige omkring 1240. Han ønskede en havneby ud til Middelhavet. Den er grundlagt som en fæstningsby med høje og brede mure og dobbelte porttårne omkring den helt rektangulære by. De efterfølgende regenter fortsatte udbygningen af havnen og befæstningen. Hermed konsoliderede byen sin strategiske position og betydning. Mure, byplan og gadenet er intakte.

Dette, sammen med placeringen i det unikke naturområde, Camargue, gør byen og dens omgivelser et attraktivt turistmål. Sammen med turisme er saltindvinding, fiskeri og vinproduktion de vigtigste aktiviteter i området.

Aigues-Mortes' historie

Siden forhistorisk tid har der været saltindvinding af havvand i dette marskområde, og det blev sat i system af romerne. I 791 byggede Karl den Store Matafère-tårnet midt i marsken for at beskytte fiskere og saltarbejdere. Fra tårnet kunne man også slå alarm helt til Nîmes, hvis der skulle dukke en fjendtlig flåde op. Karl den Store overlod senere tårnet til Benediktinerordenen, som udgangspunkt for et kloster. Munkenes uophørlige sang gjorde, at det fik navnet "Psalmodi”.

Korstoge og handel

Ludvig 9. den Hellige på korstog

I middelalderen havde kongeriget Frankrig ingen havnebyer ud til Middelhavet, og Ludvig 9. den Hellige ønskede at drage på korstog. Muligheden for at sejle mandskab, heste og udstyr til korstogene var meget attraktiv i forhold til en lang tur over land.

Det fik kongen til at anlægge havnebyen Aigues-Mortes. Herfra startede han to korstog, et i 1248 mod Ægypten og et i 1270 mod sultanatet Tunesien. I 1278 fik byen monopol på al handel til søs ind og ud af Frankrig, og det varede til Provence blev indlemmet i Frankrig i 1486.

Filip 4. den Smukke førte proces mod en gruppe tempelriddere. I november 1307 blev disse 45 tempelriddere indespærret i Tour de Constance (Constance-tårnet). I de følgende århundreder fik byen central betydning for den franske middelhavshandel og som en fæstning. Efter at Provence var blevet en del af Frankrig blev betydningen mindre.

Religionskrigene

Aigues-Mortes har en velbevaret bymur.

.

Religionskrigene i 1500- og 1600-tallet nåede også byen, hvor en protestantisk præst blev hængt i 1560. Kort efter Bartolomæusnatten (24. august 1572) sprængte huguenotter fra det omkringliggende område byportene i luften, gik til angreb på kirker og klostre. Beaulieuediktet, der afsluttede den femte religionskrig i 1576, udpegede Aigues-Mortes som et af de otte sikkerhedssteder for calvinisterne.

Ved freden i Alés i 1629 kom Aigues-Mortes igen under katolsk overherredømme, og med tilbagekaldelsen af Nantesediktet i 1685 kunne byens protestanter erklære sig som katolikker eller flygte.

Da saltindvindingen tog fart i industriel skala fra midten af 1800-tallet fik Aigues-Mortes igen betydning.

Natur og kultur

Flamingoer
Af .

Området er en del af Rhônedeltaet (Camargue), der er et af Europas største vådområder. I 1977 blev det anerkendt af UNESCO som biosfæreområde, det vil sige et helt unikt naturområde. Det indbefatter tre Natura 2000-områder, naturområder af særlig økologisk interesse (“Petite Camargue”, “Mauguio-étang” og “Petite Camargue laguno-marine”), samt fire beskyttede områder. Flora og fauna er helt unik i området.

I hele området har fuglene én af deres meget vigtige rastepladser på turene mellem Europa og Afrika. Heriblandt er de store kolonier af flamingoer.

Tyrefægtning

Området er også kendt for de små sorte tyre, der bruges til den lokale tyrefægtning, og de hvide heste, hvor nogle er vilde og andre tæmmede. Ved denne form for tyrefægtning bliver tyren ikke slået ihjel. En gruppe mænd samler point ved at få fat bånd, der sidder på tyrens hoved og horn. Det er ikke dog ufarligt for deltagerne. En tyr bruges kun et begrænset antal gange om året og lever ellers livet i det fri. Tyrefægtningerne finder blandt andet sted på arenaer i området, kaldet Plan des Théâtres.

Hvert år, i den anden uge af oktober, fejres afslutningen af druehøsten og saltindvindingen med en folkefest, der også omfatter tyreløb igennem byen.

Saltindvinding

Saltudvinding, Aigues-Mortes
Af //Shutterstock/Ritzau Scanpix.
Massakren på de italienske arbejdere i 1893

Her har været saltindvindingen fra havvand fra forhistorisk tid uden at det har efterladt sig større arkæologiske fund, da disse må forventes at være blevet ødelagt af senere tiders saltværker. En mere systematisk indvinding tilskriver en romer ved navn Peccius, som har givet navn til Peccais-marsken. I middelalderen overgik produktionen til klosteret Psalmodie (l'abbaye de Psalmodie), der havde stor indflydelse på Aigues-Mortes og den lokale økonomi med fiskeri og saltværker.

Produktion af Camargue-salt

I 1856 blev virksomheden Renouard et Cie etableret i Aigues-Mortes for at drive saltindvinding i industriel skala ved at udnytte Peccais-marsken til produktion af Camargue-salt.

Den fusionerede med andre saltvirksomheder i 1868 og skiftede navn til Compagnie des Salins du Midi (i dag Groupe Salin). Det markerede en vækst af saltindvinding, der bredte sig i hele Camarque-området. I 1995 blev helheden af produktionsstedet, administrations- og boligbygningerne anerkendt som kulturarv.

Massakren på italienske arbejdere

En trist begivenhed har også indskrevet sig i saltindvindingens historie, nemlig massakren på italienske arbejdere, ansat hos til Compagnie des Salins du Midi, i Aigues-Mortes den 16. og 17. august 1893 begået af landsbyboere og franske arbejdere.

Mellem 10 (officielt 8) og 150 (ifølge den italienske presse) blev dræbt og alvorligt skadede som ofre for tæsk med stokke, drukning og skud. Årsagen var en konflikt, der opstod mellem italienske sæsonarbejdere og lokale arbejdere, der var blevet sat sammen i arbejdshold. Der opstod slagsmål, som eskalerede og endte fatalt. Det fulgtes af en meget stor juridisk skandale, fordi ingen blev dømt.

Samfundsforhold

Området er præget af turisme og saltproduktionen, og det afspejler sig i beskæftigelsen, hvor over halvdelen af indbyggerne er arbejder inden for handel, service og transport og knap 10% i industrien. Arbejdsløsheden er godt 10%, og andelen af indbyggere over 60 år er cirka en tredjedel (2020).

Man dyrker vin, ris og frugt samt opdrætter Camargue-tyre og Camargue-heste i området.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig