ulandsmedicin

De sygdomme, som er hyppige i ulandene, kendes også eller kendtes tidligere i Danmark: tuberkulose, hiv/aids, malaria, spedalskhed, mæslinger, kighoste, børnediarré, luftvejsinfektioner, underernæring, indvoldsorm og andre tarmparasitter. Hertil kommer nogle særlige infektionssygdomme, der er udbredt i troperne, fx gul feber, bilharziose, sovesyge og flodblindhed. Det er primært levevilkårene, der påvirker sygdomsforekomsten. Det gælder ikke alene infektionssygdommene, men også i høj grad de såkaldte livsstilssygdomme som fedme, åreforkalkning og sukkersyge.

Malaria var i 2013 årsag til ca. 198 mio. sygdomstilfælde og 584.000 dødsfald, især blandt børn, langt den største del i Afrika syd for Sahara. Igennem det seneste årti har bedre diagnostiske muligheder, bl.a. anvendelsen af hurtige test (rapid diagnostic tests) og bedre behandlinger, men også bedre sociale forhold, mindsket malariabyrden betydeligt. Tidligere havde mange både børn og voksne kronisk malariaparasitter i blodet, hvilket påvirker almentilstanden samt indlærings- og arbejdsevne pga. kronisk blodmangel og træthed. I de fleste malariaområder er dette problem mindsket betydeligt. Malaria var i øvrigt ikke ualmindelig i Danmark indtil slutningen af 1800-t., da sygdommen forsvandt i takt med bedre levevilkår, bedre boligforhold, dræning af sumpede områder m.m.

Hiv/aids har, siden de første tilfælde blev beskrevet i 1981, spredt sig til alle kontinenter, og især i ulandene har epidemien været svær at kontrollere. Hårdest ramt er Afrika, hvor man regner med, at næsten hver 20. voksne er smittet. Anvendelse af medicinsk behandling har vist sig effektivt at kunne reducere risikoen for smittespredning, især har en udbredt behandling af gravide hindret overførsel af smitte til det nyfødte barn. Den bedre kontrol med hiv-smitte i Afrika har medført, at der er et begyndende fald i det totale antal smittede på kontinentet (2015). Imidlertid fortsætter epidemien med at vokse i Centralasien, Rusland og det tidligere Østeuropa. Også andre dele af Asien er hårdt ramt. I visse af disse lande menes 30-90 % af de prostituerede at være smittet.

Aids nedbryder immunforsvaret, og en af følgerne af epidemien er, at tuberkuloseforekomsten er tiltaget i væsentlig grad. Behandlingen af tuberkulose er langvarig og besværlig og kræver, at patienterne regelmæssigt tager de ordinerede antituberkuløse midler. I modsat fald er der risiko for, at der udvikles resistente tubekulosebakterier, hvilket er sket i foruroligende stor udstrækning i både de tidligere sovjetrepublikker og i Afrika. Dette er igen en følge af de dårlige sociale forhold samt af dårligt fungerende sundhedsvæsener.

Akutte luftvejsinfektioner og diarré er stadig blandt de sygdomme, der er årsag til flest dødsfald blandt børn i ulandene. Det er i princippet banale infektioner, der bliver livstruende ved manglende behandling, især i en svækket organisme. Imidlertid har udarbejdelsen af behandlingsvejledninger sammen med udviklingen af velfungerende programmer for distribuering af essentiel medicin i mange ulande bedret behandlingen, således at dødeligheden af disse sygdomme er faldet markant.

Dårlige sanitære forhold og manglende adgang til rent drikkevand er hovedårsagerne til de udbredte diarrésygdomme. Ofte kan en simpel behandling som oral rehydreringsvæske, der blot er kogt vand med en afmålt mængde salt og sukker, være livreddende, da den hyppigste dødsårsag er dehydrering.

Luftvejsinfektionerne skyldes ofte dårlige boligforhold, hvor familierne lever meget tæt sammen, og børnene ofte sover flere i samme seng. Ligeledes bevirker madlavning indendørs, rygning og dårlige udluftningsmuligheder, at luften let bliver forurenet og generer børnenes luftveje, hvilket gør dem mere modtagelige for infektioner.

I ulandene har mæslinger været årsag til mange dødsfald blandt mindre børn, men vaccinationsprogrammer har nu i de fleste områder gjort, at sygdommen er kommet under kontrol. Det samme gælder andre sygdomme, mod hvilke der findes vacciner, såsom kighoste, difteri, stivkrampe, polio, visse former for meningitis m.m.

Kopper var tidligere en meget frygtet sygdom, der også i de vestlige lande krævede mange dødsofre. Ved en storstilet vaccinationskampagne lykkedes det i 1970'erne under WHO's ledelse at udrydde kopper. Det sidste tilfælde i Danmark blev importeret hertil i 1970, og det sidste tilfælde i verden blev diagnosticeret i Somalia i 1977.

Ebola, der er en alvorlig virusinfektion, blev første gang beskrevet i 1976 i Centralafrika. Der har siden med jævne mellemrum været små udbrud, hvor dødeligheden blandt de smittede har været meget høj. Først da en større epidemi brød ud i Vestafrika i 2014 og truede med at sprede sig til den mere udviklede dele af verden, blev der sat fart på udviklingen af mulige behandlinger og vacciner. Dette illustrerer til en vis grad udfordringen i ulandsmedicin. Ikke alene er der meget sparsomt med ressourcer i sundhedsvæsenet lokalt, men opmærksomheden på og interessen for at løse problemerne internationalt er begrænsede.

Kræft, hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og andre kroniske sygdomme er i hurtig stigning i ulandene. Det er ofte andre kræftformer end dem, der er fremherskende i ilandene, men mønsteret varierer fra område til område. I Afrika er der bl.a. kræftformer, der med stor sandsynlighed er virusrelaterede, herunder livmoderhalskræft, lymfekræft, næsesvælgkræft og leverkræft. I takt med den eksplosive udbredelse af cigaretrygning øges forekomsten af lunge- og andre rygningsrelaterede kræftformer. Muligheden for behandling er i de fleste ulande yderst begrænsede, og dødeligheden derfor meget høj for patienter, der har fået konstateret kræft. I mange ulande sker der en kraftig urbanisering, hvor fattige søger mod byerne for at få arbejde. Dette medfører nye livsbetingelser: Frugt og grønt er dyrt og svært at få fat i, derimod er hvedemel, sukker, madolie og andre fedtstoffer relativt billige, hvilket medfører en ny form for fejlernæring. Samtidig bevæger byboerne sig ofte meget mindre, end de gjorde på landet. Den nye livsstil disponerer for åreforkalkning, fedme og diabetes, der er i kraftig stigning i de store byer i ulandene og efterhånden udgør en større trussel end infektionssygdommene. Desuden er visse etniske grupper mere genetisk disponerede for disse sygdomme, hvilket bl.a. ses i Oceanien og blandt pimaindianerne i USA, men også blandt middelklassen i Indien og Pakistan. Der er tegn på en lignende sygdomsudvikling blandt inuit i Alaska og Canada, men ikke i Grønland.

Mens der i Danmark er en læge pr. 350 indbyggere, er der væsentlig færre læger i forhold til befolkningen i ulandene; i Nigeria fx 6000 indbyggere pr. læge, i Uganda 25.000 og i Mozambique 65.000. Desuden er der en stor udvandring fra mange ulande til Europa og Nordamerika af veluddannet personale, især læger, men også sygeplejersker, hvilket er med til at vanskeliggøre ulandenes opbygning af et effektivt sundhedssystem. Der er ofte mangel på helt banale ting som reservedele til biler, penge til brændstof, forbindsstoffer, elektricitet, rent vand og lægemidler. Den velstillede del af befolkningen, som bor i de større byer, har i mange ulande adgang til et fuldt moderne sundhedsvæsen, mens den fattige landbefolkning har meget dårlige forhold. I mange ulande er de almindeligste sundhedsklinikker de såkaldte dispensaries og health centres, som ikke er bemandet med læger, men med ufaglært personale (se barfodslæge) eller i bedste fald med sygeplejersker eller "clinical officers" med en kortere uddannelse. Kun ved alvorligere sygdom henvises patienterne til distriktssygehuset.

Der er stor forskel på forholdene i forskellige ulande. I Latinamerika er landene gennemgående rigere end i Afrika og Asien; privat lægepraksis er mere udbredt, og sundhedssystemerne er i det hele taget i mindre omfang statsdrevne. Fælles for de fleste ulande er imidlertid, at der er en meget stor privat sektor, især apoteker, der oftest kan sælge det meste medicin uden recept.

Selvom det grønlandske sundhedsvæsen ikke er på niveau med det danske, når det gælder adgangen til specialiserede ydelser, er der på ingen måde tale om et niveau som i ulandene. Hovedparten af den grønlandske befolkning bor i byer og har direkte adgang til et moderne sundhedsvæsen. Befolkningen i bygderne har som regel mange timers vanskelig transport til læge og sygehus, men kan i tilfælde af pludseligt opstået alvorlig sygdom evakueres med helikopter til sygehuset. Ligeledes er telemedicin ved at vinde indpas i Grønland.

WHO, UNICEF og andre organisationer har gennem en årrække fokuseret på at udvikle behandlingsretningslinier samt på at sikre, at ulandenes sundhedsvæsen fik såkaldt essentiel medicin. Dette har været med til at bedre sundhedstilbuddet i mange områder.

Både traditionelt, men også til dels pga. den dårlige adgang til moderne, effektiv behandling, søger mange mennesker traditionel behandling. I nogle lande i Asien, bl.a. Bhutan og Kina, er den traditionelle behandling meget udbygget og sofistikeret og trives i samarbejde med den vestlige medicin. I andre lande er der snarere tale om heksedoktorer, der med usterile injektioner spreder smitsomme sygdomme.Traditionel fødselshjælp er stadig forekommende i mange områder. I flere lande har sundhedsmyndighederne taget konsekvensen og tilbudt disse traditionelle fødselshjælpere en kort, formel uddannelse. For at sikre, at de fødsler, de assisterer ved, kommer til at forløbe så sikkert som muligt, udstyres de ofte med såkaldte safe delivery kits, der indeholder det, der skal anvendes ved fødslen, fx en steril kniv, steril forbinding og en navleklemme. Dette har været med til at reducere den meget høje dødelighed blandt nyfødte, bl.a. ved at mindske risikoen for neonatal tetanus (stivkrampe hos nyfødte) markant.

Danida støtter ligesom mange andre landes bistandsorganisationer sundhedssektoren i ulandene. Der er i mange år ydet støtte til bl.a. børnevaccinationsprogrammer, familieplanlægning, lægemiddelforsyning og generel støtte til sundhedssektoren.

Der er endvidere mange private organisationer, der yder bistand på sundhedsområdet, især i katastrofesituationer. Blandt de større organisationer kan nævnes Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Læger uden Grænser, der fik Nobels Fredspris i 1999. Læger uden Grænser, der blev grundlagt i 1971, har med held hævdet det fundamentale princip, at alle ofre for katastrofer, naturlige eller menneskeskabte, har ret til professionel hjælp så hurtigt og effektivt som muligt. Ved at fastholde en høj grad af uafhængighed er det lykkedes organisationen at leve op til disse idealer.

Ulandsmedicinsk forskning foregår i stort omfang på større tropemedicinske institutioner i de tidligere kolonilande, fx på London School of Hygiene and Tropical Medicine. I Danmark foregår der ulandsmedicinsk forskning på fx Rigshospitalet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet, Statens Seruminstitut, bl.a. i samarbejde med Bandim Health Project i Guinea-Bissau, og på DBL-Centre for Health Research and Development. En stor del af forskningen er rettet mod ulandenes største sundhedsproblemer som malaria, mæslinger, vaccinationseffekter og diarré hos børn. Der foregår også forskning på institutioner i ulandene.

Ulandene er udgangspunkt for mange nye eller nyligt ændrede infektionssygdomme, der breder sig til resten af verden. Således stammer aids efter al sandsynlighed fra det centrale Afrika, og influenza optræder næsten hvert år med nye smitsomme mutationer opstået i SØ-Asien. Blandt andre importerede sygdomme kan nævnes infektioner med multiresistente bakterier, fx tuberkulose, samt difteri, Lassa- og denguefeber.

Specifik uddannelse i ulandsmedicinske fagområder, fx tropesygdomme, er i Vesteuropa traditionelt foregået i de tidligere kolonimagter, bl.a. Frankrig, Holland og Storbritannien. 1999 oprettedes ved Københavns Universitet en engelsksproget etårig uddannelse til Master of International Health, som især har rettet sig mod samfundsmedicinske fag, fx epidemiologi og sundhedsøkonomi.

Et særligt aspekt af ulandsmedicinen er de helbredsmæssige problemer for rejsende fra ilande. Der er en vis risiko for at pådrage sig sygdomme, især ved længere tids ophold i ulande under primitive forhold, men ved en fornuftig adfærd kombineret med de nødvendige vaccinationer og medicinsk forebyggelse kan de fleste sygdomme undgås. Diarré kan forebygges ved ikke at drikke ubehandlet vand eller spise rå grøntsager og is. Risikoen for smitte med kønssygdomme og hiv kan begrænses ved brug af kondom, og risikoen for malaria kan nedsættes ved at bruge passende, dækkende påklædning om aftenen og ved brug af imprægnerede myggenet. Rejsende kan vaccineres mod gul feber, leverbetændelse A og B, japansk encefalitis, meningitis, tuberkulose, hundegalskab, østeuropæisk hjernebetændelse, kolera, tyfus, difteri og stivkrampe. Endelig kan malaria forebygges medicinsk. Malaria er den af de alvorlige tropesygdomme, der hyppigst importeres til Danmark af turister.