Hindunationalisme er en militant politisk-ideologisk strømning i Indien med rødder i 1900-tallets hinduistiske reformbevægelser i Nordindien og i bevægelsen for udbredelse af moderne hindi. Hindunationalismens mål er gennem en kulturel og politisk mobilisering af hinduflertallet at omdanne det flerkulturelle Indien til en hindunation, et hindu rashtra, og den er præget af militant disciplin og rabiat modstand mod muslimske organisationer og manifestationer i Indien.

Hindunationalistiske organisationer

Hindunationalismen fik sit mest organiserede udtryk i Rashtriya Swayamsevak Sangh, forkortet RSS, en militant organisation, der er stiftet i Nagpur i 1925. Bevægelsen har desuden mange underorganisationer, især partiet Bharatiya Jana Sangh fra 1951, som senere blev til Bharatiya Janata Party (BJP), og Vishva Hindu Parishad (VHP), der blev dannet i 1962.

RSS har været forbudt tre gange siden 1947; Mahatma Gandhis morder var tidligere RSS-medlem. RSS og tilknyttede organisationer voksede kraftigt i 1980'erne i forbindelse med den succesrige kampagne imod en moské i Ayodhya, som hævdedes at være bygget på hinduguden Ramas fødested. Nedrivningen af moskéen i december 1992 udløste nogle af de alvorligste sammenstød mellem hinduer og muslimer siden 1947. Sagen trækker fortsat spor i indisk politik.

BJP's indflydelse voksede hurtigt fra 1990, da partiet vandt flertallet i flere delstater i Nordindien. Ved valget i april 1996 blev BJP Indiens største politiske parti, og det var regeringsparti 1998-2004 og igen fra 2014.

Hindunationalismen identificeres ofte med de nordindiske højkaster, men har under premierminister Narenda Modi haft held til at inkludere også de lavere kaster.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig