Langeland Kommune

Langelands overflade blev dannet i istidens sidste periode, da to gletsjere trængte frem mod vest fra Østersøen. Den sydligste dannede det senere Lillebælt, og på sin vej pressede den de frosne bundlag i Ristinge Klint på sydvestkysten af Langeland mere end 30 m i vejret på en måde, der bedst kan sammenlignes med en bunke spillekort. Den anden gletsjer, Storebæltgletsjeren, stødte på det centrale Fyn mod et dødisområde, og i dens tilbagesmeltningsfase gjorde den et nyt fremstød, hvorunder isranden stod fra Korsør og hele vejen ned langs midten af Langeland fra Hov til Bagenkop. Langs isranden blev der i søer på isens overflade afsat grus, sand og ler, og da isen smeltede, stod disse aflejringer tilbage som hatformede bakker. Der blev afsat mere end 2000 sådanne små enkeltliggende hatformede bakker af lagdelt grus og moræneler på Langeland i syv kæder på langs af øen. De er med til at skabe et helt unikt landskabsbillede, der især er markant på vestkysten mellem Lindelse Nor og Bagenkop og på østsiden mellem Tryggelev og Fodslette. Særligt imponerende er Fakkebjerg (37 m.o.h.) tæt ved Gulstav på sydspidsen af øen.

Langeland har en kyststrækning på 140 km, så der er aldrig langt til stranden. Østkysten og den nordlige del af vestkysten er typiske udligningskyster, mens vestkysten syd for Rudkøbing oprindeligt havde mange vige og bugter og udbredte strandenge; ved en række inddæmninger i 1800-t. og 1900-t. blev der indvundet store landbrugsarealer som f.eks. Magleby Nor, hvor der blev bygget lange diger i 1860'erne. Før inddæmningen afskar Noret næsten helt forbindelsen fra Rudkøbing til sydenden af Langeland. Bevaret er dog stadigvæk strandsøen Keldsnor på sydspidsen. I det indre af øen er der store moser især omkring Tranekær.

Lige ved Keldsnor ligger Gulstavskovene, der hvor for sig er gode eksempler på stævningsskov. Longelse Bondegårdsskov er en af landets få naturskove, der har bevaret sit urskovspræg; den består af flere hundrede år gamle træer, hvorfor der er en alsidig flora og et rigt fugleliv. Der har ikke været forstmæssig drift i skoven siden 1970. I dens vestlige del er der højryggede agre fra marker, der blev opgivet efter svenskekrigene. Skoven har været fredet siden 1940 og ejes af Danmarks Naturfond, men er tilgængelig for alle. I de frodige bøge- og egeskove ved Lohals på Nordlangeland findes tilsvarende spor af marker fra jernalderen, de såkaldte digevoldinger, især i Østre Stigtehave.

Skovsgaard Gods ejes af Danmarks Naturfond og drives som økologisk landbrug med en stor besætning af malkekøer. Godsets skove drives under størst mulig hensyn til den naturlige flora og fauna, og den traditionelle stævning af hassel og eg fortsættes. I Konabbe skov er der en stor skibssætning.

Herregårdslandskabet omkring Tranekær er særdeles velbevaret med slottet som centrum for flere alléer, der fører til landsbyen Tranekær, skovene og de vidtstrakte hovedgårdsmarker, hvor der findes træbevoksede hatformede bakker. Tranekær blev bygget i 1100-t. som en stærkt befæstet rigsborg med bygninger af træ. I 1200-t. blev der bygget en borg af teglsten med et stort tårn og en boligfløj, der stadigvæk er bevaret, samt en høj ringmur. Tranekær var centrum for et kongeligt len, der omfattede hele Langeland, men efter svenskekrigene blev krongodset solgt; i 1672 blev godset under Frederik Ahlefeldt ophævet til et grevskab, der omfattede størstedelen af Langeland med 447 fæstegårde og 688 huse, en del møller og samtlige 14 landsbykirker på øen. Den nuværende hovedbygning er resultatet af en hårdhændet restaurering og ombygning 1859-65. Samtidig blev parken fra at have været en barokhave omlagt i engelsk stil. Ved lensafløsningen i 1919 afstod grevskabet betydelige dele af godset, der blev anvendt til store udstykninger til husmandsbrug især ved Søgård, Ormstrup og Broløkke på Sydlangeland.

Også hovedgården Fårevejle og den tilhørende landsby Kragholm syd for Rudkøbing, hvis bønder og husmænd gjorde hoveri på hovedgårdsmarken, udgør et spændende hovedgårdslandskab. Fårevejle blev udvidet i 1500-t. med et usædvanligt stort voldsted. Den nuværende hovedbygning er opført i 1868.

Langelands landsbyer blev anlagt på deres nuværende beliggenhed i en passende afstand fra kysten ned gennem øen i 1000-t. og 1100-t. som uregelmæssige vejbyer. Indtil udskiftningen ca. 1800 havde landsbyerne på den nordlige del af øen trevangsbrug, mens der var tovangsbrug mod syd. Ved udflytningen af gårdene efter 1800 mistede de fleste landsbyer deres oprindelig præg, som dog er bevaret i Kragholm, Ny Skrøbelev og Herslev.

Mens der i Rudkøbing er bevaret mange fine klassicistiske byhuse fra byens storhedstid i midten af 1800-t., er landbebyggelsen på øen præget af de trelængede gårde. Når gårdene på Langeland ikke er firelængede som på Fyn, skyldes det formentlig, at man her foretrak at opbevare en del af det høstede korn i stakke (hæs) uden for bygningerne, indtil det blev tærsket, frem for at køre det i lade. Derfor blev mange gårde opført med et stuehus, en stald og en lille lade. Indtil ca. 1900 blev alle bygninger på landet opført i bindingsværk med stråtag, men fra ca. 1850 blev de fleste stuehuse dog bygget helt af sten og med tegltag.

I 1911 blev Langelandsbanen åbnet med linjer fra Rudkøbing til henholdsvis Spodsbjerg og Bagenkop. Jernbanen betød en afgørende forbedring af trafikforholdene og havde en betydelig transport af både gods og passagerer. Fra Rudkøbing var der dampskibsforbindelse til Svendborg. Takket være jernbanen kunne mindre produktionsvirksomheder opstå i landsbyerne, og såvel Spodsbjerg som Bagenkop oplevede en vis vækst i befolkningstallet. Langelandsbroen fra Tåsinge til Langeland, indviet i 1962, forbedrede kommunikationen mellem Langeland og omverdenen, men betød til gengæld, at Langelandsbanen måtte lukke. Der sejles i dag mellem Spodsbjerg og Tårs (med forbindelse til Nakskov) samt Rudkøbing og Marstal, hvorimod færgeruten Bagenkop-Kiel, der blev oprettet i 1965 fortrinsvis som "spritrute", måtte indstille sejladsen i 1999.

Landboreformerne medførte befolkningstilvækst, og i Rudkøbing var der købmænd med penge og kendskab til ny teknologi. Et udslag af dette blev, at der mellem 1842 og 1876 alene i Rudkøbing blev oprettet 23 nye virksomheder, byens befolkningstal tredobledes og havnen blev udbygget; dette gav basis for en stærk vækst i skibsbyggeriet og skibstrafikken, ligesom det også gav bedre muligheder for landbrugseksporten. Derfor kom der på landet mange andelsmejerier, og da befolkningen voksede fra ca. 10.000 til ca. 20.000 mellem 1800 og 1900, blev mange gårde udstykkede til husmandsbrug for at skaffe plads til de nye familier.

Efter 2. Verdenskrig bevirkede mekaniseringen og den stigende sammenlægning, at mange forlod landbruget. Langelandsbroen gav en vis industriel vækst omkring Rudkøbing, men hovedeffekten har været, at mange mennesker fra Langeland pendler over broen til Svendborg og Odense; en bieffekt af broen har været, at mange tidligere husmandssteder er blevet solgt som sommerhuse, ligesom der er opstået store sommerhusområder på Hov, ved Ristinge og Spodsbjerg. Dette har sammen med anlæggelsen af store lystbådehavne i Rudkøbing, Spodsbjerg, Lohals og Bagenkop givet en væsentlig opblomstring af turisterhvervet.