Æg fra frø og høne. Frøens æg (forstørret) lægges i vand og bæres oppe af det omgivende gelélag. Ægget kløves fuldstændigt, og larverne (haletudser) er endnu meget uudviklede, når ægget klækkes. I fugleægget deles blommemassen ikke ved kløvningerne, derimod dannes en flad cellehob på blommens overflade. Disse celler giver ophav til fosteret samt fosterhinderne amnion, chorion og allantois. Den væskefyldte amnionhule beskytter fosteret mod stød og rystelser. Allantois vokser ud fra bagtarmen og opsamler fosterets affaldsstoffer. Den og chorion sørger for fosterets respiration gennem den porøse skal.

.

Æg, i snæver forstand den hunlige kønscelle hos dyr, se ægcelle; i bredere forstand ægcellen med tilhørende næring til fosteret (æggeblomme) og omsluttende hinder. Mængden og fordelingen af æggeblomme varierer meget. Små, næringsfattige æg findes typisk hos dyr, som hurtigt overgår til et larvestadium, fx mange hvirvelløse dyr (bl.a. leddyr som insekter og forskellige orme) og en del marine fisk, hvor æggene gydes i enorme mængder (se også gydning); også de fleste pattedyr har små æg, idet fosteret ernæres af moderdyret.

Faktaboks

Etymologi
Ordet æg kommer af oldnordisk egg, af germansk *ajja-, af samme indoeuropæiske opr. som latin avis 'fugl' og ovum 'æg', egl. 'det hos fuglen'.

Æg med moderat blommemasse findes hos padder, hvor de omgives af et gelélag under lægningen, samt hos mange fisk. Krybdyr og fugle har meget store og næringsrige æg. Æggets næringsmængde har stor indvirkning på ægcellens kløvningsmønster; se fosterudvikling (ægcellens kløvninger).

Blandt hvirveldyrene skelner man på baggrund af æggets struktur mellem amnioter (pattedyr, krybdyr og fugle) og anamnioter (rundmunde, fisk og padder). Amnioterne er tilpasset livet på land; fosterhinden amnion indeholder fostervandet, som sikrer det nødvendige vandige miljø for fosterudviklingen, og den faste, ofte kalkholdige skal beskytter ægget mod mekaniske påvirkninger og udtørring. Blandt amnioterne lægger fuglene, de fleste krybdyr og kloakdyrene (næbdyr og myrepindsvin) æg, mens de øvrige pattedyr og nogle krybdyr er blevet levendefødende ved en senere evolutionær udvikling. Ud over amnion indeholder amniotæg fosterhinderne chorion og allantois, som medvirker til fosterets respiration og udskillelse af affaldsstoffer. Hos placentale pattedyr er chorion med til at danne moderkagen, mens allantois for mange arters vedkommende danner blodkarrene mellem fosteret og moderkagen.

Fugle

Fugleæg er blandt de største i dyreriget. I forhold til hunnens vægt er de størst hos de mindste fugle (op til 25% af hunnens vægt hos kolibrier, 1% hos strudsen), men ud over denne generelle tendens er der forskelle mellem fuglegrupperne. Fugle, hvis unger er meget færdigudviklede ved klækningen, lægger større og mere blommerige æg end fugle med hjælpeløse, uudviklede unger, og de næringsreserver, ungen har tilbage ved klækningen, samt kuldstørrelsen spiller også en rolle. Det samlede kuld kan veje over 50% af hunnens vægt hos fugle som ænder og hønsefugle og overstige hunnens vægt hos visse småfugle (130% hos blåmejsen).

Æggets blomme repræsenterer selve ægcellen og udgøres helt overvejende af næring til fosteret i det nylagte æg. Efter at ægget er befrugtet øverst i æggelederen, pålejres successivt hvide, skalmembraner og skal fra kirtler i æggelederens væg. Æggehviden, der med 90% vand bl.a. udgør fosterets vandreserver, består af fire lag. Det inderste er en membran, der omgiver blommen og forbinder den til skallen; pga. æggets rotation på sin vej gennem æggelederen snos den op til et par bånd, der forankrer blommen til skallens poler. Der er to skalmembraner og yderst selve skallen, der består af ca. 3% protein-matrix og 94% calcit; resten er andre mineraler. Skallen har en kompliceret struktur med et stort antal porer (7500 i et hønseæg), der tillader gasudveksling med omverdenen.

Skallen beskytter ægget rent mekanisk og mod mikroorganismer. En hovedårsag til det sammenbrud i mange rovfuglebestande, der skete i 1950'erne og 1960'erne i Europa og Nordamerika, var, at hunnerne lagde tyndskallede æg pga. en effekt af insektgiften DDT (eller rettere nedbrydningsproduktet DDE), som fuglene havde indtaget med føden. Klorerede kulbrinter som DDT nedbrydes langsomt i naturen og akkumuleres op gennem fødekæderne; hårdest ramt blev arter som vandrefalk og spurvehøg, der primært lever af fugle. Ved sammenligning med gamle æg fra samlinger fremgik det tydeligt, at skaltykkelsen i vandrefalkeæg begyndte at falde omkring 1947. En følge var forøget fosterdødelighed, men væsentligst var det, at æg med en skalreduktion på 16-18% og derover gik i stykker under rugningen. Efter udfasningen af DDT i Nordamerika og Europa i 1970'erne er de fleste af de ramte rovfuglebestande efterhånden kommet på fode igen, i nogle tilfælde hjulpet på vej gennem udsætningsprojekter.

Ægproduktion

Det gennemsnitlige årlige forbrug i Danmark er 255 hønseæg pr. indbygger. Hertil kommer et forsvindende lille antal ande-, gåse- og vagtelæg. På æggepakkerier sorteres hønseæggene i fem vægtklasser, og der føres kontrol med fx Salmonella-bakterier. Til særlige formål pasteuriseres æggeblommer, æggehvider og helæg.

I dansk ægproduktion er æg fra bure for det meste hvide, mens brune æg er fra andre produktionsformer; farven afhænger af den benyttede hønserace. Siden 1980'erne er produktionsformen blevet vigtig for beskrivelsen af ægs kvalitet, fx skrabeæg, æg fra fritgående høner og økologiske æg, som skal opfylde særlige betingelser fastlagt i EU-regler. Se også fjerkræ.

Læs mere om æg i underemnerne herunder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig