shinto

Den vigtigste forestilling i shinto er kami, dvs. hellige kræfter, der indgyder ærefrygt. Ikke blot guderne kan være kami. Naturfænomener som bjerge (se fx Fujisan), vandfald, dyr og fugle kan være kami. Også mennesker kan efter deres død blive kami (hitogami). Kejseren blev tidligere opfattet som "levende kami" (ikigami), en status den daværende japanske kejser Hirohito frasagde sig i sin nytårstale i 1946.

Kulthandlinger spiller en stor rolle i shinto. De udspiller sig foran hjemmets lille alter, kamidana, der rummer symboler tilknyttet helligdommene i den japanske by Ise. De finder sted i lokalhelligdommens kult, hvor man ofte også daglig påkalder kami. Endelig finder kulthandlinger sted ved de store religiøse fester, matsuri, med processioner, hvor gudesymboler, shintai, bæres ud i byen og tilbage til helligdommen.

Hertil kommer overgangsriter som fremstilling i helligdommen efter fødsel, fejring af børn i 3-5-7-alderen (shichigosan) og bryllup, som i øvrigt er indlånt fra kristendommen. Renhed og renselse er centrum i riterne; to gange om året fejres den store renselse, oharae, hvor hele landet renses. Riteforløbet knyttes sammen med recitation af bønner, norito.

Oprindelsen til shinto findes i den såkaldte kami-kult, som kan spores helt tilbage i egnsbeskrivelser (fudoki) fra før buddhismen kom til Japan i 552. Nyere forskning påpeger tydelige elementer fra det kinesiske filosofisk-religiøse system daoisme i kami-kulten. Eksempelvis er de kinesiske tegn for shinto de samme som for daoismen.

I mange århundreder var shinto underordnet buddhismen, og de to religioner delte helligdomme. I 1700-tallet opstod shinto-renæssancen (fukko shinto), hvis hovedpersoner var Motoori Norinaga og Hirata Atsutane. Det var først ved Meiji-periodens begyndelse (1868), at de to religioner blev adskilt (shinbutsu bunri). Fra det tidspunkt blev shinto konstrueret i den form, vi kender religionen i dag. Shinto var fra 1890'erne og indtil 1945 landets "åndelige grundlag" og derved hævet over andre religioner.

I perioden 1876-1907 blev 13 fortrinsvis nye religioner udskilt fra den statsligt organiserede shinto-religion i en gruppe kaldet sekt-shinto (kyoha shinto) af doktrinære årsager. Blandt dem Izumo taisha-kyo, Tenri-kyo og Konko-kyo.

Med den nye forfatning fra 1946 blev shinto ligestillet med andre religioner og fik ikke længere statslige privilegier. I dag er de fleste helligdomme organiseret i Jinja honcho, sammenslutningen af shinto-helligdomme.

Amaterasus centrale helligdom, Naiku, er i byen Ise, hvor hendes symbol, et spejl, holdes skjult. Hvert tyvende år fornys Ise-helligdommene, sidst i 2013, hvor Japans kejserhus var repræsenteret og, som noget usædvanligt, også regeringen ved Abe Shinzo, landets daværende statsminister. Ifølge den japanske forfatning er stat og religion ellers skarpt adskilt.

Ved kejserskiftet i 2019, hvor Naruhito blev indsat som ny japansk kejser, kom shinto igen i avisoverskrifter. Indsættelsen består bl.a. af to ceremonier, hvoraf den ene, daijosai, er præget af shinto. Den nye kejser skal indtage et måltid og tilbringe en nat sammen med solgudinden Amaterasu. Denne sammenblanding af stat og religion blev forsvaret med, at ceremonien daijosai er en kulturel, ikke en religiøs, tradition.

I dagens Japan er der i shinto opstået en bevægelse væk fra det politiske, nemlig i form af "grøn shinto", som hævder religionens økologiske og naturbeskyttende sider. En anden nutidig strømning (shinbutsu shugo) beklager opsplitningen i Meiji-staten i buddhisme og shinto (shinbutsu bunri), og ønsker samarbejde de to religioner imellem, i blandt andet emner som naturbevarelse og fredsbevægelse. Bevægelsen foranstalter pilgrimsfærd til både shinto-helligdomme og buddhist-templer.

• Japans religioner
• buddhisme
• daoisme
• Meiji-restaurationen