social ulighed i sundhed

Hvor stor uligheden i sundheden mellem forskellige befolkningsgrupper fremstår, beror på, hvordan man inddeler befolkningen. Hvis man inddeler den i ti grupper, vil forskellen mellem de rigeste og de fattige være større, end hvis man deler den i fire. Hvis man opdeler den i to grupper, fx de 10-20 %, som har de ringeste vilkår og resten, vil forskellen være stor, og man vil ikke se den ulighed, der er inden for det store flertal. Begge figurer gengiver virkeligheden rigtigt, og de illustrerer, hvor meget selve måden, man inddeler på, betyder for, hvad man ser.

Hvis man inddeler mennesker efter indtægt, opstår det problem, at man ikke ved om deres sygelighed beror på fx lav indtægt, eller om de pågældende har denne lave indtægt, fordi de er syge. Uddannelsesniveau er en mere stabil kategori, fordi de fleste har fået deres uddannelse, før de bliver syge. Derfor kan man regne med, at de forhold der knytter sig til at have fået en kort uddannelse har betydning for den højere sygelighed. En undtagelse er skizofreni, som ofte opstår tidligt i livet og gør det sværere at få en uddannelse.

Der er også forskel på sundhedstilstanden mellem geografiske egne. Det skyldes hovedsagelig, at der bor flere fattige og kortuddannede i nogle områder end i andre. Det ringere udbud af sundhedsydelser uden for større byer kan også have betydning.

Ulighed kan måles på forskellige former for sundhed og usundhed. Uligheden i dødelighed er stor, men ulighed i sygelighed er større. Det betyder, at fattige og kortuddannede lever kortere, og at af de færre år er tilmed flere præget af sygdom. Måler man menneskers funktionsevne, dvs. evne til at klare et arbejde og klare sig selv, er forskellene endnu større. Det beror bl.a. på, at kortuddannede ofte har et arbejde, der forudsætter en bedre fysisk formåen. Bygningsarbejdere har sværere ved at arbejde end universitetslærere, hvis de fx kun kan bruge en hånd. Men det skyldes også, at de kortuddannede gennem livet har været udsat for forhold, der har gjort deres helbred ringere.

Køn og alder er biologiske kategorier, men de er også sociale, fordi vilkårene for mænd og kvinder, unge og gamle også bestemmes af det samfund, de lever i. Der er forskel på at være kvinde i Indien og i Danmark. Gamle mennesker behandles forskelligt i forskellige kulturer, derfor kan deres sundhedstilstand gennemsnitligt også være forskellig.

Ser man på udviklingen i Danmark fra midten af 1800-tallet, var forskellen på mænds og kvinders middellevetid længe omkring to år. Fra 1950’erne voksede forskellen i kvindernes favør og var i 1980’erne seks år, for igen at falde til knap fire år i 2010’erne. Det viser, at det ikke kun er biologi, som kan forklare forskellen i kvinders og mænds dødelighed.

Fattige og kortuddannede får oftere hjertesygdomme, diabetes, depression, demens, KOL (kronisk obstruktiv lungesygdom), muskel-skelet-lidelser mv.

I de fleste kræftformer, er der ikke nævneværdige sociale forskelle. Kortuddannede får dog oftere lungekræft end personer med lang uddannelse, hvilket især hænger sammen med rygevaner. Enkelte sygdomme er mere almindelige blandt de bedre stillede. Det gælder bl.a. brystkræft hos kvinder og prostatakræft hos mænd.

Mennesker med kort uddannelse har oftere flere kroniske sygdomme.

Forskellige sociale grupper har forskellig adfærd, som påvirker deres helbred. Mennesker med kort uddannelse ryger i dag mere end dem med lang uddannelse. I 1950’erne var der ikke store sociale forskelle i rygning, men mænd røg den gang meget mere end kvinder. Ældre mennesker med lang uddannelse drikker mere alkohol end andre. Flere kortuddannede er meget tykke, men flere og flere med længere uddannede bliver også tykke.

Siden mennesker i samme sociale gruppe ofte har samme adfærd, skyldes adfærden åbenbart ikke kun selvstændige, individuelle valg, som liberale ofte argumenterer for, men også påvirkning fra dem, man mest er sammen med. Vi har ofte samme tøjstil, spisevaner, boligindretning og ferievaner, som andre i den sociale gruppe, vi tilhører.

En del af forklaringen på uligheden er, at fattige og kortuddannede udsættes for flere risikofaktorer end personer med længere uddannelse. Nogle af dem er sundhedsskadelige arbejdsforhold, fx tunge løft, farlige stoffer, arbejdsulykker og stress. Kortuddannede er også gennemsnitligt mere ensomme, dvs. uønsket alene. Det er sundhedsskadeligt at være ensom. Skilsmisser er mere almindelige blandt kortuddannede. Fattige oplever mere økonomisk stress, netop fordi de ikke har så mange penge.

Mennesker med kort uddannelse tager gennemsnitligt mere skade af tobak og alkohol, end dem med lang uddannelse. Det kan skyldes, at de gennem hele livet har fået deres helbred svækket.

To engelske forskere skrev, at ’fortiden er skrevet ind i kroppen’. Fattige mennesker bliver gennem hele livet udsat for flere sundhedsskadelige påvirkninger end mere velhavende. Børn af kortuddannede kvinder vejer mindre, når de bliver født, de udsættes oftere for passiv rygning, de klarer sig dårligere i skolen, bl.a. fordi de får mindre hjælp med skolearbejdet af deres forældre. Der kan have manglet penge til at betale for fritidsaktiviteter, som kunne give motion og sociale fællesskaber. Fattigdom i barndommen påvirker menneskers fysiske og psykiske helbred også i voksenalderen. Når de bliver voksne, får de, bl.a. pga. deres korte uddannelse, ofte jobs med flere sundhedsrisici.

I Danmark er den sociale ulighed i sundhed, målt som dødelighed og restlevetid, vokset i hvert fald siden sidst i 1980’erne, da man begyndte at registrere uligheden. Når uligheden vokser, skyldes det ikke, at de dårligst stillede får ringere sundhed, men at forbedringerne for dem med flere penge og længere uddannelse går hurtigere. Uligheden er større blandt mænd end blandt kvinder.

Den danske politik over for social ulighed i sundhed handler hovedsagelig om at gøre noget for dem, som har det dårligst. Den handler meget om at få dem til at leve sundere, ryge mindre og motionere mere. Andre årsager til større sygelighed, som den enkelte ofte ikke kan gøre meget ved, fx arbejdsforhold, ensomhed og økonomi, prioriteres ikke så højt politisk.

Mennesker med kort uddannelse og lave indkomster bliver ikke kun mere syge, de får også ofte ringere behandling i sundhedsvæsenet. Sygdomme, som fattige har flere af, fx KOL og psykiske lidelser, får ikke så mange behandlingsressourcer. Patienter med lang uddannelse og god økonomi får ofte bedre kræftbehandling og udredes hurtigere. Det gælder også kræftsyge børn af kortuddannede, at de får ringere behandling, når forældrene henvender sig til sundhedsvæsenet.

Den sociale ulighed i selve behandlingen i sundhedsvæsenet skyldes mange forhold. Der er gennemsnitligt dårligere lægedækning i områder, hvor der bor mange fattige og mennesker med lang uddannelse kan lettere kommunikere med sundhedspersonalet. Samtidig kan den information, patienterne får i sundhedsvæsenet, være svær at forstå, især hvis man ikke har en længere uddannelse. Kortuddannede har ofte flere sygdomme samtidig og har sjældnere nogen, der kan følge dem under behandlingen og støtte dem i sundhedsvæsenet.

Uligheden i sundhedsvæsenet handler også om, at udbuddet af sundhedsydelser ofte er ringere, hvor der bor mange fattige og kortuddannede. Det gælder både på landet, hvor der bor mange med kort uddannelse, og i fattige dele af byerne, at der mangler praktiserende læger og at det er svært at rekruttere læger og sygeplejersker til sygehusene. Dette ses især i Region Sjælland.

• middellevetid
• fattigdom
• sundhedsvæsenet

Statens Institut for Folkesundhed. Social ulighed i mødet med sundhedsvæsenet. København, Sundhedsstyrelsen, 2022.

Sundhedsstyrelsen. Social ulighed i sundhed og sygdom. Udviklingen i Danmark i perioden 2010 – 2017. København: Sundhedsstyrelsen, 2020.

Sundhedsstyrelsen. Ulighed i Sundhed – årsager og indsatser. København, 2011

Vallgårda S. Hvordan mindsker vi uligheden i sundhed? København, Informations Forlag, 2019.