Stormfloden den 13. november 1872
Under stormfloden blev skonnerten Robert af Rønne kastet op på kajen i Allinge Havn på Bornholm. Bovsprydet borede sig ind gennem muren til den bagvedliggende købmandsgård.
Af /Bornholmske fotografer.

En usædvanlig voldsom og langvarig stormflod ramte Østersøregionen den 12. til den 14. november 1872. Det blev den værste naturkatastrofe i det område med vidstrakte oversvømmelser på især Falster og Lolland. På land omkom tæt på 100 mennesker, mens omkring 200 skibe strandede og mindst 250 søfolk omkom.

Vejrsituationen

Det gik så galt, fordi det i dagene inden havde blæst kraftigt fra vest syd for et dybt lavtryk over Sydnorge. Det havde sendt store vandmængder op i den østlige Østersø. Da der så opstod et højtryk over Mellemskandinavien, og der samtidig trak dybe lavtryk ind over Tyskland, gik vinden i øst og tiltog til stærk storm. Det sendte vandet tilbage mod den vestlige Østersø.

Konsekvenser

Stormfloden den 13. november 1872
Stormfloden førte bl.a. til etableringen af Østersødiget, som strækker sig langs hele Lollands sydkyst. Her ses diget ved Stødby Strand.
Stormfloden den 13. november 1872
Af /Biofoto/Ritzau Scanpix.

Konsekvenserne var voldsomme. Vandet steg, så det nåede 3 til 4 meter over normal vandstand med store bølger oveni. Da der ikke var bygget diger i nævneværdigt omfang, skyllede vandet ind over de lavtliggende landområder på Falster og store dele af det sydlige Lolland. Oversvømmelserne nåede også Køge Bugt, Det Sydfynske Øhav samt det sydlige Østjylland.

Stormen rasede over store dele af landet fra Bornholm til det meste af Jylland. Mange træer væltede, og der faldt samtidig store snemængder i den kolde østenstorm.

Vejrsituationen var låst fast og kulminerede den 13. november, inden vinden herefter langsomt aftog. Det efterlod et meget forandret landskab med mange erosionsskader, hvor kysterne havde fået et andet udseende.

Digebygning

I tiden efter katastrofen blev det diskuteret, hvor og hvordan man kunne beskytte befolkningerne under sådanne voldsomme vejrforhold. Man besluttede, at bygge diger langs Falsters østkyst samt et 63 km langt dige på Lollands sydkyst fra Nakskov til Keldskov. Digerne stod færdige få år senere og yder fortsat beskyttelse, når en stormflod raser, som det bl.a. skete i oktober 2023.

Sejlskibene forliste

De mange forlis gik kun ud over sejlskibene. Dampskibene havde mere motorkraft og kunne bedre modstå både vind og sø. Katastrofen med de mange forlis viste, at sejlskibenes tid var ved at være ovre, og omkring år 1900 tippede balancen til fordel for skibe med motor.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig