Langeland, 52 km lang og 5-10 km bred ø sydøst for Fyn; 284 km2, 12.384 indb. (2017). Langeland har fast forbindelse til Tåsinge og herfra til Fyn.
Faktaboks
- Etymologi
- Navnet Langeland kendes fra slutningen af 800-t. som Langaland 'det lange land'.
Der er færgeforbindelser fra Spodsbjerg til Tårs på Lolland, fra Rudkøbing til Marstal og Strynø samt tidligere fra Bagenkop til Kiel.
Øen består af et bølget bundmorænelandskab med over 1000 enkeltbakker, kaldet hatformede bakker, der ligger i parallelle strøg i øens længderetning, og som hæver sig op til 10-30 m over det omgivende terræn. Øens højeste punkt (46 m.o.h.) ligger lige nord for Tryggelev.
Kystlinjen er 140 km lang, og kysttyperne veksler mellem lerede klinter, strandenge og strandsøer. En del af strandsøerne er inddæmmet og tørlagt. Mens østkysten er en udligningskyst med unge sandaflejringer, er den bugtede, læprægede vestkyst præget af morænelandskabet.
Ristinge Klint består af skråtstillede lag fra næstsidste istid (Saale-istiden), Eem-mellemistiden og sidste istid (Weichsel-istiden) og er en søgt geologisk lokalitet, der blev fredet i 1987. Det frugtbare landskab præges også af mange småskove.
Tidligere sagde man, at Langeland rummer "15 møller, 15 -bøller og 15 kirkesogne" (se -bølle); antallet af sogne er i dag forøget til 17, men udsagnet rummer det centrale, at bebyggelsen ligger tæt, både de mange smålandsbyer og de spredtliggende gårde, hvoraf de største er Tranekær, Egelykke og Skovsgård. Den eneste større by er Rudkøbing, som også er administrationscentrum for Langeland Kommune.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.