vandrefalk

En vandrefalk er en stor falk (34-50 cm), der med ca. 20 underarter er næsten kosmopolitisk udbredt. Navnet henviser til, at nordlige bestande er udprægede trækfugle; underarten F. p. tundrius fra arktisk Amerika og Grønland overvintrer således i Caribien og Sydamerika.

Føden er næsten udelukkende andre fugle, fra små spurve- og vadefugle til duer og ænder. Større bytte slås under et imponerende dyk, hvor falken opnår en fart af op til 180 km/h (ældre påstande om hastigheder helt op til 400 km/h er uden hold i virkeligheden).

Vandrefalken blev meget hårdt ramt af klorerede miljøgifte (DDT, PCB) i 1950'erne og 1960'erne, især bestandene i Europa og Nordamerika. Arten forsvandt helt fra den østlige halvdel af USA og flere europæiske lande, og antallet faldt dramatisk andre steder, i Fennoskandinavien således fra 2000-3000 par før 1950 til 65 par i 1975. Forbud mod disse giftstoffer og – især i USA, men også i Europa – meget omfattende udsætninger af fugle klækket i fangenskab har imidlertid bragt de fleste bestande på fode igen.

I Danmark, hvor arten næppe nogensinde har været talrig, forsvandt vandrefalken som ynglefugl efter sæsonen 1972, men i 2001 etablerede et par sig på Møns Klint, og senere har enkelte par også slået sig ned andre steder i landet. Trækgæster fra Skandinavien optræder efterhånden i pæne tal, og måske 30-40 fugle overvintrer.