Hatformet bakke
Hatformede bakker ved Nordenbro på det sydlige Langeland.
Hatformet bakke
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

En hatformet bakke er en rundagtig bakke i et morænelandskab.

Faktaboks

Også kendt som

hatbakke, engelsk: dislocated kame

Hatformede bakker dannes i bræmmer af dødis langs gletsjerens rand. I lavninger i dødisen dannes smeltevandssøer, ofte i rækker langs isranden, hvor der aflejres materiale, der veksler mellem groft grus (afsat af strømmende vand) og finkornet sand og ler (afsat i nærmest stillestående vand); stedvis forekommer usorterede partier, afsat af skred fra dødisen.

Kommer der en kuldeperiode, så gletsjeren rykker frem, vil lagene blive forstyrret (drejet, foldet osv.), men dødisen omkring søerne vil beskytte lagbakkerne mod udtværing. Efter isens forsvinden ligger de tilbage som enkeltliggende bakker.

Langeland, Samsø og Sejerø og egnen omkring Korsør og Skælskør domineres af tusinder af sådanne bakker i mange km lange rækker, der angiver isens randzone.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig