3 Falke Bio's facadeskilt, 1982
3 Falke Bio facadeskilt
3 Falke Bio's facadeskilt, 1982
Licens: CC BY NC SA 3.0

3 Falke Bio var en biograf på Frederiksberg i København, der var i drift fra 1958 til 1980. 3 Falke Bio var den første skandinaviske biograf, der kunne vise film i Todd-AO 70 mm-formatet, og den blev anset for at være Danmarks bedste biograf.

3 Falke Bio havde et meget stort, buet lærred og amfiteatralsk stoleopsætning. Arkitekt Ole Hagen tegnede biografen som en central del af Falkoner Centret og indrettede den med den nyeste fremvisningsteknik fra USA. I 1959 tegnede han også Kinopalæet, Danmarks eneste Cinerama-biograf.

Biografens navn refererede til de tre falke i Frederiksberg Kommunes byvåben, men det var ikke kun Frederiksbergborgernes biograf, for i de første mange år kom publikum fra hele landet for at se film i Todd-AO-formatet.

Åbning af 3 Falke Bio

3 Falke Bio's fortæppe, 1982
3 Falke Bio's fortæppe
3 Falke Bio's fortæppe, 1982
Licens: CC BY NC SA 3.0

3 Falke Bio åbnede for publikum den 24. oktober 1958 med Joshua Logan's musical South Pacific. Dagen inden, torsdag den 23. oktober 1958, blev biografen kl. 19.30 officielt indviet for pressen og mange fine gæster. En halv snes Hawaiipiger bekransede gæsterne, som bl.a. talte forhenværende statsminister Erik Eriksen, arveprinsesse Caroline Mathilde og hendes to børn prinsesse Elisabeth og prins Ingolf, justitsminister Hans Hækkerup, størstedelen af Venstres folketingsgruppe, de nordiske landes ambassadører, Frederiksbergs borgmester A. Stæhr Johansen, Kommunalbestyrelsen, direktør Svend Nygren fra Fox Film A/S, politiker Niels Anker Kofoed og konsul Alexander Christiani.

Den første film i den nye biograf, South Pacific, blev vist i Todd-AO-formatet. South Pacific gjorde så stort et indtryk på publikum, at den blev vist i sammenlagt fire år. Første spilleperiode gik frem til marts 1960 (72 uger), og anden spilleperiode begyndte i december 1960 og sluttede først i februar 1963 (112½ uge). Kun én gang tidligere havde man hørt om en film, der kunne køre i så lang tid, nemlig Landevejskroen med Edvard Persson, der blev vist i 78 uger, fra 11. april 1940 til 7. oktober 1941 i Nørreport Bio under 2. Verdenskrig.

3 Falke Bio annoncerede for South Pacific og Todd-AO på Sjælland, Fyn og i Jylland, og turistbusser fragtede publikum fra alle dele af landet, så de kunne se den sensationelle flim.

Demonstrationsfilmen "The Miracle of Todd-AO"

Gentegning af af officielt Todd-AO logo fra 1955
Officielt Todd-AO logo fra 1955
Gentegning af af officielt Todd-AO logo fra 1955

Som forfilm til South Pacific blev der vist en Todd-AO-kortfilm, der demonstrerede mulighederne med Todd-AO's specielle 128° "Bugye"-objektiv. Objektivet gav publikum en fornemmelse af "at være der selv" eller en realistisk illusion af virkeligheden; en såkaldt "first-person experience". Filmen gjorde et stort indtryk på publikum. Det kildede i maven at sidde i forreste vogn i rutsjebanen på det kæmpestore buede lærred, og i folkemunde kom filmen til at hedde "Rutsjebaneturen".

3 Falke Bios succes og publikumstilbagegang

I 1958 fik LOF (Liberalt Oplysnings Forbund) tildelt bevillingen til biografen. LOF ansatte August Andersen, der fungerede som direktør frem til sin pension i 1977. Herefter blev driften overtaget af Lademann-koncernen (1977-1978), Henrik Sandberg (1978-1980), Per Hauberg (1980-1981) og til sidst Louis Jubelsky (1981-1982).

De første 12 år gik rigtigt godt for 3 Falke Bio. Takket være gode film og et trofast publikum var 3 Falke Bio en stor succes. Mange populære film have Danmarkspremiere i 3 Falke Bio i 70 mm med sekssporet stereofonisk magnetlyd. Den typiske spilletid var en daglig aftenforestilling kl. 19.30, og i weekenderne desuden kl. 16. I børnenes efterårsferie i perioden 1960–1976 blev der vist Walt Disney tegnefilm om eftermiddagen og uddelt Anders And-blade.

I de følgende 12 år fra 1970 til lukningen i 1982, faldt publikummet langsomt fra. Nogle film blev taget af efter kun to-tre uger hvilket var usædvanligt på den tid. Kun meget få film blev vist længere end tre måneder, og kun seks film spillede mere end seks måneder på 3 Falke Bio i 1970'erne:

  • The Godfather (ni måneder)
  • Den Store Gatsby (fem måneder)
  • Hello, Dolly!, Kellys helte og Jordskælv (alle fire måneder)
  • Nærkontakt af tredje grad (tre måneder)

En generel publikumstilbagegang, som påvirkede alle de københavnske biografer, betød, at omkring 20-25 ældre Københavnerbiografer lukkede i perioden 1970–1982. Biografoplevelen blev erstattet af en ny type biograf: Multibiografen, en biograf med flere sale.

Den 14. december 1982 var det slut for 3 Falke Bio. Den sidste film på det store lærred var Stanley Kubrick's Spartacus. Biograflokalet blev senere bygget om flere gange, og er blevet anvendt som teaterscene siden 1983.

Lærred, sal og kinoteknik i 3 Falke Bio

Da 3 Falke Bio åbnede i 1958, var den en både moderne og stor biograf med 1000 siddepladser.

Danmarks største lærred

3 Falke Bio's Todd-AO lærred, 1982
3 Falke Bio's Todd-AO lærred
3 Falke Bio's Todd-AO lærred, 1982
Licens: CC BY NC SA 3.0

3 Falke Bio var meget moderne i 1958 med det gigantiske buede væg-til-væg og gulv-til-loft-lærred. Det var en biografdesignfilosofi, der blev udviklet udviklet af Cinerama Inc. og Todd-AO Corporation i starten af 1950'erne. Det var det største biograflærred, der endnu var installeret i en dansk biograf, og de imponerende dimensioner var 17,6 x 8 meter ifølge Berlingske Tidende den 17. oktober 1958. Det krummede stærkt med en pilhøjde på 2,7 m, og det havde en speciel lysspredende overflade af imiteret fiskeskæl og perlemor. Der var to fortæpper. Et gult, der fulgte forkanten af scenen, og et lysegråt, der var det traditionelle foran lærredet. Fortæpperne forsvandt ud bag væggen, når de gik fra. Det gule tæppe blev hovedsageligt brugt i pauserne.

Biografsalen

3 Falke Bio, 1982

3 Falke Bio

3 Falke Bio, 1982
Licens: CC BY NC SA 3.0

3 Falke Bio var opbygget som et amfiteater med 28 rækker. Alle rækker var buede, således at alle havde det bedst mulige udsyn imod lærredet. Biografrummet bestod af 1000 pladser, heraf 64 sofapladser plus 2 kontrollørsæder. 1/3 af pladserne var på de 11 første rækker på det stærkt skrånende gulv. Bagerste række på gulvet var sofarække med god benplads. Dernæst kom terrassen med en sofarække ca. 2 meter over gulvniveau. De efterfølgende 16 rækker, med 2/3 af pladserne, hævede sig i en kraftig stigning op bagerst i biografen.

Stolene blev leveret fra Odense Stole- og Møbelfabrik. En af disse pladser blev landskendt, da "formand" Simon Spies købte en plads til sin stok. En pudsighed, han også anvendte i Det Kongelige Teater.

3 Falke Bio var ikke den største biograf i Danmark hvad angår siddepladser. Følgende Københavnske biografer havde flere pladser i 1958:

  • Nora (1184 pladser)
  • Palladium (1347 pladser)
  • Palads Teatret (1549 pladser)
  • Saga (1692 pladser)
  • World Cinema (1575 pladser)

Kinoteknik

3 Falke Bio operatørrum med to Philips DP70
3 Falke Bio operatørrum med to Philips DP70
3 Falke Bio operatørrum med to Philips DP70
Licens: CC BY NC SA 3.0

Philips og Bang & Olufsen stod for den tekniske installation. Kinomaskinerne var de første af typen i Danmark, nemlig den Oscarvindende Todd-AO DP70 kinomaskine udviklet af Philips i Holland. Lyden blev forstærket af en sekskanals BOFA V60-rørforstærker udviklet af Bang & Olufsen i Struer. Bag lærredet sad der fem sæt baffelhøjttalere, og rundt i biografen sad der 36 effekthøjttalere gemt bag asbestolux-vægpanelerne. Lydkvaliteten var overvældende god, skrev datidens aviser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig