tysk kapitalisme

I VoC-teorien antages det, at alle aktører rationelt forfølger egeninteressen i relationen med andre aktører, at virksomhederne er de helt afgørende politiske aktører i en kapitalistisk økonomi, at virksomhedernes relationer internt (i forhold til de ansatte) og eksternt (i forhold til kunder, aktionærer, regeringer, erhvervssammenslutninger osv.) er bestemmende for deres overlevelse, og at de mange relationer kræver en form for styring eller koordination.

Blandt de vigtige koordinationsproblemer, som virksomhederne står over for, er de eksterne relationer, som drejer sig om, hvordan samarbejdet skal være med andre virksomheder, leverandører, kunder osv. Relationerne til de ansatte (kaldet ’industrial relations’ på engelsk) udgør også et vigtigt koordinationsproblem. De drejer sig om direktørernes position, hvilken rolle fagforeningerne skal spille o. lign.

Også koordinationen af erhvervsuddannelserne og oplæringen er af stor betydning for at sikre arbejdskraftens færdigheder. Desuden har det også betydning, hvordan man koordinerer, således at man sikrer, at de ansattes kompetencer og viden udnyttes til virksomhedernes bedste. Endeligt er det af stor vigtighed for virksomhederne, hvordan de koordinerer og styrer deres adgang til den livsnødvendige kapital.

Påstanden i VoC-teorien er, at de moderne avancerede kapitalistiske stater grundlæggende har to måder, hvorpå de kan løse ovenstående koordinationsproblemer. Det kan ske efter en liberal markedsøkonomisk model (kaldet LME-modellen, hvor LME står for ’Liberal Market economy’), således som det overvejende foregår i de angelsaksiske lande (dvs. USA, Storbritannien, Australien m.v). Eller det kan ske efter den koordinerede markedsøkonomiske model (kaldet CME-modellen, hvor CME står for ’Coordinated Market Economy’), således som det overvejende foregår i de kontinentaleuropæiske lande og Japan (dvs. for eksempel Tyskland).

Grundlæggende er CME-modellen kendetegnet ved at være mindre markedsbaseret end LME-modellen, netværk og samarbejde spiller en langt større rolle, langt fra alle mellemværende er baseret på nedskrevne kontrakter, og virksomheder agerer ofte mere langsigtet end i LME-modellen. Antagelsen er endvidere, at en sådan model er selvforstærkende, idet CME- og LME-elementerne understøtter hinanden. Nye politiske forslag vil derfor skulle passe ind i CME-modellen, hvis de skal virke i Tyskland.

Lande som Tyskland, der følger CME-modellen, er som regel kendetegnet ved følgende: 1) høj beskyttelse i ansættelsen, 2) stor offentlig erhvervsuddannelsesindsats, 3) en arbejdskraft, der ikke er særlig mobil, 4) at kapitalen skaffes via virksomhedernes tætte forbindelser til bankerne og ikke så meget ved at hente den på markedet, 5) relativt set mindre lønforskelle sammenlignet med LME-landene og 6) stor evne til løbende inkrementelle innovationer (og ikke til radikale teknologiske gennembrud, som kendetegner lande, der følger LME-modellen).

I et CME-land som Tyskland vil der i forbindelse med virksomhedernes eksterne forbindelser blive lagt stor vægt på, at der er tætte netværksforbindelser mellem ledelser og managers i andre virksomheder. Disse forbindelser fremmes af de mange krydsejerskaber mellem virksomheder i de forskellige brancher og i forhold til den finansielle sektor. Desuden er tyske virksomhedsledere næsten altid meget aktive i diverse erhverssammenlutninger af enhver slags. Begge disse forhold betyder, at fjendtlige overtagelsesforsøg er langt sjældnere i CME-lande end i LME-lande.

I et CME-land som Tyskland er de såkaldte ’industrial relations’ i høj grad baseret på, at de administrerende direktører – CEO’en – sjældent er en enehersker som i USA. Store virksomhedsbeslutninger vil ofte inddrage hele direktionen, bestyrelsen og endda de medarbejdervalgte repræsentanter i diverse råd, hvis det overhovedet er muligt. Det ville aldrig ske i USA. Konsensus mellem direktøren og virksomhedernes andre interessenter er en stærk norm i tyske virksomheder. Samtidig aflønnes direktører i tyske virksomheder i langt mindre grad end i USA via aktieoptionsprogrammer.

Angående arbejdskraftens færdigheder gælder der i et CME-land som Tyskland, at den faglærte arbejdskraft fylder meget i virksomheden, og at den ofte er meget velkvalificeret. For at undgå, at enkelte grupper af medarbejdere udnytter deres position, er der en lang række koordinerede forhandlinger i store og mellemstore tyske virksomheder om løn, medbestemmelse, klausuler ved ansættelse osv. Der er også store investeringer i uddannelse og oplæring, som konkret kan anvendes i virksomhederne. Via den offentlige subsidiering af uddannelserne undgår man free-riding, som består i, at virksomhederne – som det ofte er tilfældet i LME-landene – undgår at anvende ressourcer på uddannelse af medarbejderne. Endelig har erhvervsuddannelserne dybe rødder i Tyskland, hvor begrebet ’Facharbeiter’ er omgærdet med respekt. I øvrigt stammer det danske lærlingesystem fra Tyskland.

Med hensyn udnyttelsen af de ansattes viden er ansættelsen i CME-lande som Tyskland ofte baseret på lange ansættelseskontrakter. Det er også med til at øge ansattes loyalitet i forhold til virksomheden. Det gælder i hvert fald de faglærte og fastansatte, selv om Hartz-reformerne har ændret noget herpå, men især for grupper uden for de faglærtes rækker. Virksomhedernes erhvervsorganisationer er desuden ofte aktivt involveret i spredningen af ny teknologi. Endelig er virksomhederne ofte baseret på kvalitetsbetonet nicheproduktion snarere end på masseproduktion.

I et CME-land som Tyskland er den såkaldte corporate governance (= styring af virksomheden) også af en anden karakter end i f.eks. et LME-land som USA. I et CME-land er kapitaltilførslen uafhængig af småudsving i profitabiliteten, mens den i et LME-land altid afhænger af den nuværende virksomheds profitabilitet. I et CME-land som Tyskland skaffer bankerne ofte den nødvendige kapital til virksomhederne, mens den i et LME-land som USA sker via markedet og ofte gennem udstedelsen af virksomhedsobligationer. Kapitalen er også mere ’tålmodig’ i et CME-land end i et LME-land. I et LME-land som USA er pålideligheden af de offentlige oplysninger om virksomheden meget afgørende, og troværdigheden af rating-bureauerne er ligeledes vigtig, mens ’inside information’ er ligeså vigtig i et CME-land.

Et land får komparative fordele med hensyn til forskellige aktiviteter og produkter alt efter, om der er tale om et CME-land eller et LME-land som USA. LME-lande er f.eks. typisk gode til at frembringe radikale innovationer, som kan være et afgørende nybrud inden for IT, på det biokemiske område eller med hensyn til finansielle produkter, således som man har set det i USA. Det skyldes, at noget sådant giver en her og nu ekstraprofit for virksomheden og ekstrabonus for den øverste direktør (CEO’en), som bestemmer. CME-lande er omvendt rigtig gode til inkrementel innovation, hvor produktionen af biler f.eks. flytter op i værdikæden, dvs. mod produktionen af dyrere biler i bedre kvalitet, således som Tyskland er kendt for. En sådan bevægelse er som regel udtryk for en langsigtet investering og er baseret på konsensus og en gruppebeslutning i virksomheden.

På det individuelle plan er ansættelser i virksomheder i LME-lande generelt præget af mange hurtige skift, hvor en personlig karriere har førsteprioritet, og hvor skiftet sker på baggrund af generelle færdigheder og erfaringer, som de ansatte kan have gjort sig mange forskellige steder. Omvendt er ansættelse i virksomheder i CME-lande i højere grad præget af både ønsket om en personlig karriere og af, at virksomhedens overordnede interesser inddrages. Det hænger også sammen med, at de færdigheder, man har erhvervet som ansat i en virksomhed i et CME-lande i højere grad er specifikke færdigheder, som først og fremmest kan anvendes i den virksomhed, som man allerede er ansat i. Personer i CME-lande bliver derfor ofte lang tid i samme virksomhed. Den øverste direktør i virksomheder i CME-lande er ofte vokset op i de virksomheder, som de er direktører for. Direktører for virksomheder i LME-lande er derimod næsten altid hentet ind udefra.

Påstanden i VoC-teorien er endvidere, at f.eks. globaliseringen af økonomierne ikke fjerner forskellene mellem LME- og CME-landene. Den fremmer dem. Globaliseringen øger prisorienteringen og en produktion præget af begrænsede medarbejderfærdigheder i LME-lande, mens den fremmer, at virksomheder bevæger sig op i værdikæden i CME-lande. Det sidste kræver en forøgelse af medarbejderfærdighederne.