Artikelstart
Philips, hollandsk elektronikkoncern, stiftet i 1891 som Philips' Gloeilampenfabrieken af Frederik Philips (1830-1900) og hans søn Gerard Philips (1858-1942). Philips påbegyndte en produktion af kulbuelamper og hurtigt derefter også af glødelamper, og virksomheden har etablereret produktionsvirksomheder og salgsselskaber i Europa og Amerika; koncernen er repræsenteret i over 100 lande.
Kerneområderne er belysning, audio- og videoudstyr, elektroniske delkomponenter, integrerede kredsløb, halvledere, tele- og informationsteknologi, apparater til husholdningen og den personlige pleje samt hospitalsudstyr. Derudover har Philips interesser i film- og musikindustrien (Universal Studios og PolyGram).
Philips har gennem årene satset bevidst på forskning og udvikling af patenter og nye produkter, og koncernen har lanceret flere betydelige nyskabelser, fx kassettebåndet i 1963 og cd'en i 1983 (i samarbejde med Sony).
Koncernen har hovedsæde i Amsterdam og ejede indtil 1999 fodboldholdet PSV Eindhoven. Philips havde i 2013 en omsætning på 23 mia. euro og 115.000 ansatte.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.