Midler og metoder til bekæmpelse af ukrudt har ændret sig gennem tiderne. Overordnet kan ukrudtsbekæmpelse opdeles i forebyggende og direkte bekæmpelse.
Forebyggende bekæmpelsesmetoder hindrer, at der opstår et uløseligt problem med ukrudt i en given mark eller bevoksning. Som eksempel på dette brugte man helt op i 1900-t. braklægning i landbruget, dvs. at landmanden undlod at dyrke en af sine marker et år. I stedet harvede han marken hver gang, der var spiret ukrudt frem; herved blev jordens indhold af spiredygtigt frø reduceret, og de flerårige arters underjordiske formeringsorganer blev udsultet til et niveau, hvor ukrudtet ikke ødelagde den næste afgrøde. Lignende ukrudtssanerende virkning kan opnås ved ikke at dyrke samme afgrødetype mange år i samme mark og derved undgå at opformere bestemte ukrudtsarter. Eksempelvis kan problemer med græsukrudt i vintersæd undgås, hvis der dyrkes flere vårsåede afgrøder i sædskiftet, da disse ikke giver græsukrudtsarterne mulighed for at opformere jordens frøpulje.
Direkte bekæmpelse af ukrudt kan ske ved kemiske eller fysiske metoder. Kemisk bekæmpelse ved sprøjtning med herbicider begyndte først i 1900-t. med opløsninger af uorganiske salte, fx jernvitriol, der var i stand til at bekæmpe visse meget tabsgivende ukrudtsarter som fx agersennep (Sinapis arvensis). Kemisk ukrudtsbekæmpelse blev dog først af altafgørende betydning fra ca. 1950, hvorefter den kemiske industri har udviklet og til stadighed udvikler nye herbicider, der kan bruges selektivt i en lang række afgrøder og samtidig give en effektiv bekæmpelse af flere slags tabsvoldende ukrudt. Ud over valg af herbicid er fastlæggelse af den nødvendige dosering vigtig, fordi den afhænger af en række forhold, bl.a. de enkelte ukrudtsarters følsomhed over for herbicidet, ukrudtsmængde og planternes størrelse samt de aktuelle jordbunds- og klimaforhold. Til fastlæggelse af herbicidvalg og dosering er der udviklet computerbaserede vejledningsprogrammer, som kan sikre, at der anvendes den mindst mulige herbicidmængde i den aktuelle mark. Traditionelt er herbicider udsprøjtet med samme dosering over hele marken, men da ukrudt normalt optræder i pletter, arbejdes der med udvikling af positionsbestemt ukrudtsbekæmpelse ved at sammenkoble sensorer, satellitbaseret positionsbestemmelse (GPS) og computerbaserede beslutningsstøttemodeller, som vil betyde en reduktion af forbruget af herbicider.
Fysiske bekæmpelsesmetoder kan være mekaniske eller termiske. Mekaniske hjælpemidler til ukrudtsbekæmpelse, fx radrensere, ukrudtsharver, hyppere, stubkultivatorer og plove suppleret med håndhakning, var de vigtigste redskaber i kampen mod ukrudtet helt frem til 1950. Kun i biodynamiske og økologiske jordbrugsbedrifter, hvor anvendelse af herbicider ikke er tilladt, fortsatte brugen af disse redskaber. Med den stigende interesse for økologisk dyrkning fra ca. 1990 er der dog foregået en øget forskning og udvikling i mekaniske bekæmpelsesmetoder og maskiner. Principperne er for hyppere, ukrudtsharver og strigler, at ukrudtsplanterne tildækkes med jord, og de er derfor kun velegnede til bekæmpelse af små planter. Med radrensere og børsterensere skæres eller oprives selv større planter, ligesom der sker en vis jordtildækning. Ved begge metoder er jord og klimaforhold, specielt jordens fugtighed, helt afgørende for, om behandlingen kan gennemføres. Af betydning for det endelige resultat er, at afgrøden er i stand til at udkonkurrere sent fremspirede og de ved behandlingerne svækkede ukrudtsplanter. Sensor- og robotteknik vil i fremtiden muliggøre udvikling af helt nye mekaniske ukrudtsbekæmpelsesmetoder.
En effektiv hindring af spiring og ukrudtsudvikling kan også opnås ved, at jorden dækkes med et materiale, fx sort plastfolie, der hindrer lysgennemtrængning, og som har en sådan tykkelse og/eller modstand, at de små spirer ikke har nok energi til at nå op i lyset. Flisdækning af bede i parker og haver har siden 1990'erne fået en udbredt anvendelse.
Termisk bekæmpelse, eller flammebehandling, blev udviklet i slutningen af 1900-t. Vha. specielle gasbrændere monteret i et varmeskjold opnås temperaturer på 600-1200 °C. Princippet i bekæmpelsen er, at ukrudtsplanterne udsættes for så megen varme, at bladcellerne ødelægges, og de ramte blade visner; bladene blancheres, de brændes ikke. Metoden egner sig til små planter, der har deres vækstknop ubeskyttet som hos de fleste tokimbladede arter. Hos enkimbladede arter ligger vækstpunktet normalt beskyttet, hvilket gør disse arter mindre følsomme, da planterne vil vokse igen, selvom de synlige blade er visnet. Flammebehandling kan bruges selektivt på ukrudt i enkelte afgrøder, fx små løg og majsplanter. Flammebehandlingsredskaber er udviklet til fladebehandling af befæstede arealer samt til bekæmpelse af tidligt fremspiret ukrudt, lige inden afgrøderne spirer frem, fx i økologiske roe- eller grøntsagsmarker.
Vedr. ukrudtsmidlers bivirkninger og giftighed, se også grundvand (grundvandsforurening) og Roundup.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.