Øster Hæsinge Kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Øster Hæsinge er kirken opført i teglsten. Af den romanske kirke er kun skibet tilbage, og det er i dag murværket i langhusets to vestlige fag.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. De er begge muret til, men de kan endnu spores i murværket, ligesom nogle af de små, højtsiddende romanske vinduer.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode rev man det romanske kor ned og forlængede kirken som et langkor i kampesten. Korets kamtakker er dog muret om i 1800-tallet.

I den sengotiske periode opførte man tårnet, hvis rygning er vinkelret på skibets længderetning, og et våbenhus, begge i teglsten. Begge bygningsdeles taggavle er dog muret om i nygotisk stil, der efterligner de gotiske stiltræk. I bunden af tårnet er den gotiske vestdør bevaret sat i de karakteristiske spidsbuede murfelter.

Kirken er i det indre hvidkalket med enkle, kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

I kirken er der en fornemt udført romansk døbefont af granit. Den er af den såkaldte arkadetype, da den på siderne af kummen er dekoreret med arkader. Over og under er der tovsnoninger og på foden mandshoveder.

Der er ligeledes bevaret et lille korbuekrucifiks fra den tidlige gotiske periode omkring år 1250. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Prædikestolen fra 1562 er udført i den tidlige renæssance. Den har i fagene paneler med malede planter, mens hjørnerne markeres med søjler.

Op ad korets østlige gavl er der en stor opbygning fra 1816 med sammenbygget alterbord, altertavle og orgel samt i hjørnerne præste- og degnestole. I midten af opsatsen er der et maleri af Kristus i Emmaus, der er signeret J. L. Lund.

I kirken er der et epitafium, dvs. mindesmærke, fra den barokke periode og en gravsten fra renæssancen. Sidstnævnte er udformet som en figursten, hvor man kan se det afdøde ægtepar i fuld figur, manden i rustning og kvinden i kjole.