I 2024 afholdes der valg i Indien til parlamentets underhus Lok Sabha, som der i alt skal vælges 543 medlemmer til.

Det indiske parlamentsvalg er verdens største demokratiske valghandling med 969 mio. stemmeberettigede vælgere, hvoraf ca. 148 mio. er førstegangsvælgere. Valget foregår i syv faser. Det begynder den 19. april og slutter efter 44 dage. Først når alle valgsteder er lukkede, bliver det samlede resultat talt op. Valgresultatet offentliggøres den 4. juni 2024.

I 2024 er der desuden indirekte valg til 65 af overhusets, Rajya Sabhas, 245 medlemmer, som udpeges af delstaternes lovgivende forsamlinger.

Hvordan valget foregår

Vælger med blæk på fingeren.
En vælger på valgets første dag, d. 19. april 2024, viser sin finger med blæk på, der viser, at hun har afgivet sin stemme.
Vælger med blæk på fingeren.
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

De indiske valg er ifølge forfatningen underlagt valgkommissionen, Election Commission of India. Valgkommissionen har til opgave at sikre, at valghandlingen gennemføres i overensstemmelse med forfatningen og på en fair og fri måde.

Indere over 18 år har stemmeret. Der stemmes i den valgkreds, hvor man har registreret bopæl, hvilket forhindrer mange af Indiens interne migrantarbejdere i at stemme. Brevstemmer er forbeholdt indere i udlandet, Non-Resident Indians, NRI’er, samt myndighedspersoner, fx folk i militæret, der, fordi de er i tjeneste på afstemningstidspunktet, ikke kan afgive stemme i den valgkreds, hvor de er hjemmehørende. Stemmeprocenten ved forrige valg i 2019 var på 67%.

Valget til Lok Sabha foregår ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Kandidater til Lok Sabha skal være fyldt 25 år, til Rajya Sabha skal man være fyldt 30. Som kandidat i en af landets 543 valgkredse er man valgt, når der opnås et simpelt flertal. Metoden favoriserer typisk større partier, og fx opnåede det siddende regeringsparti BJP 37,7% af de afgivne stemmer i 2019, men sikrede sig hele 55% af underhusets pladser.

For at sikre en rimelig repræsentation af Indiens befolkning er 84 valgkredse forbeholdt lavkastegrupper i kategorien scheduled castes, SC, og 47 valgkredse er forbeholdt valg af personer fra Indiens mange stammesamfund, de såkaldte scheduled tribes, ST.

Der er 1 mio. valgsteder, og stemmeafgivningen er elektronisk på en af de 5,5 mio. EVM’er, Electronic Voting Machines. Når stemmen er afgivet, indfarves spidsen af venstre hånds pegefinger med uafvaskeligt blæk.

Reglerne foreskriver, at der ikke må være mere end 2 km til et valgsted, og det betyder, at der gøres store anstrengelser for at bringe valghandlingen til også de mest tyndt befolkede egne – fx i ørkenerne, i bjergene og på fjerntliggende øer. Der er tilknyttet 15 mio. personer til at forestå det praktiske arbejde i forbindelse med valghandlingen, og hertil kommer store sikkerhedsstyrker, der skal forhindre uro og organiseret valgsvindel.

Første valgdato er den 19. april 2024, og valget gennemføres derefter den 26. april, 7., 13., 20. og 25. maj samt 1. juni. Af logistiske hensyn og for at sikre et tilstrækkeligt opbud af sikkerhedsstyrker afholdes valget faseinddelt. I nogle stater stemmes der kun én dag, mens større stater har flere valgdage.

Partier, alliancer og kandidater

Flere end 8000 kandidater fra mere end 60 forskellige nationale og regionale politiske partier stiller op til det indiske parlamentsvalg i 2024. Langt de fleste af de opstillede partier og deres kandidater tilhører én af de to store politiske alliancer: National Democratic Alliance (NDA) eller Indian National Developmental Inclusive Alliance (I.N.D.I.A.).

National Democratic Alliance (NDA)

National Democratic Alliance (NDA),som danner grundlag for den afgående regering, er en alliance af 25 overvejende højreorienterede partier anført af partiet Bharatiya Janata Party (BJP) under ledelse af Indiens nuværende premierminister, Narendra Modi, som også er alliancens spidskandidat. NDA går overordnet til valg på at sikre Modi genvalg som premierminister og videreføre den afgående regerings politik fra 2019-2024, herunder dens centralistiske og hindunationalistisk-tonede indenrigspolitik og dens selvsikre udenrigspolitik, der sigter på at gøre Indien til en politisk og økonomisk stormagt.

De vigtigste partier i NDA-alliancen er BJP, som med ca. 38 % af alle stemmer ved valget i 2019 sikrede sig 55 % af parlamentets mandater, og de regionale partier Shiv Sena, Biju Janata Dal, Janata Dal (United) og Telugu Desam Party (TDP).

De vigtigste kandidater til parlamentsvalget i NDA er den politiske leder for BJP og nuværende premierminister, Narendra Modi, og indenrigsminister og præsident for NDA-alliancen, Amit Shah. Janata Dal (United)’s leder, Nitish Kumar, er ikke selv kandidat, men en vigtig stemme i valgkampen ligesom Shiv Senas leder Eknath Shinde.

Indian National Developmental Inclusive Alliance (I.N.D.I.A.)

Indian National Developmental Inclusive Alliance (I.N.D.I.A.) er en alliance af 27 oppositionspartier dannet i sommeren 2023 og anført af Kongrespartiet (INC), hvis præsident, Mallikarjun Kharge, også fungerer som præsident for alliancen. Partierne tilhører overvejende centrum-venstre-spektret af indisk politik, men er – navnlig på delstatsniveau – også politiske modstandere og konkurrenter. Derfor har I.N.D.I.A. siden sin oprettelse haft svært ved at formulere et fælles politisk program og enes om en premierministerkandidat. Fælles for mange af partierne er dog modstanden mod den hindunationalistiske ideologi.

De vigtigste partier i I.N.D.I.A.-alliancen er Kongrespartiet (INC), som ved valget i 2019 sikrede sig 19,5 % af stemmerne, men under 10 % af parlamentets mandater, og Aam Aadmi Party (AAP), som i 2024 stiller op til det nationale parlamentsvalg for første gang. Desuden spås de magtfulde regionale partier Dravida Munnetra Kazhagam (DMK) og All India Trinamool Congress (TMC) gode valg.

Vigtige kandidater i I.N.D.I.A.-alliancen tæller foruden Kongrespartiets tidligere præsident og de facto spidskandidat, Rahul Gandhi, bl.a. Shashi Tharoor og Priyanka Gandhi Vadra. De regionale partiledere, M.K. Stalin (DMK), Mamata Banerjee (TMC), Arvind Kejriwal (AAP) og Akhilesh Yadav (Samajwadi Party) spiller ligesom kongrespartiveteranerne Mallikarjun Kharge og P. Chidambaram også en stor rolle i valgkampen, selv om de ikke selv stiller op til valget.

Uafhængige partier

En række partier står uden for de to alliancer. Vigtigst af dem er Bahujan Samaj Party (BSP), samt de regionale partier YSR Congress Party (YSRCP) og All India Anna Dravida Munetra Kazhagam (AIADMK).

Vælgerbaser

Indisk politik er traditionelt overvejende klientelistisk, så de enkelte partier repræsenterer og appellerer til bestemte samfundsgrupper og kaster og tilgodeser deres særinteresser. BJP favner med sin ideologi om et hindunationalt majoritetsstyre potentielt den allerstørste vælgergruppe: de ca. 80 % hinduer. Partiets valgsucces afhænger i høj grad af, om andre partier formår at mobilisere vælgerne langs andre interesser og identiteter: fx kaste, sprog, regionalitet og køn.

Valgets overordnede temaer

Deltagere ved politisk møde i Chennai, 4. marts 2024
Tilhængere af BJP ved et politisk møde vinker til Narendra Modi.
Deltagere ved politisk møde i Chennai, 4. marts 2024
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Hindutva eller sekularisme

Valgkampen former sig overordnet som en duel mellem de to politiske alliancer. På den ene side står BJP og alliancepartierne i NDA der vil slå på, at de har skabt økonomisk vækst og fremgang samt sikret Indien en fremtrædende plads i verden. På den anden side påpeger oppositionspartierne i I.N.D.I.A., at Indien siden Modis tiltræden i 2014 er blevet yderligere polariseret; at de fattige indere er blevet fattigere, og at selve fundamentet for det uafhængige, sekulære Indien med fuldstændig adskillelse af stat og religion er undermineret. Desuden mener de, at Modi-regeringens autoritære tendenser truer det demokratiske fundament og har medført en indskrænkelse af ytrings- og pressefriheden. Oppositionen bruger bl.a. de aktuelle borgerkrigslignende tilstande i delstaten Manipur som skrækeksempel på, hvad polariseringen i yderste konsekvens kan medføre.

Nordindien versus Sydindien

Valgets andet store tema er forholdet mellem Nordindien og Sydindien – og mellem centralregeringen og delstatsregeringerne. I løbet af Modis to regeringsperioder (2014-2019 og 2019-2024) har centralregeringen og centraladministrationen gradvist fået større politisk og økonomisk magt på bekostning af delstatsregeringerne. I de fire sydindiske delstater, der overordnet er rigere, mere industrialiserede og har bedre offentlig service end resten af Indien, står BJP svagt, og der er stor modstand mod yderligere centralisering og dominans fra det folkerige nord.

Ulige vilkår for valgkampagne

Forud for annonceringen af valget har den siddende regering ført store kampagner for en række initiativer, der skal sikre bedre vilkår for den fattige del af befolkningen. Det handler bl.a. om at skaffe rindende vand, elektricitet og flaskegas til husholdningerne. Det er kampagner, der alle har haft premierminister Modis prominente billede på store annoncer i aviser og i det offentlige rum, fx ved togstationer og busholdepladser. Der har således været en form for valgkampagne i gang, længe inden den officielle annoncering af valget, og skellet mellem en politisk dagsorden og en generel offentlig indsats for velfærd er dermed blevet udvisket. Det har givet den siddende regering et massivt forspring og giver oppositionen problemer – for hvem kan være imod velfærdsforbedringer?

BJP er det rigeste af Indiens politiske partier, en position de har styrket som følge af et system for anonyme partidonationer, såkaldte electoral bonds, som partiet indførte i 2017. Programmet blev i februar 2024 underkendt som forfatningsstridigt af den indiske højesteret, og i den forbindelse er det kommet frem, at partiet har modtaget seks gange så meget anonym støtte som Kongrespartiet.

Kaste og positiv særbehandling

Spørgsmålet om positiv særbehandling til de mange såkaldte OBC-kaster har fået fornyet politisk fokus, efter at en undersøgelse i delstaten Bihar har fastslået, at OBC-kasterne udgør en langt større del af samfundet end hidtil antaget.

En række af partierne i I.N.D.I.A.-alliancen stiller krav om, at de ti-årlige nationale folketællinger i fremtiden skal inkludere akkurate oplysninger om kastetilhørsforhold og om, at den positive særbehandling af OBC-kasterne i offentlig ansættelse og uddannelse skal udvides, så den modsvarer kasternes faktiske andel af befolkningen. NDA-alliancens partier er omvendt overvejende modstandere af øget fokus på kaste og af en udvidelse af omfanget af positiv særbehandling.

Økonomi og jobskabelse

I valgkampen konkurrerer to meget forskellige udlægninger af Indiens økonomiske situation. Den siddende regering hævder, at økonomien er stærk, at det er lykkedes at tiltrække flere udenlandske investeringer, og de peger på, at gennemsnitsindkomsten i Indien er steget ret betragteligt de seneste ti år. Oppositionen påpeger på den anden side, at den økonomiske vækst særligt har begunstiget en lille gruppe industrimagnater tæt på regeringen. I.N.D.I.A. fremhæver, at arbejdsløsheden i Indien er stigende særligt for unge i aldersgruppen 20-24 år, der har en arbejdsløshed på over 40%. De peger desuden på de kummerlige vilkår, som de indiske landbrugere lever under, hvilket har afstedkommet store bondeprotester i 2020-2021 og igen i 2024.

Konsekvenser af valget

Forud for valget spås NDA-alliancen med BJP’s Narendra Modi i spidsen overvældende gode chancer for at vinde, og som følge deraf har en række tidligere oppositionspolitikere i de første måneder af 2024 sluttet sig til partiet.

Valgets udfald kan få vidtrækkende konsekvenser for, hvilken retning Indien vil bevæge sig i de kommende årtier. Med en valgsejr til NDA kan man forvente en yderligere centralisering af magten i Indien med en indskrænkning af de enkelte delstaters politiske og økonomiske autonomi samt en fortsat bevægelse hen imod en hinduistisk nationalstat med en yderligere marginalisering af religiøse minoriteter.

Hvis BJP ved valget i 2024 igen opnår 55 % eller mere af alle mandater, konsolideres partiets magt i en grad, så der på nationalt plan reelt bliver tale om et majoritetsstyre baseret på navnlig nordindiske hinduvælgere.

Med en valgsejr til I.N.D.I.A.-alliancen kan man forvente en regering, der i høj grad skal balancere regionale særinteresser og derfor sandsynligvis vil være mindre handlekraftig. En sejr til oppositionen vil være en delvis tilbagevenden til Indien før Modi med vægt på mangfoldighed og sekularisme og en udstrakt magt til delstaterne. Desuden vil man forventeligt se en højere andel af kvoter i offentlig uddannelse og ansættelse til de kaster, der er klassificerede som OBC i henhold til Indiens system for positiv særbehandling af socialt og økonomisk dårligt stillede.

Udenrigspolitisk er der umiddelbart ikke så meget på spil: Narendra Modi har i sin regeringstid tilnærmet sig Europa, Mellemøsten, USA og en række lande i Østasien, og en ny regering forventes at forfølge samme udenrigspolitiske linje, der karakteriseres som fleksibel multilateralisme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig