tronskifte

Tronskifte i perioden 1282 til 1660 skete efter en forhandling mellem den valgte efterfølger til den afdøde monark og de danske stormænd i rigsrådet. Betingelserne for valget blev nedskrevet i en håndfæstning. Kongen var bundet af de aftaler der var indgået ved håndfæstningen og kunne i yderste konsekvens blive afsat igen.

Ved et tronskifte blev den nye regent kronet af rigsrådet i en kroningsceremoni og aflagde ed på at ville regere retfærdigt.

Fra 1660 og indtil Junigrundloven i 1849 var styreformen i Danmark kongeligt enevælde og kongemagten arvelig. Under enevælden lå al magt hos monarken. Første tronskifte skete i 1670, da Christian 5. blev monark, i samme øjeblik Frederik 3. døde.

Tronskiftet fra en enevældig konge til næste i arvefølgen blev markeret ved en salvingsceremoni i Frederiksborg Slotskirke, hvor kongen, til forskel fra tidligere, selv satte kronen på hovedet. Den sidste danske konge, der blev salvet som enevældig monark var Christian 8. i 1840.

Fra 1849 efter Grundlovens indførelse har Danmark haft et konstitutionelt monarki, hvor statsoverhovedet er bundet til forfatningen. Arvefølgen er fastlagt i Tronfølgeloven. Et tronskifte sker, i det øjeblik forgængeren dør.

Tronskiftet markeres ved, at den nye konge eller dronning bliver proklameret af Statsministeren fra Christiansborg Slot. I 1947 hvor Frederik 9. udråbtes som konge, blev radioen for første gang brugt til at proklamere tronskiftet for hele befolkningen.

Dronning Margrethe 2. meddelte i sin nytårstale, at hun ville abdicerer 14. januar 2024. Tronskiftet skete efterfølgende i det øjeblik dronningen underskrev abdikationserklæringen i Statsrådet, hvorefter kong Frederik 10. blev udråbt som konge.

• Danmarks kongehus
• enevælde
• tronfølge
• Danmarks kronregalier
• Danmarks historie i Middelalderen
• Danmark under Reformation og enevælde
• kongerækken i Danmark