Jaltakonferencen var et topmøde under 2. Verdenskrig mellem Winston Churchill, Franklin D. Roosevelt og Josef Stalin, afholdt i Livadiapaladset ved Jalta på Krim 4.-11. februar 1945.
På konferencen måtte Churchill og Roosevelt under indtryk af Den Røde Hærs fremrykning indrømme Sovjetunionen en dominerende indflydelse i Østeuropa, især i det for Sovjetunionen vigtige Polen, hvor de godtog polske landafståelser i øst imod kompensation i vest og accepterede en ny polsk regering med kommunistisk flertal. Alligevel fremstår konferencen som højdepunktet af allieret samarbejdsvilje.
I en hemmeligholdt del af aftalen lovede Stalin at gå ind i krigen mod Japan til gengæld for territoriale indrømmelser her og i Kina, ligesom han godtog Roosevelts koncept til De Forenede Nationer. I det tyske spørgsmål enedes man om den fremtidige besættelsesforvaltning, hvor Frankrig blev optaget som den fjerde kontrolmagt, men kontroversielle punkter som de tyske erstatningsbetalinger og en fastlæggelse af den polsk-tyske grænse blev udskudt.
Jaltaaftalen blev grundlag for den nye internationale orden efter 2. Verdenskrig. Den begyndende kolde krig lagde grunden til modstridende tolkninger, og i USA førte aftalen i 1950'erne til stærk kritik af Roosevelt-administrationen, der blev beskyldt for at have solgt ud af amerikanske interesser. Det såkaldte Jaltasystem, dvs. Vestens accept af Østeuropa som sovjetisk interessesfære forsvandt sammen med de kommunistiske systemers sammenbrud i 1989.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.